30.10.2009
Artikel

Genopretning nu af universiteterne!

Et internationalt panel er i gang med at evaluere den danske universitetslov. Danske Studerendes Fællesråd (DSF) og DM ser frem til resultatet af evalueringen med stor interesse, for der er et stort behov for en grundig afdækning af de uhensigtsmæssigheder, som universitetsloven har ført med sig.

Af Ingrid Stage

Vi håber, evalueringen vil tilvejebringe det nødvendige grundlag for en revision og genopretning af forholdene på Danmarks universiteter, så de lever op til de internationale standarder, der er nedfældet i UNESCO’s anbefalinger fra 1997 – anbefalinger, som den danske regering har tilsluttet sig DSF og DM vil gerne yde vores bidrag til en fornuftig reform. Derfor har vi til panelet og til forskningsordførerne fremsendt vores forslag til det væsentligste indhold i en ny rammelov for universiteter, som tegner hovedpunkterne af, hvad formålet med et universitet bør være, og hvordan man sikrer det.

Det grundlæggende formål for ethvert universitet kan kort beskrives som videreudvikling og formidling af den samlede samfundsmæssige vidensbase på højest mulige videnskabelige niveau.

Den væsentligste udvikling af vidensbasen sker gennem grundforskning og uddannelse af nye forskere (ph.d.-uddannelser).

Den væsentligste formidling af viden sker gennem undervisningen af de studerende både på bachelor- og kandidatniveau.

Den forskningsbaserede undervisning, hvor de studerende på den ene side møder den nyeste forskning i øjenhøjde, og forskeren på den anden side bliver udfordret akademisk fra dag til dag, er et særkende for universitetsuddannelserne. Samtidig er det den forskningsbaserede undervisning, der i det daglige sikrer den høje kvalitet af både forskning og uddannelse.

Det er afgørende, at studerende sikres reelle muligheder for at tage ansvar for deres uddannelse og for at have indflydelse på den. En universitetsuddannelse skal være andet og mere end paratviden og snævre faglige kundskaber. Der skal også være et element af almen dannelse af studerende, for det er dem, der skal tage ansvaret for landet i fremtiden.

Formidling af viden kan også ske gennem samarbejde mellem universiteter og eksterne samarbejdspartnere, såsom offentlige myndigheder, foreninger, organisationer og/eller private virksomheder.

Et sådant samarbejde forudsætter ubetinget respekt for de deltagende universitetsforskeres forskningsfrihed, herunder fri og åben publicering af resultaterne af arbejdet, også når det gælder myndighedsbetjening.

På samme måde må universitetet og de deltagende forskere respektere samarbejdspartnerens ønsker om en eventuel kommerciel udnyttelse af resultaterne, som kan forsinke, men aldrig hindre den åbne publicering af resultaterne.

Naturligvis må politikerne kræve, at de ressourcer, samfundet stiller til rådighed for deres uddannelses- og forskningsaktiviteter, anvendes bedst muligt i forhold til det overordnede formål, ligesom det er helt legitimt, at politikerne har ønsker til universiteterne om en særlig indsats inden for et specifikt emne. Det er udfordringer, universiteterne skal tage op. 

Men hvis universiteterne skal leve op til deres grundlæggende formål, må universiteternes aktiviteter aldrig reduceres til alene at handle om denne type af opgaveløsning. Universiteterne og universitetsforskerne må have den nødvendige frihed til også at udforske problemstillinger, hvis relevans måske først viser sig om en generation eller to. Videnskabshistorien giver et utal af eksempler på, at de virkelig gennembrydende opdagelser netop er sket på baggrund af den frie forskning og ikke på baggrund af kortsigtede politiske ønsker om løsningsforslag til aktuelle problemer.

Det er på denne baggrund og ud fra denne fælles opfattelse af, hvad et universitet egentlig er, at DM og DSF anbefaler, at en revision af universitetsloven skal:

  • sikre autonomi: Universiteterne skal redefineres som institutioner, hvor det vigtigste formål er den intellektuelle udvikling af kommende generationer. Universiteterne skal ikke opfattes som avancerede servicevirksomheder for private og offentlige særinteresser. Alle væsentlige beslutninger om akademiske forhold skal flyttes fra ministeriet til universiteterne selv, så en reel selvstændighed sikres. Universiteterne skal have mulighed for at organisere sig på en måde, der er hensigtsmæssig for det enkelte universitet. Vi forslår derfor en bred rammelovgivning, der sikrer kvaliteten af forskning og uddannelse, men derudover respekterer det enkelte universitets nødvendige autonomi.
  • sikre medindflydelse og retssikkerhed: De ansatte universitetslærere og de studerende skal tildeles en afgørende indflydelse på væsentlige beslutninger om forsknings- og uddannelsesmæssige prioriteringer for at sikre, at universiteterne kan leve op til deres formål og beskytte dem mod eventuelle skævvridende pres udefra. Desuden skal de studerende sikres en fair og gennemskuelig behandling igennem hele deres uddannelse, så vi i fremtiden undgår sager, hvor studerende kommer i klemme i universiteternes til tider labyrintiske systemer.
  • sikre individuel akademisk frihed til at forske i selvvalgte emner og til selv at beslutte metode og publicering. Det er samtidig nødvendigt i loven at sikre, at de nødvendige økonomiske ressourcer stilles til rådighed.
  • sikre høje kvalitetskrav og forskningsbaserede uddannelser: Der må ikke etableres universiteter i Danmark af lavere kvalitet. Det skal være et krav, at alle universiteter i Danmark udbyder både forskning og undervisning og opfylder samme høje kvalitetskrav.
  • sikre ret til uddannelse uden deltagerbetaling: Det skal være et ufravigeligt princip, at uddannelse ved universiteter i Danmark ikke finansieres ved opkrævning af deltagerbetaling fra de studerende. Universitetsuddannelser er et samfundsmæssigt behov, som ikke skal behæftes med krav om individuel betaling.

DM og DSF anbefaler derfor en ny universitetslov udformet som rammelov uden ministeriel detaljestyring, men med grundlæggende lovfæstede bestemmelser, der sikrer
  • at universiteterne er en del af det offentlige tilbud om tilvejebringelse af viden og formidling heraf til hele samfundet
  • at universiteterne har autonomi i alle akademiske spørgsmål
  • at det bærende styringsprincip bygger på inddragelse af relevante personalegrupper og studerende i styrende organer med bestemmende indflydelse
  • at den individuelle forskningsfrihed beskyttes med tid og økonomi i form af tilstrækkelige basisbevillinger
  • at studerendes retssikkerhed sikres på en klar og gennemskuelig måde
  • at forskningsfrihed også indebærer ret til valg af metode og videnskabelig publicering, hvor det grundlæggende princip om peer review skal respekteres
  • at universiteterne ikke kan opkræve individuel betaling fra de studerende for ordinære uddannelser
  • at universiteterne skal udbyde forskningsbaserede fuldtids- og deltidsuddannelser inden for deres fagområder på bachelor, kandidat og ph.d.-niveau.
Rammeloven betyder, at spørgsmål om valgte eller ansatte ledere på universiteterne og inddragelse af eksterne medlemmer på de forskellige niveauer i styringen af universiteterne overlades til det enkelte universitet, alt afhængig af lokale behov.

Men det er afgørende, at eksterne medlemmer ikke kommer til at udgøre et flertal af et organ med bestemmende indflydelse som for eksempel bestyrelsen, for eksterne interesser må aldrig dominere over de akademiske prioriteringer, som udgør det grundlæggende formål med et universitet.