28.08.2009
Artikel

Ramt af konkurs

Jesper Hvilsom blev ikke overrasket, da hans arbejdsgiver måtte give op og sende alle medarbejdere hjem. Metoden kom til gengæld bag på ham.

Af Lisbeth Ammitzbøll

Den 6. juli var det slut for virksomheden Indretning & Design Fyn A/S i Odense. Troede medarbejderne. Den dag blev de ansatte sendt hjem med en opsigelse i hånden. “Årsagen til opsigelsen er, at selskabets økonomi gør, at virksomhedens drift indstilles og ophører”, lød ledelsens besked.

“Forretningens produkter var af høj kvalitet. Vi solgte luksusbetonede ting og blev ramt af finanskrisen”, konstaterer virksomhedens tidligere afdelingsleder, Jesper Hvilsom. Han blev fyret sammen med fire kolleger.

Virksomheden Indretning & Design Fyn A/S blev etableret i februar 2008. Den fik en levetid på under to år. På sit højdepunkt havde forretningen ni medarbejdere. Jesper Hvilsom var afdelingsleder og stod blandt meget andet for marketing og kommunikation.

Overraskelsen
Resten af juli måned ventede de fyrede medarbejdere på, at virksomhedens ledelse ville indgive en konkursbegæring.

Uden en konstateret konkurs er der ingen penge at hente i Lønmodtagernes Garantifond. I fonden vil man være sikker på, at virksomheden reelt er lukket, inden man udbetaler erstatning for tabt løn og feriepenge og pension.

“Vi ventede hele juli på, at direktøren enten ville finde nogle penge eller ville melde virksomheden konkurs. Først i slutningen af juli fik vi at vide, at der ingen penge var”, fortæller Jesper Hvilsom.

Derefter kom fagforeningerne HK og DM på banen.

“De opdagede så, at virksomheden slet ikke var erklæret konkurs. Der var heller ikke indgivet nogen konkursbegæring”, siger Hvilsom.

Ventetid belaster
I dag er Jesper Hvilsom stadig ærgerlig over direktørens måde at afvikle sin forretning på.

“En konkurs er en ærlig sag, hvis en virksomhed ikke kan løbe rundt. Men for os medarbejdere er det ekstra belastende, at vi ud over at blive fyret også skal trækkes med forsinkelser og oven i købet have vores egne fagforeninger til at fremtvinge konkursen. Det betyder jo, at vi står uden penge i flere måneder”, siger Hvilsom, der har søgt lån fra DM’s sociale sikringsfond.

Jesper Hvilsom er uddannet cand.mag. i engelsk og dansk. Gennem mange år underviste han på Studieskolen i Odense, inden han forlod skolen for et par år siden. Han har desuden undervist på VUC og holdt kurser i flere erhvervsvirksomheder.

Trods konkursen er han ikke afskrækket fra at søge et nyt job i en privat virksomhed.

“Arbejdet var interessant. Man får mange funktioner, når man arbejder på et lille sted, og det passer mig godt. Jeg håber, at jeg finder et nyt job ret hurtigt. Min kontaktflade er stor, og jeg har mange erfaringer at trække på. Om virksomheden så er offentlig eller privat er ikke så vigtigt for mig”, siger Jesper Hvilsom.