15.05.2009
Artikel

Tanke og faktura

Ulla Frederiksen er ErhvervsPhD i energiselskabet NRGi i Århus. Og hun er vild med ægteskabet mellem den akademiske verden og virkeligheden uden for, selv om hun er noget af en egenart i huset.

Af Vivian Voldgaard

Lige så specielt NRGi’s hus er udefra, lige så speciel er Ulla Frederiksen inde i det. Hun er historiker fra Aarhus Universitet, og mens hendes kolleger løber rundt og koncentrerer sig om megawatt og strømninger inden for energisektoren, graver Ulla Frederiksen i gamle arkiver og manualer i jagten på selskabets sande historie.

“Jeg troede fuldt og fast på, at jeg skulle være gymnasielærer, men så en dag blev jeg ringet op af min specialevejleder, der foreslog mig at lave en ErhvervsPhD. Jeg havde aldrig tænkt på det som en mulighed, men jeg er enormt glad for det i dag, selv om det ikke er mig selv, der har fundet på det”, siger en begejstret Ulla Frederiksen.

Ulla Frederiksen er en af de 109 ErhvervsPhD’er, der gik i gang med at forske på tværs af universitetsverdenen og erhvervslivet i 2007. Og hun er begejstret for kombinationen mellem den humanistiske videnskab og den praktiske dagligdag i energiselskabet.

“Det er meget spændende, at jeg får lov til at bruge min akademiske baggrund på et projekt, der er så virkelighedsnært. Min opgave er at grave i gamle bestyrelsesreferater og arkiver og på den måde kaste et kritisk blik på, hvordan NRGi har udviklet sig fra at være et lokalt elselskab til at være et regionalt energiselskab, der laver mange andre forretninger end bare elforsyning”.

Det skal med andre ord ikke være et festskrift for NRGi, som Ulla Frederiksen skal sidde med, når hun om et par år afleverer sin ph.d. Det skal være et solidt akademisk stykke forskningsarbejde, som ledelsen og de ansatte i NRGi gider læse – og også gerne alle andre med interesse i energisektoren. Og den balance kan være svær at ramme, har hun erfaret:

“Det er en stor udfordring at formidle, hvad man egentlig laver som ErhvervsPhD, for i en travl virksomhed har de ikke tid til at læse en afhandling på 250 sider. Her i huset er de ikke særligt interesseret i alle de akademiske formkrav, som universitetet stiller til en ph.d. Omvendt har jeg allerede oplevet, at min vejleder fra universitetet synes, jeg er kommet med noget, der var lidt for lidt akademisk. Mine to arbejdsgivere har forskellige synsvinkler på, hvad de synes, der er interessant, og det er en udfordring for mig at tilgodese begge parter”, fastslår hun. 

Godt at være synlig
Videnskabsministeriet og NRGi deles om at betale lønnen til Ulla Frederiksen. Den formelle aftale lyder på, at hun skal sidde 50 procent af tiden på universitetet og 50 procent på virksomheden. Men dagligdagen har formet sig anderledes. I dag bruger Ulla Frederiksen snarere 90 procent af sine timer i virksomheden. Af den simple grund, at hun godt kan lide at være der.

“Jeg føler simpelthen, at jeg bruger min tid rigtigt godt her i huset. Og jeg bilder mig også ind, at det faktisk betyder noget for mit projekt. Jeg tror ikke, jeg ville kunne få den samme viden, som jeg har i dag, hvis jeg brugte halvdelen af min tid på universitetet. Fordi jeg er her så meget, kender folk mig, og det betyder, at de er meget åbne over for mig, når jeg kommer og stiller mærkelige spørgsmål”, siger hun.

En af de ulemper, der følger med det valg, og i det hele taget med det at lave en humanistisk ph.d. i en kommerciel virksomhed, er ifølge historikeren, at hun ikke kan dokumentere, at hendes indsats faktisk er noget værd.

“Det er svært at sætte kroner og øre på humanistisk arbejde. Der tror jeg, at naturvidenskaberne har det noget nemmere, for min arbejdsgiver kan jo ikke sige, at når Ulla er færdig, tjener vi en million. Vi humanister synes selvfølgelig, at vores arbejde er uundværligt, men det kan være svært at argumentere for, fordi vi ikke kan sætte to streger under. Når jeg sidder på universitetet, bliver jeg ikke konfronteret med den følelse, men foreløbigt vælger jeg at ignorere den, fordi det er så givende for mig at være her”, fastslår hun.

Organisatorisk er Ulla Frederiksen tilknyttet NRGi’s kommunikationsafdeling. Hun er med til afdelingsmøder og følger i det hele taget det daglige arbejde blandt kollegerne tæt. Men hun får lov til at passe sit eget projekt.

“Jeg har hørt om andre ErhvervsPhD’er som foretrækker at sidde på universitetet, fordi de ikke kan få ro til at arbejde med deres forskning. Det kan måske også virke mærkeligt på de mennesker, man sidder sammen med hver dag, at man ikke lige er sådan en, de kan lægge noget arbejde over på. Men det problem har jeg heldigvis ikke”.

Formidlingens kunst
Ulla Frederiksens situation er nærmere omvendt. Hun skal gøre klart og utvetydigt opmærksom på sig selv, når hun har tid og lyst til at løse en daglig opgave i kommunikationsafdelingen. Og det gør hun med jævne mellemrum, for formidling af forskningen til helt almindelige mennesker er en utrænet disciplin som ErhvervsPhD, erkender hun:

“På universitetet formidler man fra fagperson til fagperson i et tungt, akademisk sprog, men det kan jeg jo ikke bruge til noget herude i virkeligheden. Jeg vil gerne blive bedre til at kommunikere, så almindelige mennesker får indsigt i, hvad det er, jeg som ErhvervsPhD bidrager med. Det håber jeg, at jeg stille og roligt lærer ved at få lov til at deltage lidt i det daglige arbejde i kommunikationsafdelingen. Og så forestiller jeg mig også, at jeg på den måde får nogle kompetencer, der kan hjælpe med at bringe mig videre til et job i en anden erhvervsvirksomhed, når jeg er færdig med min ph.d. her i NRGi”, siger hun.

For at træne formidlingsevnerne yderligere over for ikke-fagfæller træder Ulla Frederiksen også jævnligt op på de månedlige brunch-møder, hvor alle NRGi-ansatte mødes for at høre om rigets tilstand. Her fortæller hun om, hvor langt og dybt hun er nået, og om de nyeste og sjoveste anekdoter, hun er stødt på. Håbet er, at kollegerne på den måde får både indsigt i selskabets historie og samtidig en større forståelse for, hvad forskning i erhvervslivet kan føre til.

I det hele taget er det den store sløjfe – at forskningen fra universitetsverdenen bliver anvendt forskning i erhvervslivet – Ulla Frederiksen arbejder hårdt på at få bundet. Foreløbigt har hun været i gang i halvandet år, og når hun indkalkulerer sin kommende barselsorlov, stiler hun efter at sætte punktum for NRGi’s historiske tilbageblik i sommeren 2011.

“Som forskere i erhvervslivet er vores styrker, at vi er i stand til at overskue store stofmængder, og at vi har en mere dybdegående og analytisk tilgang til arbejdet end dem, der arbejder med den daglige drift. Man kan sige, at for sådan en som mig er fortiden lige så vigtig som fremtiden, ikke kun fordi jeg er historiker, men fordi man er nødt til at forstå fortiden for at forstå fremtiden, og det er vel i bund og grund derfor, at forskningen skal ud og anvendes i virkeligheden”.