28.08.2009
Artikel

Et farvel til universitetshumaniora

Af Per Drud Nielsen
“Man skal være omstillingsparat, men ikke parat til at omstille sig til hvad som helst!”.
Sådan lød opbakningen fra en af mine tidligere chefer, da jeg forlod min universitetsstilling i sommeren 2007.
Frem til da havde jeg gået på universitet i 37 år. Først som studerende, så som stipendiat og derefter som ansat. Mit fag er musik, og min ansættelse havde passeret 25-års-jubilæet med et par år, da jeg opsagde min stilling. Min omstillingsparathed rakte ikke længere.
Forandringerne af universiteternes humanistiske uddannelser – gennem de 37 år, jeg befandt mig der – har været omfattende. At alt var godt i gamle dage, mens alting nu er af lave, vil kun en Jeronimus kunne hævde. Mange forandringer har været til det bedre. Men lige så mange af forandringerne har været lige så indiskutable forringelser.

Fra 6 til 5 år
En helt indiskutabel forringelse var den reduktion af studietiden for en tofaglig cand.mag.-uddannelse fra 6 til 5 år, der fandt sted i 1995. Formålet var ikke den beskedne besparelse, der lå heri, men en harmonisering med den engelsk-amerikanske bachelor-master-struktur, som er sammensat af 3+2 år. Det var ikke nemt at harmonisere kombinationen af hovedfag og bifag ind i denne struktur. Løsningen blev, at det oprindeligt 4-årige hovedfag blev erstattet af en 3-årig bacheloruddannelse. Det oprindeligt 2-årige bifag blev reduceret til et 11/2-årigt såkaldt sidefag. Og dermed var der inden for de 5 år akkurat et halvt år tilbage til det afsluttende speciale.
Mest mærkbar var reduktionen af bifaget til det nye 11/2-årige sidefag. Det stod hurtigt klart, at 11/2 års studier i et fag ikke rakte for en kommende underviser i gymnasieskolen, og lappeløsningen blev de såkaldte sidefagssuppleringer, 4 måneders reparationskurser for vordende gymnasielærere.
Summa summarum: Man beskærer uddannelsernes tidsrammer. Man erkender straks derefter, at den beskårene sidefagsuddannelse er utilstrækkelig, og lapper så på det ved hjælp af suppleringsforløb, som i øvrigt fungerer helt vilkårligt: Et givet sidefag kan være udbudt ved fx tre af landets universiteter. Universiteternes studieordninger er imidlertid forskellige, og derfor vil det være forskelligt, hvad kandidater fra disse universiteter mangler. Den ene uddannelsestorso kan mangle den ene arm, den anden kan mangle det ene ben, den tredje måske hovedet. Men sidefagssuppleringen inden for et givet fag udbydes kun ved ét af de tre universiteter og kan på den baggrund umuligt reparere på de indbyrdes helt forskellige mangler, som deltagerne fra de forskellige universiteter møder op med. Og der er ikke meget fidus ved at blive suppleret med en arm, man har i forvejen!

Legoland på universiteterne
Den næste store ændring i uddannelsesstrukturen blev foreskrevet i en 2004-bekendtgørelse, og den gjorde ondt værre. Tidsrammerne var uændrede. Og det samme var opdelingen i hovedfag og sidefag, som dog tog navneforandring til henholdsvis grundfag og tilvalgsfag. Det nye i 2004-bekendtgørelsen var modulopbygningen. Uddannelserne skulle nu sammenstykkes af mindre, afrundede moduler og med en høj grad af individuel frihed i kombinationen af disse “legoklodser”.
Mest mærkbart blev kravet om, at den 3-årige bacheloruddannelse skulle rumme moduler fra både grundfag og tilvalgsfag. Et eller flere moduler fra tilvalgsfaget skulle altså indgå allerede i bachelorforløbet.
Håndteringen på universiteterne af kravet om den tofaglige bachelorgrad resulterede i følgende mærkværdige zigzag-forløb: Først studerer man på grundfaget i 21/4 år. Dernæst studerer man moduler inden for tilvalgsfaget i 3/4 år, hvormed man erhverver en tofaglig bachelorgrad. Og oven på bachelorgraden kombinerer man så endnu 3/4 år på tilvalgsfaget med 3/4 år på grundfaget, før man skriver sit speciale inden for det sidste halvår.
Dette zigzag-forløb udgør en kolossal svækkelse. Kvalificeringen af de studerende kan ikke længere i samme omfang som før rumme en kontinuerlig faglig vækst, men må i højere grad blive en stykvis påfyldning. De studerende sætter sig ind til et antal forløb, der hver for sig afsluttes inden for som regel et enkelt semester. Der bliver – som på tankstationen – hældt på de studerende. I et af modulerne med benzin, i et andet med sprinklervæske. Derefter får de fyldt lidt luft i dækkene, og efter 6-7 moduler mere – herunder 2-3 stykker fra et helt andet fag – kan de få et bachelorbevis.
Hvor meget vil mon være glemt, når de studerende vender tilbage fra tilvalgsfaget til deres grundfag? Hvor mange færdigheder vil være gået til? Og på hvor mange områder vil der skulle repeteres eller endda startes forfra?
Uddannelsesbekendtgørelsen af 2004 kan kun undre, for det er platumuligt at få øje på, hvad der skulle være gevinsten ved de studerendes zigzag-kurs mellem deres to fag. Jeg ser kun omkostninger, ulemper. Jeg ser for mig en håndfuld forandringsforhippede embedsmænd, der ikke har kendt til den virkelighed, de lavede 2004-bekendtgørelsen til. Og jeg ser for mig et administrativt kaos på universiteterne, når der skal fastsættes, overholdes – og dispenseres fra – regler om, hvilke og hvor mange eksamensrestancer, den studerende må bære med sig ved sine sporskift frem og tilbage mellem grundfag og tilvalgsfag.
Ud over at 2004-bekendtgørelsen undrer mig, undrer det mig også, at den ikke skabte mere debat. Jeg tror, at 2004-bekendtgørelsen om universiteternes undervisning kom til at stå i skyggen af en anden bekendtgørelse, nemlig bekendtgørelsen om universiteternes ledelse. De universitetsansatte har tilsyneladende været mere bekymrede for deres ledelse end for deres studerende.

Tab af substans
De æstetiske fænomener bærer deres historie indeni, ikke bare udenpå. Deres historie er ikke bare deres kronologi. Nej, de æstetiske fænomener rummer deres historie indlejret i selve deres æstetiske kategorier. I Alban Bergs violinkoncert høres både tolvtonemusikken hos faderskikkelsen Schönberg, den symfoniske klangverden hos forgængeren Brahms og salmetoner hos J.S. Bach. Og i hele dette komplekst sammensatte toneværk reflekteres der over liv og død, intet mindre.
Den formidler, der kan favne alt dette, møder vi ikke på hvert andet gadehjørne, men vi møder ham – eller hende – fra tid til anden i forelæsninger, i bøger eller måske i en personlig samtale. Hans – eller hendes – udrustning er omfattende. Den rummer en bred horisont af almen viden. Og den rummer en dyb indsigt i de materier, der har været værkets råstof, og i de kunstneriske greb, der har omformet disse materier til et færdigt kunstværk. Og når vi møder denne formidler, så gælder det om at tage fra! Med hjerne og hjerte!
Chancerne for, at det moderne humaniora kan udklække formidlere af den ovennævnte støbning, er imidlertid beskedne! Det stiller krav til uddannelsen om kontinuitet, sammenhæng og udvikling mellem uddannelsens forskellige elementer, og netop det kan det moderne universitære Legoland ikke honorere. Udrustningen hos den formidler, jeg taler om, er ikke den blotte sum af 100 leksikonartikler eller af 14 uddannelsesmoduler.
Jeg nåede at opleve den fragmentering, som 2004-bekendtgørelsen og dens modulmani førte med sig, før jeg opgav mit universitetsliv. Historisk sammenhæng blev så godt som opgivet til fordel for punktnedslag (kan Bergs violinkoncert, hvori mere end 200 års musikhistorie klinger med, udgøre et punktnedslag?). Og studieaktiviteter, der bevægede sig på et metaplan i forhold til de musikalske og æstetiske substanser, blev mere og mere udbredte. En enkelt af mine gode kolleger sagde det nøgternt til mig: “Du er nødt til at se i øjnene, at der ikke længere er mulighed for at gå dybt ned i substansen. Det, vi kan nå, er at forsøge at give de studerende redskaber, metoder og teknikker”.
Nedtoning af substans, opprioritering af metadiscipliner. Og metadiscipliner er der såmænd ikke noget i vejen med. De giver bare ingen mening, hvis de ikke er rodfæstet i en vedholdende og intensiv omgang med det substantielle.

3+3=6
Man diskuterer for øjeblikket den mulighed at akademisere læreruddannelsen. Diskussionen undrer mig, for i min optik gør seminarierne det godt. I stedet for at bruge krudt på at ruste et eller flere universiteter til at varetage læreruddannelser, skulle man snarere bruge det krudt, der skal til, for at universiteterne igen kan bringes i stand til at varetage gymnasielæreruddannelser!
Hvad det er for krudt, er i mine øjne indlysende: Genetablér sammenhængende og gedigne enkeltfaglige bacheloruddannelser som dem vi havde før 2004-bekendtgørelsen. Giv derefter den studerende, der ønsker at studere videre efter sin bacheloruddannelse, to valgmuligheder: 1) at udbygge den 3-årige bacheloruddannelse med en 2-årig kandidatoverbygning inden for samme fag (dermed er 3+2=5-strukturen intakt) eller 2) at tage endnu en 3-årig bacheloruddannelse og dermed opnå en tofaglig gymnasielærerkompetence.
En tofaglig gymnasielæreruddannelse af denne type kræver et farvel til en enkelt hellig ko: Kandidatspecialet. Det vil nemlig være forbeholdt 3+2-kandidaterne og ikke indgå i de to bacheloruddannelser. Men til gengæld vindes en kompetence, der er lige bredtfavnende og gedigen i begge gymnasielærerens to fag.
3+3=6. Dobbeltbacheloren koster kun et enkelt uddannelsesår mere end de nuværende fem. Og af dette ekstra uddannelsesår kan næsten det halve spares ind igen, ved at man med sindsro sløjfer den 4 måneder lange sidefagssupplering. Sidefagssuppleringen er i øvrigt netop blevet afskaffet gennem en spritny pædagogikumbekendtgørelse, men det må da – på de foreliggende præmisser – være sket helt uden sindsro!
Jeg afventer spændt, om der er politiske partier, der har mod til at foreslå, at universiteternes gymnasielæreruddannelse for fremtiden udgøres af to enkeltfaglige uddannelser. Og mens jeg afventer, fortsætter jeg med mine humanistiske sysler dér, hvor de ikke kræver omstillinger, der savner enhver rimelighed og fornuft. Ved mit skrivebord – med andre ord – og ikke længere på universitetet.