09.10.2009
Artikel

Nyt job: Marianne Møller Jensen

Marianne Møller Jensen, 30 år, fra freelancer til kommunikationsmedarbejder i DHI – en uafhængig og international rådgivnings- og forskningsvirksomhed med speciale i vand.

Af Thomas Bøttcher
Hvorfor søgte du jobbet?
Jeg kendte til DHI og vidste, at her er en god stemning. Desuden handler det om, at arbejdsområderne giver mening for mig. Selvom jeg ikke nødvendigvis forstår den matematiske model, der udregner vandets bevægelser, forstår jeg i den grad nødvendigheden i et projekt, der fx går ud på at genoprette miljøet for at hjælpe en truet fisk eller på at hjælpe landene omkring Nilen med at deles om vandet.
 
Hvad laver du i din nye stilling?
Jeg laver kommunikations- og formidlingsopgaver, både internt og eksternt. Internt sidder jeg med en udviklingsopgave, der går ud på at få flere til at bruge intranettet. Eksternt skriver jeg nyhedshistorier til hjemmesiden, pressemeddelelser og redigerer artikler til fagblade. En anden spændende formidlingsopgave, jeg arbejder på for tiden, er undervisningsmateriale om klimaændringer til de ældste klasser i folkeskolen.

Du er gået fra kulturlivet til en udpræget ingeniørarbejdsplads med mange mænd. Hvordan er det?
I forhold til tidligere arbejdspladser med mange humanister træder min faglighed stærkere i karakter på DHI. Desuden oplever jeg en både direkte og uformel omgangstone, hvilket smitter af på arbejdsgangene, som er mere klare end på mine tidligere arbejdspladser.  

Hvad vil du gerne lave om ti år?
Mere af alt det, jeg laver nu! Det er dejligt at have varierende arbejdsopgaver og fx at veksle mellem intern og ekstern formidling, men på den anden side kunne det måske være rart at fordybe sig lidt i et enkelt område. Jeg vil gerne bruge mine journalistiske værktøjer endnu mere fx på pressekontakt, og jeg vil også gerne udvide dem med en diplomuddannelse fra Journalisthøjskolen. Enten arbejder jeg stadig for DHI eller for en større konsulentvirksomhed, eller også er jeg vendt tilbage til kulturbranchen.