27.03.2009
Artikel

Krav om indsigt syltet

Af Martin Ejlertsen

Finanskrisen ruller. Men ingen ved endnu, hvor stor snebolden bliver. Skal vi herhjemme undgå, at den får for store konsekvenser, skal politikerne virkelig til at vågne op og være klar til at gennemføre store reformer på det danske arbejdsmarked. Det mener økonom Per Kongshøj Madsen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet. Han spår, at akademikere i sektorer som bygge- og finanssektoren vil blive meget hårdere ramt end eksempelvis akademikere, som er ansat inden for undervisnings- og plejesektoren.

I DM’s sektor for honorar- og timelønnede, deltidsansatte og arbejdssøgende (HTDA) venter man dog ikke på, at politikerne skal komme med løsninger på at formindske skaderne fra finanskrisen. Sektoren har startet sin egen tænketank, som skal udmunde i løsningsforslag på, hvordan vi kommer ud af krisen

Mange steder i landet har der allerede været store fyringsrunder. Stiger ledigheden fortsat, hvad mange eksperter spår, den vil gøre, går landets jobcentre og de private jobformidlere, de såkaldte andre aktører, en travl tide i møde. Men hvilke metoder og hvor mange penge bruger de andre aktører overhovedet i deres beskæftigelsesindsats med ledige? Det står stadigvæk hen i det uvisse, for de oplysninger ligger i en fortrolig skuffe i Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Den skuffe har DM og HTDA forsøgt at få aktindsigt i, men den aktindsigt, kan Faktor 4 nu afsløre, er blevet henlagt i styrelsen i mere end et år. Det sker, på trods af at også Beskæftigelsesministeriet pålagde styrelsen i starten af marts 2008 at optage anmodningen om aktindsigten på ny.

Den form for sagsbehandling eller mangel på samme i Arbejdsmarkedsstyrelsen er stærkt kritisabel, mener en af landets førende mediejurister, Oluf Jørgensen, der pointerer, at myndighederne skal respektere offentlighedens ret til indsigt. Faktor 4 har konfronteret Arbejdsmarkedsstyrelsen med den langtrukne sagsbehandling og har fået undskyldende svar på tiltale.