11.04.2009
Artikel

De små netværks pionerer

De er på uopdyrket land, men de brænder for det, de laver. Netværksnavigatørerne tager de første spadestik til nye små inspirerende netværk, hvor ideudvikling, faglig sparring og fællesskab er blandt gevinsterne.

Af Liv Alfast Kretzschmer

Navigatører fra hele landet er samlet. Der er dog ikke søfart på programmet, selv om emnerne er vidt forskellige. Det handler om små faglige netværk, og navigatørerne bærer hverken kors, bånd eller stjerner, men er almindelige medlemmer af DM med det til fælles, at de har oprettet et netværk og står for at få det til at fungere.

I dag er en del af dem samlet i DM for at få inspiration til, hvordan man kan køre netværksmøderne og tale om de udfordringer, der ligger i at være facilitator.

Netværkene er langtfra en ryst selv-dej, hvor der kun skal tilsættes vand. De er lige så forskellige som folkene i dem, og de udspringer også af vidt forskellige behov. Nogle netværksmedlemmer er meget alene med deres faglighed på arbejdspladsen, andre vil gerne have kontakt med magistre fra samme egn til sparring. Atter andre er nyuddannede og vil sammen med ligesindede sparke gang i jobsøgningen og få kontakt til erhvervslivet. Her kommer DM’s fagceller ind i billedet. De er mindre end de efterhånden etablerede netværk, og deres liv ligger i højere grad i medlemmernes – og især de enkelte navigatørers – hænder.

“Med fagcellerne tager vi netværkstanken et trin videre og lægger det ud til medlemmerne, så netværkene lever deres liv der. Vi har her at gøre med pionererne, for fagcellerne er en forholdsvis ny måde at køre netværkene på. Fagcellerne kræver ildsjæle for at køre, og vi kan se i dag, at de ildsjæle er der”, siger Katrine Dietrich, DM’s netværkskonsulent.

Ulrik Jørstad Gade, nyuddannet cand.mag. i historie
Navigatør i Faglig formidling i praksis
“Vi er et netværk af nyuddannede, som mødtes på en DM-workshop. Vi er alle interesserede i at formidle vores faglighed gennem artikler, foredrag eller andet, og vi mødes for at inspirere og støtte hinanden til at få det ført ud i livet og komme ud over rampen. Vi hjælper hinanden med de praktiske forhindringer, der kan være. Det kan helt konkret være, hvordan man udvikler sin ide, og hvem man kan afsætte den til, og vi giver hinanden feedback på produktet. Som navigatør har jeg mulighed for at netværke hæmningsløst, for jeg er også i kontakt med fx oplægsholdere. Og som drivende kraft er jeg tvunget til at producere, og det er sundt. Samtidig er det spændende at sætte sig ind i facilitering”.

Mette Jo Ipsen, cand.mag. i kommunikation, Brugervenlighedskonsulent i KMD
Navigatør i Trekantsnetværket med 25 tilmeldte
“Jeg flyttede til Kolding for tre år siden, og jeg savnede ligesindede. Jeg savnede også spændende arrangementer i nærheden, for de DM-arrangementer, jeg er interesseret i, foregår ofte i Århus eller København, og det er ikke så foreneligt med en hverdag, hvor jeg pendler til Odense. Jeg var vant til et udviklende studiemiljø og studiekammerater, og jeg savnede den faglige snak, men den kan jeg nu få i netværket. I netværket har vi vidt forskellige uddannelser og job – der er alt fra kemikere til lingvister. Vores fælles udgangspunkt er, at vi er magistre, der arbejder i trekantsområdet, og jeg kan mærke, at magisteruddannelsen giver et fællesskab. Vi kan bruge hinanden på det generelle plan til karriereudvikling og kompetenceudvikling, men på længere sigt vil vi også gerne have den faglige sparring. Det er vigtigt, at det sociale og det faglige er i balance. Det er spændende at være med til at præge netværket, og både møderne og mødelederrollen giver mig en masse, som jeg også kan bruge i mit arbejde".

Lene Brandt-Erichsen, historiker, ansat på Rigshospitalet
Navigatør i Kulturtænkeriet med 30 tilmeldte
“Vi beskæftiger os med kultur bredt. Mange kulturmedarbejdere sidder alene på posten, så her har vi mulighed for faglig sparring. Så vi kan helt konkret se på den enkeltes udfordringer og fx give feedback på en udstilling eller tale om, hvordan man når en bestemt målgruppe. Men vi taler også om kulturpolitik og om, hvor kulturen bevæger sig hen. I det hele taget har vi med netværket et sted, hvor vi kan tale om kulturen, så vi anbefaler også gode bøger eller udstillinger, vi synes, de andre bør se. Vi har oplægsholdere udefra til at give inspiration. Når jeg går hjem fra et møde, er jeg helt oppe at køre, for det er inspirerende at få feedback og høre, hvad de andre går og laver. Det er sjovt at finde de fællesnævnere, vi har, og få mulighed for at bruge hinandens netværk”.