30.10.2009
Artikel

Flere virksomheder overlever på udenlandske hænder

Af Martin Ejlertsen

De seneste måneder har flere hæderkronede danske virksomheder fyret en masse eller endda endegyldigt måttet dreje nøglen om. Lindøværftet, pumpevirksomheden Grundfos, vindmøllefabrikanten Vestas og tøjgiganten Bestseller er bare nogle af de produktionsvirksomheder, som med den globale økonomiske krise har været tvunget til at efterlade flere tusinde danske medarbejdere arbejdsløse.

Men løsningen for netop danske produktionsvirksomheder i knibe kan være at spejde efter udenlandske opkøbere. For produktionsvirksomheder har større chancer for at overleve, hvis de bliver overtaget af udenlandske hænder, end hvis de forbliver på danske. Det viser et dansk-tysk forskningsprojekt fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, om alle produktionsvirksomheder i Sverige mellem 1993 og 2002. Konklusionen herfra er, at udenlandske opkøb af svenske produktionsvirksomheder hverken dræner pengekassen eller fører til flere afskedigelser. Tværtimod er overlevelseschancen 30 procent større, hvis udenlandske hænder overtager ledelsen. Desuden øges disse virksomheders medarbejderstab med 7 procent – af svenske medarbejdere vel at mærke.

”Resultatet er interessant, fordi andelen af virksomheder, der lever af eksport i åbne økonomier som i Sverige og Danmark, udgør helt op til 80 procent. Derfor kan man forvente en stor positiv effekt på hele eksportindustrien ved udenlandske opkøb”, siger postdoc. på Handelshøjskolen Roger Bandick, der har været med til at lave undersøgelsen, der offentliggøres i det ansete internationale tidsskrift Canadian Journal of Economics.

Med undersøgelsens data kan frygten for produktionsindustriens fortsatte eksistens og udflytningen af arbejdspladser ved udenlandsk overtagelse, ifølge Roger Bandick, manes i jorden.