09.10.2009
Artikel

Magistre yder milliarder til dansk økonomi

Af Lisbeth Ammitzbøll

Danske akademikere giver stor fortjeneste til butikken Danmark. En lang videregående uddannelse giver overskud på samfundets økonomi.

Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har regnet på tal fra Danmarks Statistik.

Hver dansker med en lang videregående uddannelse bidrager i gennemsnit med ni mio. kr. til samfundets økonomi. De ni millioner er en nettoeffekt, der også tager højde for samfundets udgifter til uddannelsen af akademikere. Dertil kommer 22,5 mio. kr. i øget produktivitet over livet.

Akademikerens bidrag på ni mio. kr. til statskassen sammenligner Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd med bidraget fra faglærte og ufaglærte arbejdere. En faglært arbejder bidrager netto med 2,5 mio. kr., og en ufaglært arbejder med 100.000 kr. Beregningen bygger blandt andet på gruppernes betaling af skat og deres forbrug af overførselsindkomst op til 80 år.

Internt i gruppen af akademikere er samfundets fortjeneste – interessant nok – størst på den gruppe, der har stået for beregningerne, nemlig de økonomisk uddannede. De bidrager med 14,4 mio. kr. i gennemsnit. Naturvidenskabsfolk giver hver især samfundet et overskud på 7,2 mio. kr., og humanister 5 mio. kr. Også en slags penge.