15.05.2009
Artikel

Hun flyttede sig 18,7 km og steg 4.000 kr. i løn

Af Pernille Siegumfeldt

Samme ansvar, samme jobindhold, kortere transporttid – og 4.000 kr. mere om måneden. Plus 17,5 procent i pension. Lyder det for godt til at være sandt?

Det var ikke desto mindre, hvad Gunilla Dahlkild Ørbech opnåede, da hun 1. januar skiftede jobbet som biolog i Middelfart Kommune ud med et tilsvarende job i nabokommunen Assens.

“Jeg gik til jobsamtale med den ambition at stige kraftigt i løn. Og jeg mødte forståelse for mine krav”, siger Gunilla Dahlkild Ørbech.

Men før man ser en benhård forhandler, med blottede tænder som en kamphund eller bugnende fynske tagselvlønborde, følger lige lidt baggrund:

Gunilla Dahlkild Ørbech blev kandidat fra Syddansk Universitet i 2002. De sidste fem år har hun arbejdet med spildevand, først i Nørre Aaby Kommune og efter kommunalreformen i miljøafdelingen i Middelfart Kommune. En arbejdsplads, hun beskriver som fantastisk, og et job, hun har været helt utroligt glad for. Ved siden af jobbet påtog hun sig desuden opgaven som tillidsrepræsentantsuppleant for kommunens magistermedarbejdere og har derfor deltaget i en hel del lønforhandlinger, når nye kolleger skulle ansættes.

Derfor pinte det hende også endnu mere at opleve, hvordan det lykkedes at forhandle solide tillæg hjem til nyansatte magistre, samtidig med at hendes egne krav til lønstigninger blev ignoreret.

“De løftede mig en anelse i forbindelse med kommunesammenlægningen, men slet ikke nok. Som suppleant havde jeg indsigt i lønsammensætningen på arbejdspladsen, så jeg vidste, at jeg var den lavest lønnede af alle kommunens AC’ere på løntrin otte – uden at være den med lavest anciennitet. Og selvom jeg virkelig kunne lide mit arbejde, fyldte det samtidig mere og mere i mit hoved, at jeg ikke blev honoreret efter fortjeneste. Jeg følte mig simpelthen uretfærdigt behandlet. Flere gange pressede jeg på hos ledelsen, men uden held. Enten har de satset på at kunne ansætte en ny medarbejder med samme kompetencer, men til en lavere løn, eller også var det udtryk for, at kommunen ville nedprioritere spildevandsområdet. Da jeg til slut fik en melding om, at der ikke var noget at komme efter før tidligst i 2010, fik jeg nok”, forklarer Gunilla Dahlkild Ørbech.

Hendes erfaring fra mange lønforhandlinger er, at det er i forbindelse med jobskifte, man har chancen for et ordentligt ryk.

“Jeg ville stige. Ellers var der ingen grund til at forlade et job, jeg var glad for. Samtidig var jeg bevidst om, at jeg i Assens ville få samme arbejdsområde og ansvar, måske endda lidt mere. Jeg vidste også, at de ville få en medarbejder, der kunne sit job og havde masser af erfaring og indsigt i området. Jeg var desuden bekendt med, at der ligger nogle store udfordringer og venter i Assens, fx en stor arbejdspukkel til færre ansatte, en spildevandsplan og et vandrammedirektiv, der skal implementeres. Derfor var jeg bevidst om, at mine kompetencer skulle honoreres med en rimelig løn”.

Det var en faglig konsulent i DM, der forhandlede på vegne af biologen på Fyn. Og selvom ledelsen i Assens slog sig lidt i tøjret, blev de lønmæssige ambitioner indfriet.

Fra at have fået en månedsløn på cirka 30.000 er Gunilla Dahlkild Ørbech i dag oppe på 34.000 plus 17,5 procent i pension.

“Umiddelbart lyder det måske flot at stige med næsten 4.000 kr. om måneden, men mit udgangspunkt var også lavt i forhold til mine opgaver og mit ansvar”, pointerer hun.

Trods uenigheden om lønnen var det med stort vemod, at hun forlod Middelfart Kommune, hvor det da også efterfølgende gav lidt bølgeskvulp, at en erfaren medarbejder helt åbent gav sin lave løn skylden for, at hun rejste.

“I mit tilfælde blev det meget tydeligt for enhver, at lønsystemet er helt absurd. Hvorfor kan jeg fx opnå 4.000 kr. mere i månedsløn blot ved at flytte til nabokommunen? Hvorfor er det så svært at stige, hvis man er en driftssikker medarbejder, der bliver på sin plads? Og hvorfor kan nye medarbejdere så relativt nemt opnå gode tillæg, mens andre sakker agterud? De kommunale ledere burde i langt større udstrækning bruge de lokale lønmidler til det formål”, råder Gunilla Dahlkild Ørbech.