05.06.2009
Artikel

Fiks organisationen, eller fiks kvinderne!

Af Pernille Siegumfeldt

Hvad skal der til for at give kvinder bedre karrieremuligheder på universiteterne i Europa? Er det kvinderne, der skal forandre sig, eller er det institutionerne?

Sådan lød spørgsmålet til op imod 100 deltagere – flest kvinder! – da konferencen ”Women in Academia” løb af stablen på Aarhus Universitet midt i maj.

Ikke mindst situationen på de højere danske læreanstalter kom under lup, da Florence Bouvret fra Europa-Kommissionen kunne fremlægge helt nye tal, der dokumenterer, at Danmark halter langt efter flertallet af de europæiske lande, når det gælder procenten af kvinder i såvel forskning (30 procent) som i professorstillinger. På rektorniveau er der ingen overhovedet.

Mens socialdemokraten Kirsten Brosbøl fra talerstolen tordnede imod den uformelle, skjulte diskrimination af kvinder i den akademiske verden, var Felicity Cooke fra Oxford Universitet mere pragmatisk. Hun står i spidsen for ligestillingsarbejdet på et af verdens førende universiteter.

“Når man nu arbejder med eliten, beder man ikke organisationen lave sig om uden også at bede kvinderne selv gøre nogle ting anderledes”, som hun tørt konstaterede. At der dog også ligger et stort arbejde og venter i Oxford, lagde hun ikke skjul på. Her er også kun 10 procent af professorstillingerne besat med kvinder.

Siden socialisterne kom til magten i Spanien i 2003, har det sydeuropæiske land haft førertrøjen på, når det gælder ligestilling, også i den akademiske verden. Kvoter sikrer en ligelig repræsentation af mænd og kvinder i de politiske beslutningslag, og også lovmæssigt bliver kvinder kompenseret for mange års umyndiggørelse, som Capitolina Diaz Martinez udtrykte det på konferencen. Hun er af premierminister Zapatero udpeget til jobbet som direktør for “The Women and Science Unit” under Ligestillingsministeriet.

For Capitolina Diaz Martinez er kvoter ikke en mulighed. Hun ser det derimod som den eneste vej til reel ligestilling.

“I et laboratorium, hvor lige mange og lige dygtige kvinder og mænd starter samtidig, vil du opleve, at et flertal af kvinderne hægtes af, efterhånden som årene går, og mændene arbejder sig opad i hierarkiet. Det sker af skjulte, uigennemskuelige årsager. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at det hverken er kompetencer eller faglighed, den er gal med. Den skjulte diskrimination har vi gjort op med i Spanien. Da vi først fik gjort os fri af militærdiktatur og machismo-kultur, blev vi det mest progressive land på ligestillingsområdet i Europa”, fortalte Capitolina Diaz Martinez. 

Magisterbladet bringer et længere interview med Spaniens førende ligestillingsforkæmper Capitolina Diaz Martinez i Magisterbladet nr. 11.