05.06.2009
Artikel

Kreationister i kamp mod videnskab

Af Liv Alfast Kretzschmer

45 procent af den amerikanske befolkning mener, at Gud skabte mennesket for mindre end 10.000 år siden. Det tal har været nogenlunde stabilt de seneste femten år. Tallet viser, at kreationisterne har kronede dage i især USA, og bevægelsen har da også stor magt.

Kreationisterne tager Biblens tekster helt bogstaveligt og tror på, at livet, jorden og hele universet er skabt af en guddommelig kraft. Der er flere variationer af kreationismen, men den mest yderliggående tror helt bogstaveligt på, at jorden blev skabt på seks dage for cirka 6.000 år siden.

Den moderne kreationistiske bevægelse er nyere end den moderne evolutionsteori, skriver videnskab.dk. De selverklærede fundamentalister var kristne amerikanere, som fandt sammen i begyndelsen af 1900-tallet, men de havde ikke noget problem med at acceptere jordens høje alder.

I anden halvdel af 1900-tallet blæste nye vinde blandt kreationisterne, og videnskaben blev erklæret krig. Kreationisterne fremsatte deres egne teorier, men videnskabeligheden af dem er gang på gang blevet skudt ned ved mange forskellige retssager.

Der været mange interne kampe blandt kreationisterne, ligesom de konstant bliver beskudt udefra. Alligevel er tankegangen blevet en stor succes med mange tilhængere. Selv om kreationisterne ikke har fået anerkendt deres teorier som videnskab, har de haft stort held med at påvirke undervisningen på de amerikanske skoler.

Videnskab.dk nævner som eksempler sammenlimede lærebøger i evolution i Kentucky, og biologibøger med advarslen “Evolution er kun en teori, ikke en kendsgerning” i Atlanta.

Mens næsten halvdelen af amerikanerne tror, at Gud skabte mennesket inden for de seneste 10.000 år, gælder det samme ni procent af danskerne. 62 procent af danskerne læner sig til gengæld op ad videnskaben og tror, at mennesket er udviklet over millioner af år, og at Gud intet havde med det at gøre, viser en nylig rundspørge fra Politiken.