15.05.2009
Artikel

Snyd blandt forskere er et voksende problem

Af Thomas Bøttcher

Plagiering af opgaver, hvor studerende smykker sig med lånte fjer, anses for et stort og stigende problem. Men det er langtfra kun studerende, der fusker med deres akademiske præstationer, afslører en ny amerikansk undersøgelse.

Ifølge undersøgelsen, der er publiceret i det ansete videnskabelige tidsskrift, Science, er antallet af plagierede medicinske forskningsartikler langt højere end tidligere antaget. 

Teamet bag undersøgelsen tog udgangspunkt i Medline, en database med mere end 18 mio. artikler fra ca. 5.000 udvalgte publikationer. Ved at udtage artikler fra databasen og screene dem i et program, udviklet til at afsløre snyderiet, fandt forskerne frem til 9.000 artikelpar, som havde påfaldende ligheder. Af de få hundrede artikler, forskerne foreløbig har gennemgået, har 212 vist sig at være potentielle plagiater, hvor i gennemsnit 86 procent af artiklernes tekst er enslydende med tidligere artikler.

Harold Garner, en af forfatterne bag Science-artiklen, siger til den canadiske avis National Post, at forskere bør udsættes for samme kontrol som elever og studerende med henvisning til de elektroniske programmer, som bruges til at afsløre snyd med skole- og universitetsopgaver.

Af de 162 tilfælde af potentielt plagierede artikler, som forskerteamet hidtil har gjort tidsskriftredaktører opmærksom på, har 83 ført til interne undersøgelser, og 46 studier er blevet trukket tilbage.

Mange af de mistænkte artikler i undersøgelsen er tilsyneladende identiske artikler af den samme forfatter, som genanvender dem med samme data og tekst i forskellige tidsskrifter, ofte på opfordring af redaktørerne.

Selv om selvplagiering er problematisk, anses det ikke for nær så kritisabelt, som når en forsker kopierer en anden forskers tekst og sætter sit eget navn bag.