11.09.2009
Artikel

Nyt job: Julie Maria Christoffersen

Julie Maria Christoffersen, 30 år, fa konference- og eventansvarlig i Innovation Lab til oplevelseskoordinator ved Teknologisk Institut, Center for Robotteknologi Odense.

Af Thomas Bøttcher
Hvorfor søgte du jobbet?
Da min stilling i Innovation Lab blev nedlagt på grund af finanskrisen, troede jeg egentlig, at jeg var en af de kandidater, der skulle gå rundt arbejdsløs i en længere periode. Men da jeg så jobbet på Center for Robotteknologi, lød det som mit job. Samtidig tænkte jeg, at Teknologisk Institut er en virksomhed med fokus på udvikling, hvor man kan komme videre, når man er klar til nye karrieremuligheder.

Hvad skal du lave i dit nye job?
Jeg arbejder med at skabe oplevelser med robotteknologi i vores Innovatarium for Robot- og Velfædsteknologi. Basis er de projekter, vi selv har i centret, og den nyeste teknologi, der findes nationalt og internationalt. Vi arbejder med mange forskellige typer projekter og forskning inden for robotteknologi, og som 3.-part med videreudvikling af eksisterende robotløsninger i samarbejde med robotleverandører, organisationer og forskningsinstitutioner. Mit job går ud på at udbrede den nyeste viden om robotteknologi på en letforståelig måde, så barriererne over for ny teknologi mindskes.

Hvad er forskellen på dit nye job og dit job i Innovation Lab?
I mit job på Teknologisk Institut har jeg fået mulighed for at arbejde sammen med eksperter. Innovation Lab laver vidensopsamling. Vi er eksperter i at finde og skabe viden.

Du bor i Horsens og arbejder i Odense. Hvordan er det?
Jeg kan godt lide den time og ti minutter, jeg har i transporttid. Jeg bruger den på mobiltelefonen, på at forberede møder og tænke strategier igennem. Og så får jeg hørt en uhyggelig masse lydbøger. Der er heldigvis kommet mange virksomhedslydbøger.

Hvad laver du om 10 år?
Det er det gode spørgsmål. Jeg håber, jeg stadig arbejder med ny teknologi. Jeg synes, det er superspændende, og jeg håber, at jeg fortsat er tilknyttet Teknologisk Institut, men det kunne godt være inden for uddannelsesområdet. Innovatarium er meget bygget op omkring proceskonsultation, og jeg vil fortsat gerne udvikle mig i den retning.