28.08.2009
Artikel

Stadig tilgang til læreruddannelsen

Af Liv Alfast Kretzschmer

Sidst i juli fik næsten 3.000 ansøgere den glade melding om, at de var optaget på læreruddannelsen. Siden da er yderligere 180 blevet optaget, og det er især i de byer, hvor der var rift om pladserne, at ekstra studerende er sluppet ind.

Læreruddannelsen i Odense har optaget yderligere 32, Blaagaard/KDAS har optaget 99 mere, og på læreruddannelsen i Silkeborg er yderligere 28 studerende kommet ind.

Den udvikling glæder undervisningsminister Bertel Haarder.

“Tak til professionshøjskolerne, fordi de lyttede til min opfordring til at optage nogle flere lærerstuderende. Nu kommer 180 flere i gang med uddannelsen, og det er ikke sket på bekostning af de små uddannelsessteder i de tyndere befolkede områder. Det ekstra optag har altså ikke på nogen måde skadet lærerforsyningen i andre dele af landet. Det glædelige er jo, at alle læreruddannelser har oplevet fremgang”, siger han.

Læreruddannelsen havde per 30. juli 2009 optaget 13 procent flere studerende i forhold til sidste år.

Samme udvikling ses på optaget til den korte meritlæreruddannelse. Her er søgningen eksploderet i forhold til sidste år, selv om den ikke er i nærheden af den store søgning, uddannelsen oplevede i sine første leveår. 1.114 har søgt meritlæreruddannelsen i år mod 625 sidste år, og det er en markant stigning på 78 procent.

I Undervisningsministeriet forklarer man den øgede interesse med den økonomiske krise, og at deltagerprisen er sænket med en tredjedel. Samtidig er adgangskravene også sænket, så flere er kvalificerede.