05.06.2009
Artikel

Finanskrisen rammer Radiometer

En række danske virksomheder har set sig nødsaget til at skære ned på omkostningerne. Det kan medarbejderne i den internationale virksomhed Radiometer Medical mærke på lønnen.

Af Martin Ejlertsen

At krisen er global, kan medarbejderne i medicinalvirksomheden Radiometer Medical nu ved selvsyn se på lønsedlen. Selv om økonomien i virksomhedens danske afdeling er sund, har Radiometer Medicals amerikanske ejere besluttet, at samtlige medarbejdere i virksomhedens afdelinger i hele verden ikke stiger i løn i år. Det gælder også for ledelsen, fortæller udviklingsingeniør og tillidsrepræsentant i virksomhedens danske filial i Brønshøj Michael Taagaard.

“Der er ingen tvivl om, at finanskrisen påvirker os over hele verden. Firmaet skal ikke skære ind til benet på grund af finanskrisen. Men fordi forventningerne er, at omsætningen vil gå ned på sigt, har man justeret de nye regnskaber, så man er mere forsigtig, og derfor får vi en 0-lønstigning i år”, siger Michael Taagaard.

Radiometer Medical producerer en omfattende række kliniske måleinstrumenter til analyse af blodprøver og udstyr til overvågning af kritisk syge patienter. Ved forhandling om løn og arbejdsforhold har normal procedure i virksomheden været, at ledelsen sætter sig med medarbejderne ved forhandlingsbordet. For virksomhedens 150 magistre og ingeniører udmønter det sig normalt i en aftale om lønstigning hvert år i februar måned. Men den proces kunne medarbejderne ikke få gennemtrumfet ved forhandlingerne i december 2008, idet den amerikanske ledelse valgte at gennemføre et globalt lønstop for 2009. Det lykkedes dog medarbejderne at opnå en aftale med ledelsen, hvor lønnen i stedet for i februar 2009 opreguleres med fire procent ti måneder senere i december måned. 

Første gang
Michael Taagaard er cand.scient. og arbejder som sensorspecialist i en kombineret forsknings- og udviklingsafdeling i Radiometer Medical, hvor man udvikler sensorer, som måler forskellige parametre som pH, CO2 og ilt i blodet. Han har været tillidsrepræsentant i virksomheden i 14 år og medarbejderrepræsentant i Radiometer Medicals bestyrelse i tre år. Det er første gang, han oplever, at Radiometer har været nødsaget til at give medarbejderne en 0-lønstigning. Den beslutning har virksomhedens ansatte i Danmark bestemt heller ikke været positivt stemt over for, forklarer han.

”Medarbejderne reagerede meget kraftigt. Måske er det især baseret på, at virksomheden kører med et fornuftigt overskud, og derfor fandt man det uretfærdigt at skulle acceptere en 0-lønstigning”, siger Michael Taagaard.

Medarbejderne havde en række møder, hvor de diskuterede forskellige muligheder. Der var også tiltag til en fælles deponering af opsigelserne, men det valgte medarbejderne alligevel ikke at iværksætte, forklarer Michael Taagaard. Han understreger, at ledelsens beslutning om at udskyde en lønstigning kan mærkes på en række områder i hverdagen i virksomheden.

”Der bliver kigget med kritiske briller på alle omkostningsled. Arbejdsgangen bliver mere omstændelig, og man vælger at udskyde en række planer. Det kan være forskellige udviklingsprojekter, som man havde tænkt sig at sætte i gang, der i stedet for udskydes til næste år”, siger Michael Taagaard og fortsætter:

”Jeg tror altid, at det påvirker ansatte, når sådan noget sker. Men vi er en solid virksomhed, så sablerne har ikke raslet for alvor”.