19.06.2009
Artikel

Oldtiden skal inspirere ledere

Af Liv Alfast Kretzschmer

Ledere i danske virksomheder bør lade sig inspirere af de gamle græske filosoffer. Filosoffer som Platon og Sokrates stillede nemlig en masse spørgsmål. Ikke fordi de kendte svarene, men fordi de derved kunne få andre til at tænke som dem selv. Og det mener filosof og erhvervsforsker Pia Lauritzen kan være vejen frem i de danske virksomheder. Medarbejdere stiller nemlig ofte langt flere spørgsmål til virksomheden, end ledelsen selv gør, men alligevel er det ofte kun ledelsens egne spørgsmål og ideer, der bliver brugt til at udvikle virksomheden.

“Vi skal leve af innovation for at klare os i en global konkurrence, og derfor er det nødvendigt, at hele organisationen kommer i spil, i stedet for at det kun er ledelsens sandhed, som tæller. Der er utallige sandheder i en virksomhed, men man baserer sin udvikling på lederens ene sandhed. Det kunne være, at samspillet mellem de mange sandheder kunne skabe mere udvikling”, siger Pia Lauritzen til Ugebrevet A4.

Pia Lauritzen har udviklet en ny metode, Stafetanalysen, som hun har afprøvet sammen med Center for Parkering i Københavns Kommune. Her blev seks tilfældigt udvalgte medarbejdere og en kunde bedt om at stille et spørgsmål til en anden i huset, som så skulle svare og derefter sende et nyt spørgsmål videre anonymt. Det gav en helt anden viden om organisationen, end for eksempel en undersøgelse fra en konsulentvirksomhed havde kunnet give.