11.04.2009
Artikel

DM og IDA underskriver samarbejdsaftale

Af Troels Mørk
“En aftale til stor gavn for medlemmer af både DM og IDA”.

Sådan betegner DM’s formand, Ingrid Stage,x den samarbejdsaftale, Dansk Magisterforening netop har indgået med Ingeniørforeningen (IDA) om et fortsat samarbejde efter ingeniørernes udtræden af Akademikernes Centralorganisation (AC).

Aftalen, der skal sikre et fortsat konstruktivt samarbejde på arbejdspladserne mellem ingeniører og DM’ere, blev underskrevet onsdag den 25. marts af formænd og direktører for de to organisationer.

“Aftalen sikrer, at vi har ordnede forhold ude på arbejdspladserne. Vi ved nu, hvordan vore medlemmers interesser skal varetages de steder, hvor DM’ere og ingeniører arbejder sammen. Derudover er vores fælles mål at forbedre organisationsprocenten”, siger en tilfreds Ingrid Stage.

Formand for ingeniørerne, Lars Bytoft, deler Ingrid Stages glæde over aftalen.

“Det har været ultimativt for os at få lavet en aftale om frit organisationsvalg, fordi vi ikke har villet acceptere, at nogen af vores medlemmer skulle behandles dårligere end andre”, siger Lars Bytoft.

Målsætningen i aftalen er, at den samlede organisationsprocent for de to organisationer skal øges. Derudover får samarbejdsaftalen stor positiv betydning i AC på hele det private område, da samarbejdet nu igen bliver formaliseret efter ingeniørernes udtræden af AC.

Til sidst bliver der – efter ønske fra DM – indført en række sanktionsmuligheder, hvis punkterne i de etiske principper ikke bliver overholdt. De væsentligste etiske principper er:
  • En gensidig orientering før igangsætning af større markedsførings- og hvervekampagner
  • Organisationerne afholder sig fra hvervning, som retter sig entydigt mod hinandens medlemmer
  • Organisationerne skal informere hinanden om medlemstal inden for de forskellige medlemsgrupper

Ingrid Stage ser det også som en sejr for medlemmerne af de to organisationer, at aftalen giver mulighed for sanktioner, hvis den ene part bryder aftalen.

“Det ville være utroligt ærgerligt for vore medlemmer ude på arbejdspladserne, hvis uoverensstemmelser på centralt hold ville ødelægge samarbejdet lokalt. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu har fået et sæt spilleregler, hvis vi skulle blive uenige”, siger DM’s formand.

Aftalen løber frem til 31. marts 2011 og kan opsiges af begge parter med seks måneders varsel.

Læs hele samarbejdsaftalen mellem DM og IDA på www.dm.dk under Nyheder/2009-03-25.