28.08.2009
Artikel

Klokken 13 løb de tør for sodavand

Trippende ballerinaer på strakte ankler. Senestærke mænd i kraftfulde spring. En solrig søndag midt i august blev Dansehallerne indviet i Carlsbergs gamle tappehal. Vi fulgte et DM-medlem på arbejde.

Af Lisbeth Ammitzbøll

Klokken 13 mister jeg overblikket. Som den eneste i vores lille selskab.

Fotografen er stadig i fuld kontrol. Han er gået lidt væk fra os andre for at studere lyset, der falder på en særlig poetisk måde gennem de høje ruder i Carlsbergs gamle tappehal. Fine solstråler rammer to yndige ballerinaer, der puster ud efter en prøve. Hvordan kan noget menneske sidde så elegant i en sækkestol? Fotografen siger noget. Pigerne ler. De taler nok om lyset.

Gruppens tredje person er optaget af et yngre par, som leder efter dansezone 8 og en opvisning i tango. Anna Marie Krarup bevarer ro og retningssans. Godt klaret.

Omkring os bølger flokke af mennesker rundt i ét stort virvar. En balletpige iler forbi med sin tutu. “Strutskørt” for os andre. Annas lille sorte metalskilt på buksedragten signalerer “medarbejder” og “spørg mig”. Det gør de så. Alle sammen.

Vi står på anden sal i Carlsbergs nedlagte mineralvandsfabrik. I god overensstemmelse med industrikulturens omdannelse til anden kultur er hallen omdøbt til Dansehallerne. Ifølge dagens trykte program står vi lige midt i “Danmarks nye dansemekka og Nordeuropas største center for moderne dans”.

Vi puster også ud. Anna Marie Krarups kyndige vejvisning har bragt os rundt i den nedlagte fabrik i Valby i København.

Vi har gået langs rå vægge, pudsede vægge og kakkelbeklædte vægge. Vi har spadseret over betongulve og linoleumsgulve. Vi har bøjet os ned og mærket på den særlige fløjlsbløde gummibelægning, der sammen med barrer og spejlvægge er alle balletstudiers internationale kendetegn.

Undervejs har vi set på dans: Harlekin og Columbine har sprunget og trippet og mimet om kærlighedens trængsler i en pengegrisk verden. Balletteatrets Elevskole har trænet grand-plié og pirouette. En danser fra Den Kgl. Ballet har holdt åben prøve. Copenhagen City Ballet har holdt åben prøve. Fotografen har holdt åbne øjne. Sådan helt generelt. Her er masser af lys.

På mindst ét punkt ligner optrædende og ansatte hinanden. De er mere ranke end os andre. Deres skuldre er nede og tilbage. Deres antrit er kækt, som om også deres fødder synes, at det er helt vildt sjovt at gå. Faktisk behøver de slet ingen skilte uden på tøjet.

“Jeg tror, at vi alle har danset, mere eller mindre professionelt, i vores fortid. Vi er i hvert fald alle sammen utrolig optaget af dans. Det er arbejdets helt store plus. At alle er så engagerede og positive og vilde med at formidle deres egen glæde over dans”, siger Anna Marie Krarup.

Dansk danseglæde vokser
Klokken 13 løber arrangørerne tør for sodavand. Lige midt i den gamle tappehal.

Carlsbergs 1.200 flasker sponsorvand rækker kun til den første time af Dansehallernes indvielse. Der er tre timer tilbage af den åbne del af indvielsen. Allerede nu er dagen en succes.

“Jeg fornemmer, at der er en voksende interesse for dans i Danmark. For mig er det en virkelig stor glæde at opleve, at andre mennesker også opdager, hvor dejlig det er at danse. Så betyder det mindre, om man danser wienervals eller klassisk ballet. Man kan bruge dans som motion eller som kunstnerisk udtryksform. Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at man mærker glæden ved at bevæge sig, måske få ømme muskler, og at man oplever den selvforglemmelse, man også kan få i glimt, når kroppen næsten af sig selv ved, hvad den skal”, siger Anna Marie Krarup.

Vi andre skal nok lige øve os lidt, inden vi når dertil.

Anna Marie Krarup har øvet sig, siden hun var fem år. I begyndelsen dansede hun jazzballet med tilhørende optræden ved diverse modemesser. Som ung dansede hun moderne dans. Nu træner hun klassisk ballet. Undervejs er hun blevet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling. Hun har også studeret et år på Berkeley i Californien på Theatre, Dance and Performance Studies. Og så har hun ellers arbejdet som instruktørassistent, skribent, underviser, pressemedarbejder, ekstern lektor og informationsmedarbejder.

Denne søndag eftermiddag står hun smilende i vrimlen. Man kan ikke se på hende, at hun er på arbejde for syvende dag i træk. For det meste i ti timer ad gangen. Dagene op til denne store åbningsdag har været travl, hektisk og stresset.

“Afspadsering? Jo. Det har vi faktisk fået indprentet fra vores leder. I løbet af næste uge skal vi sørge for at afspadsere og holde fri og hvile ud. Men generelt holder vi selv øje med vores arbejdstid”, fortæller hun.

Det lyder bekendt. Det lyder af kulturarbejdets klassiske medalje: På forsiden stråler uanede mængder af entusiasme, energi og kærlighed til kunsten. På bagsiden bor beskedne lønninger og en arbejdsmængde, som er svær at holde nede.

På den led har de næppe svært ved at forstå hinanden, de omkring 30 medarbejdere fra Dansens Hus, Dansk Danseteater og Dansescenen, der i dag får fælles fysisk arbejdsplads.

“Vi er ikke fusioneret, men vi er flyttet sammen her i Dansehallerne. Åbningen har fungeret fantastisk for samarbejdet. Vi er blevet rystet godt sammen af at stable så stort et projekt på benene. Nu ser det oven i købet ud til at blive en stor succes. Vi har virkelig fornemmelsen af at kunne nå et mål sammen”, siger Anna Marie Krarup.

Arbejdsår med udsving
Klokken 13 syder tappehal E af mennesker på vej til og fra og frem og hen og tilbage. Dansefilm, fotoudstilling, kunstinstallation, forfatterpanel, balletpiger og workshop for de mindste konkurrerer om publikums opmærksomhed.

En atypisk arbejdsdag?

“Ja, formen er atypisk i den forstand, at jeg jo normalt sidder ved mit skrivebord og skriver og taler i telefon og planlægger og koordinerer. Men dagen er typisk i den forstand, at formålet med mit job er at formidle kendskab til dans og forhåbentlig også store mængder danseglæde”.

Til daglig er Anna Marie Krarup koordinator for Dansens Dage, der finder sted i slutningen af april. Opgaven giver automatisk et arbejdsår af svingende intensitet.

Dette forår var Anna Marie Krarup på barsel, og en kollega tog sig af koordinationen af 250 arrangementer i form af swingoptog gennem gaderne, breakdance i bussen, folkedans på byens torve, morgendans og togdans. Hov: togdans?

“Ja, vi havde en dansepatrulje, der kørte rundt i Metroen og stod ud på forskellige stationer, hvor de dansede, mens folk kiggede. Vi regner med, at omkring 7.000 dansere deltog i dagene”, fortæller Anna Marie Krarup.

Ifølge UNESCO er Danmark det land i verden, hvor Dansens Dage fejres med flest arrangementer og inddrager flest mennesker.

Næste forår bliver dagene næppe mindre markante. Nordea-fonden har med en bevilling på flere millioner sørget for, at et sekretariat på to personer kan arbejde for Dansens Dage også i de kommende to år.

“Vi satser igen i år på at få skabt en særlig dans, der kan være samlingspunkt for Dansens Dage i 2010. Vi er ved at få aftaler på plads med en koreograf. Den nye dans skal både være sjov at danse og let at lære. Dansen bliver så samlingspunkt for konkurrencer, for dansepatruljer og for workshopper. Vi planlægger også at få et gæstespil med et kendt ensemble fra udlandet. Og så håber vi selvfølgelig på, at der er en masse danseskoler, danseforeninger, børnehaver, fritidshjem, skoler, klubber og plejehjem, der vil være med igen til næste forår, enten som dansende eller som publikum. Og vi er ved at få arrangeret en dansebus med 10 dansere, der kører rundt i landet og holder workshopper om den nye dans”, forklarer Anna Marie Krarup.

Det er her, jeg mister overblikket. Som den eneste.

Da fotografen og jeg nogen tid senere har sagt farvel til Krarup og til tango, flamenco, ballet, pantomime og moderne dans, står vi et øjeblik uden for tappehallen. Lidt rankere. Solen skinner stadig. Lyset falder pænt. Men ikke så pænt som indenfor.