27.03.2009
Artikel

Fight Harvard fiercely!

Af Hartmut Haberland
Den danske globaliseringsdiskurs (og som dens aflægger: den danske debat om universitetspolitik) er optaget af tanken om konkurrencedygtighed. En af deltagerne, som i et tidligere liv havde mere direkte adgang til metaforer af denne art, formulerer det på denne måde: “De danske universiteter skal spille i den højeste liga”. Men hvad betyder det? At vi skal slå Harvard, nok. Men på hvilken bane?

Det var i Tokyo for mange år siden. Jeg sad i en taxa og skulle forklare en taxachauffør, til hvilken adresse han skulle køre mig. Det lykkedes også på mit gebrokne japansk, men undervejs skulle der så leveres lidt smalltalk. Jeg fortalte, at jeg havde holdt nogle forelæsninger på nogle universiteter (på engelsk eller tysk). Det interesserede ham meget, fordi han havde planer om at sende sin søn til et udenlandsk universitet, helst i USA. Om jeg vidste, hvilket universitet i USA der var mottomo takai? I min naivitet og manglende fulde fortrolighed med landets sprog oversatte jeg dette for mig selv temmelig ordret til højest og kunne ikke forestille mig andet, end at taxachaufføren i sin omsorg for barnet tænkte på den højeste kvalitet. Harvard?, foreslog han så. Jeg var ikke helt sikker, fordi jeg ganske vist godt vidste, at nogle fag på Harvard var helt i top, fx nordiske sprog, men også, at det ikke gjaldt alle.

Det var først meget senere, at en dansk ven gjorde mig opmærksom på, at takai også kan betyde “dyr”, ligesom i takai en, den dyre yen (i forhold til dollar). Taxachaufføren snakkede selvfølgelig ikke om, hvilket amerikansk universitet der var bedst, men hvilket der var dyrest.

Men hvad skal vi så konkurrere med Harvard om?
Der findes tre områder, hvor danske universiteter kan tænkes at konkurrere på verdensplan:
  1. om at tiltrække de fleste eller de bedste studerende
  2. om at tiltrække de bedste undervisere og forskereom at give kandidaterne de bedste chancer på arbejdsmarkedet, lokalt som globalt
  3. om at give kandidaterne de bedste chancer på arbejdsmarkedet, lokalt som globalt

Alle tre områder har også noget med sprog at gøre, og her berører debatten om dansk universitetspolitik den danske sprogdebat. Mange mener, at den eneste vej til at opnå konkurrencedygtighed er, at vi alle begynder at snakke engelsk – et sprog, der i forvejen er fast etableret hele vejen fra Gedser til Skagen. Man behøver bare at lukke op for fjernsynet, især reklamerne.

Jeg vover at påstå det modsatte. Det, som gør os konkurrencedygtige, er ikke, at vores universiteter og de færdige kandidater ligner deres konkurrenter på en prik. Det er forskellighed, ikke ensartethed, som er en konkurrenceparameter. Det, som vores universiteter kan slå Harvard med, er, at vores studerende og lærere – ud over at være ganske gode til engelsk, hvilket de også er – også kan det hele på dansk, og oven i købet på et eller flere andre sprog (for ikke at tale om svensk og norsk).

At tiltrække fleste studerende er efterhånden noget, som universiteterne er meget optaget af. Det betyder især udenlandske studerende og i endnu højere grad betalende udenlandske studerende. Men hvad er det, der tiltrækker dem? Ét, som alle synes at være enige om, er, at det er muligheden for at få undervisning på engelsk. At læse på et universitet er at kunne deltage i undervisningen, hvilket kræver en endda høj grad af beherskelse af undervisningssproget. Dansk kan ikke vælges som gymnasiefag i mange lande (dog i flere end, man ofte er klar over, fx i Frankrig og i Estland). Der findes heller ikke en nævneværdig dansktalende diaspora, der kunne levere dansktalende udenlandske studerende (til sammenligning får spanske universiteter op til 30 % af deres udenlandske studerende fra det spansktalende Sydamerika, og i Hongkong kommer mange studerende fra den kantonesiske diaspora). Siden vi ved, at det i Danmark er engelsk, man har lært, når man har lært et fremmedsprog (i hvert fald i Danmark), og siden vi også ved, at engelsk er det eneste fremmedsprog, som tilstrækkelig mange universitetslærere tror, de kan undervise på, giver det sig selv, at vejen til at tiltrække udenlandske studerende er at tilbyde undervisning på engelsk, og kun på engelsk (og muligvis gerne på bekostning af undervisning på dansk).

Nok er det usandsynligt, at man går glip af mange danske studerende på denne måde, fordi de ikke kan gå andre steder hen (selv om de fleste senere stadigvæk skal arbejde på dansk, fx læger og dyrlæger). Men det er usikkert, om man virkelig tiltrækker flest studerende udefra på denne måde. De kan dårligt se nogen grund til at læse netop i Danmark, hvis undervisningen udbydes på præcist det samme sprog som alle andre steder. Særpræget forsvinder, og det, vi kan konkurrere på, er måske prisen (Harvard ga mottomo takai) og måske lavere sproglige adgangskrav. At dette i længden er selvødelæggende, burde stå klart.

At tiltrække de bedste undervisere og forskere er noget, der ikke kan være noget forkert i. Men hvordan måler man deres kvalitet? Vi er efterhånden udstyret med ranglister af alle slags. De, der er uddannet fra et universitet, som står højt på listen og har publiceret i tidsskrifter, som er højt placeret, må være de bedste. Desværre ser det ud til, at der også her hersker en skævhed: Med enkelte undtagelser findes de højest placerede universiteter i engelsktalende lande (med undtagelse af ETH i Zürich), og det er stort set kun engelsksprogede tidsskrifter, der opnår en altafgørende høj impact factor, som beror på, hvor ofte en artikel er blevet citeret. Lærere, der ikke kan undervise på engelsk, og forskere, som af en eller anden grund ikke har publiceret tilstrækkeligt på engelsk (fx fordi de skriver om dansk litteratur), bliver på denne måde udgrænset og forsvinder fra konkurrencen. Om man på denne måde kan samle det bedst kvalificerede lærer- og forskerkorps eller bare det, der kan klare sig bedst på engelsk, er et stort spørgsmål.

Til sidst chancerne på arbejdsmarkedet. Hvis vores kandidater skal konkurrere med Harvards, ser det ud til, at de i deres kvalifikationer skal ligne Harvards kandidater mest muligt. Også det peger i retning af mere undervisning på engelsk, for hvordan skal de ellers kunne ligne en Harvardkandidat? Måske ligne, men konkurrere med? Tror vi for alvor, at vores kandidater i det store og hele kan blive lige så gode til engelsk som kandidater fra amerikanske, engelske eller australske universiteter? Vi glemmer til gengæld, at vi har en kvalifikation, som de amerikanske kandidater har svært ved at opfylde: Vi kan tingene også på dansk, hvilket de ikke kan. Man konkurrerer vel bedst, hvis man kan noget andet end konkurrenten. En dansk student behersker ikke bare dansk, men forstår i det mindste yderligere to sprog, norsk og svensk, og mange af dem kan bruge ét sprog til, selv om nogle af dem ikke synes at have lært det i gymnasiet, men gennem udlandsophold. Og hvad skal de så bruge dansk og de andre sprog ud over engelsk til? Jamen, disse sprog er en konkurrencefaktor. I England har man oplevet, at det er svært at besætte topstillinger i engelske firmaers afdelinger i udlandet med egne medarbejdere – man skal ansætte lokale, fordi de kan klare sprogkravene, hvilket de engelske medarbejdere ofte ikke kan. I England satte man derfor allerede i 2002 en National Languages Strategy i gang, som skulle rette op på det. Så længe man ikke har opdaget problemet med den manglende internationale sproglige konkurrencedygtighed i USA, har vi et forspring, som vi skal bevare. Se dér har vi en konkurrencefaktor: vores mangfoldighed. I den internationale konkurrence burde det tælle mere, end at vi er næsten lige så gode til engelsk som dem, der er uddannet i et engelsksproget land – hvilket de fleste af vores studerende hverken har en chance for at opnå eller har brug for.

Internationaliseringen, som den foregår nu, gør måske universiteterne mere internationale ved at tiltrække studerende fra flere lande, men den gør paradoksalt nok den enkelte studerende mindre internationalt orienteret. Engelsk bliver på denne måde ikke det andet fundament ved siden af dansk (hvilket det burde være), men kun den mindste fællesnævner. Alle andre sprog – herunder dansk – bliver nyttesløse, fordi de studerende fra alverdens lande har så forskellige sproglige forudsætninger, at man kun kan enes om ét sprog: engelsk. Og ofte ikke engang på et tilstrækkeligt højt niveau.

Forskellighed og mangfoldighed må være løsenet og løsningen, ikke ensformethed og ensretning. De, der hele tiden snakker om markedet og dets velsignelser, de, som tror, at globaliseringen har gjort alle gamle fjender til fredelige konkurrenter, forstår markedet meget skidt, når de tror, at den bedste måde at erobre det på er at fremstille præcist det produkt, som naboen fremstiller og hidtil har haft fremgang på at sælge.

Vi skal ikke plaske rundt i den gamle andedam. Vi skal ud i og til verden, og ingen kan for alvor betvivle, at det er en fordel at kunne klare sig på og med engelsk. Men der skal mange flere sproglige kvalifikationer til, for at vi kan klare os derude. Ikke nødvendigvis de samme for alle. Men en bred vifte af kvalifikationer fordelt på så mange som muligt. Det er vores styrke.