14.08.2009
Artikel

DM på sagen

Af Martin Ejlertsen

Klædt på til lønforhandling
Glæden over at få sit første job kan nemt blive overskygget af en usikkerhed omkring, hvordan man opnår den bedst mulige startløn. Især hvis ens nye arbejdsgivers udspil til startlønnen ligger langt fra de krav og ønsker, man selv har.

Det oplevede et DM-medlem, der som nyuddannet cand.comm. blev ansat i en danskejet konsulentvirksomhed inden for kommunikation og it. Hun syntes dog, at virksomhedens udspil til lønnen var for lavt, men hvad skulle hun gøre ved det? En god bekendt til hende, som også er DM-medlem, anbefalede hende at søge hjælp hos DM’s konsulenter.

De kan nemlig blandt meget andet give en række konkrete råd og gode argumenter, som kan bruges i forbindelse med lønforhandlinger ved nyansættelse. Og der er mange muligheder. Ferie med løn det første år er en mulighed, som nyansatte ofte glemmer, de kan fremføre. Desuden er der kravet om honorering ved merarbejde og løn ved barns første og anden sygedag samt en række andre personalegoder, som DM har værdisat. Derudover kan man forsøge at kræve sin løn forhøjet, hvis man går glip af forestående lønforhandlinger i virksomheden, som betyder, at alle ens nye kolleger kan stige i løn, mens man selv ikke har muligheden for det før efter et års ansættelse.

Med råd som disse fik DM-medlemmet ammunition nok til at overbevise sin nye arbejdsgiver om, at startlønnen skulle forhøjes, og det blev den. Hun fik nemlig løftet sin startløn med 5.000 kroner om måneden fra under den anbefalede startløn til omkring den anbefalede startløn. Det er både hun og DM tilfredse med.

Fritstillet med goder
Du har ikke krav på at blive fritstillet med goder i en opsigelsesperiode. I hvert fald hvis man tager nyt arbejde, som er “konkurrerende virksomhed” til ens tidligere arbejdsgiver. Men den mulighed fik et DM-medlem alligevel forhandlet på plads med hjælp fra DM. DM-medlemmet er edb-programmør og cand.scient. i datalogi og fysik.

Han blev opsagt i en it- og softwarevirksomhed ved udgangen af februar 2009 med fratrædelse 30. juni 2009. Fra begyndelsen af maj blev han fritstillet. Fyringen blev en realitet på grund af manglende opgaver på det felt, som han hidtil havde udført arbejde på. Men med en fritstilling gælder det om at få forhandlet de bedst mulige vilkår på plads. Det hjalp DM med.

Med en fritstilling kan man normalt uden problemer tage andet arbejde i op til tre måneder af fritstillingsperioden og samtidig tjene dobbelt løn. Men hvis man tager konkurrerende beskæftigelse eller starter egen virksomhed, skal man kontraopsige sin stilling, så ens tidligere arbejdsgiver kan stoppe lønudbetalingen i fritstillingsperioden. I fritstillingsperioden skal man nemlig stadig være loyal over for sin tidligere arbejdsgiver. Men denne loyalitetsforpligtelse er mange ikke opmærksomme på, at de har.

Det var DM-medlemmet i dette tilfælde heller ikke. Men ved DM’s mellemkomst blev det forhandlet på plads, at han godt måtte starte egen virksomhed, og at han kunne kontakte tidligere kunder med henblik på at tage dem med sig. Han har derfor fået knap to måneder til at finde nyt arbejde eller at etablere sig som selvstændig inden for samme branche med fuld løn og med en mulighed for at tjene dobbelt løn. 

Manglende feriegodtgørelse
Når en arbejdsgiver ikke vil udbetale feriepenge, er det godt at have en fagforening i ryggen. Det oplevede et DM-medlem, som manglede at få udbetalt feriegodtgørelse for både ferieåret 2008/2009 og 2009/2010 af sin tidligere arbejdsgiver.

Efter at DM-medlemmet havde rykket sin tidligere arbejdsgiver flere gange for de i alt over 45.000 kroner, henvendte DM sig på medlemmets vegne til den tidligere arbejdsgiver med en kræveskrivelse. Men her oplyste man, at alle aktiviteter i firmaet var ophørt. Desuden havde virksomheden lavet aftaler med blandt andet Skat om henstand med udbetalinger, da man vurderede, at beløbene ville kunne betales tilbage, når aktiverne var gjort op og realiseret. På medlemmets vegne indsendte DM en ansøgning til Lønmodtagernes Garantifond (LG), men den blev afvist, da medlemmets tidligere arbejdsgiver ikke var erklæret konkurs.

DM’s advokat ville nu erklære selskabet konkurs, men inden konkursbegæringen blev indleveret, blev selskabet rent faktisk erklæret konkurs. Nu kunne feriegodtgørelse blive dækket af LG, som udbetalte de manglende feriepenge på 45.000 kroner for de to ferieår til DM-medlemmet.