30.10.2009
Artikel

Fleksibilitet er efterspurgt hos både chefer og medarbejdere

Af Pernille Siegumfeldt

Jacob Sandegaard, cand.scient. og souschef i enheden for sundhedsdokumentation under Sundhedsstyrelsen, er ikke i tvivl om, hvad der ville ske, hvis arbejdspladsen gik bort fra den store grad af fleksibilitet, som medarbejderne arbejder under:

“Masseflugt – især blandt de erfarne medarbejdere”, vurderer han.

Og spørger man i en hvilken som helst moderne offentlig vidensorganisation, vil svaret være det samme: Arbejdsgiverne efterspørger fleksibiliteten, men det er lige så ofte medarbejderne, der ikke kan forestille sig et arbejdsliv uden.

“Mange akademikere arbejder som en slags selvstændige iværksættere på fast løn. Alle har “en butik i butikken” og søger efter at blive brugt i mange forskellige sammenhænge, også ud af huset. Den klassiske lønmodtagerkultur vil smadre motivationen hos mange medarbejdere. De vil derfor søge et andet sted hen, hvor de kan realisere sig selv fuldt ud, og arbejdsgiveren kan så vinke farvel til sine måske mest produktive folk. Fleksibilitet er en forudsætning for, at arbejdspladserne kan tiltrække dygtige, højt uddannede medarbejdere”, siger Thomas Bredgaard. Foruden at være lektor ved Aalborg Universitet og en fleksibel arbejdskraft er han arbejdsmarkedsforsker ved Center for Arbejdsmarkedsforskning, Carma.

Den beskrivelse kan Christian Fredsø, cand.mag., cand.pæd.pæd. og projektleder i Region Midtjylland, godt genkende fra sin egen arbejdsplads.

“Vi arbejder, ligesom man gjorde det på landet i gamle dage, hvor man flyttede sig efter opgaverne og i perioder, fx under høsten, knoklede igennem. Men i modsætning til gamle dage på landet, hvor man var færdig, når alle kartofler var pillet op af jorden, er den nye nomadeflok i langt større grad overladt til sin egen dømmekraft i vurderingen af, om vores arbejde er færdigt, og om opgaven er løst godt nok”, forklarer Christian Fredsø.

For ham foregår arbejdslivet i rytmer.

“Der er perioder, hvor jeg giver den fuld gas, og perioder, hvor jeg slukker for min mobil og bare flår i mit gamle hus eller roder i min have. Der er ligeledes svingninger i ens eget liv, som har indflydelse på, hvor koncentreret man arbejder. Så for mig er spørgsmålet “har du det godt?” meget vigtigere, end om hvorvidt jeg har opfyldt en arbejdsnorm i tidsrummet 8-16”, siger Christian Fredsø.