01.05.2009
Artikel

Nyt job: Eva Thune Jacobsen

Eva Thune Jacobsen, 63 år, fra fysioterapeut og forsker som kultursociolog til sundhedskonsulent i Helsingør Kommune. Her blev hun ansat i februar 2009 med ansvar for den strategiske planlægning af den borgerrettede sundhedsfremme og -forebyggelse.

Af Martin Ejlertsen
Hvorfor skiftede du arbejde?
Jeg havde tænkt mig at skulle arbejde i Københavns Kommune, til jeg nåede pensionsalderen. Men jeg fik en opfordring fra en god kollega i mit netværk, som viste mig et stillingsopslag fra Helsingør Kommune. Jeg synes, at jobbet virkede utroligt spændende, fordi der var fokus på social ulighed i sundhed, og det felt interesserer mig rigtig meget.

Hvad betyder det for dig at starte i et nyt arbejde i en så forholdsvis høj alder?

Det har været lige så udfordrende for mig som at starte i Københavns Kommune for tre et halvt år siden. Jeg har fået ny energi og appetit på at bruge mine kompetencer. De kommer i spil nu på alle mulige måder. Det udfordrer mig både fagligt og personligt, for det er sundt og godt for mig socialt og fysisk at være i gang. Mit velbefindende og min trivsel har det godt. Men det har faktisk ikke været svært at starte i et nyt job, fordi jeg oplever, at mine erfaringer gør, at jeg ikke er nervøs på samme måde som tidligere. Jeg ved, hvad jeg kan, og jeg kan prioritere min tid, og jeg ved derfor, hvad jeg skal kaste mig over. Mine mange års erfaringer inden for forebyggelse og sundhedsfremme kommer mig til gode nu.

Hvordan har det været for dig at starte med at arbejde i en mindre kommune?

Det var fristende for mig at komme fra en meget stor kommune som København til en mindre kommune med omkring 60.000 indbyggere som Helsingør. Der er kortere afstand mellem de ansatte i forvaltningerne, de sundhedsprofessionelle, borgerne og politikerne i en lille kommune. Desuden føler jeg, at jeg har et større råderum i en mindre kommune, for der er tættere fra ord til handling. Den store udfordring er nu at inddrage de målgrupper, som temaet social ulighed i sundhed omhandler. Hvad er borgernes ønsker og behov, hvad kunne de tænke sig, og hvad har de ressourcer til? Jeg er kommet tæt på kollegerne i de forskellige forvaltninger, og så er jeg blevet meget vel modtaget lokalt – blandt andet i to boligområder, hvor jeg skal lave de sundhedsfremmende indsatser i samarbejde med beboerne, boligbestyrelserne og de boligsociale medarbejdere.

Hvor lang tid tror du, at du vil fortsætte med at arbejde?

Jeg regner ikke med at blive smidt ud lige om lidt. Så dette arbejde kan jeg forestille mig, at jeg fortsætter med, til jeg ikke må længere. Det er vist nok som 70-årig, at grænsen er. De 65 år står i hvert fald ikke og blinker mere som tidspunktet, hvor jeg skal stoppe. Det kommer selvfølgelig an på helbredet, og om jeg kan bevare energien og lysten. Men jeg er meget glad for at arbejde med dette område, og så vil det være ærgerligt at stoppe. Jeg kan faktisk blive helt klam ved tanken om at skulle pensioneres. Jeg føler mig, som var jeg 45 år, og så er der vel ingen grund til at stoppe.