27.03.2009
Artikel

Nielsen og Nielsenit

Når man får opkaldt et mineral efter sig, så er det tegn på, at man har gjort en forskel i geologien. Men Troels Frederik Daugaard Nielsen er mere optaget af at støtte studerende og kolleger.

Af Malene Romme Mølby

Menneskelig omsorg er noget af det vigtigste, hvis man skal hjælpe de studerende igennem deres studier, mener Troels Frederik Daugaard Nielsen, seniorforsker på De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Derfor opfattede han det også som det mest naturlige i verden at invitere den unge kvindelige studerende hjem til middag, da hun var gået i stå med specialet.

“Hun tøvede lidt. Især da jeg forsøgte at berolige hende med, at min kone ikke var hjemme. Men det hjalp, da min kone ringede og spurgte, hvad hun ville have at spise”, siger Troels F. D. Nielsen med et lunt smil. Det blev en hyggelig aften, hvor de under maden snakkede om mange andre ting ud over specialet. Efter maden gik de i kælderen og legede med hans elektriske modeltog. Kort tid efter middagen genoptog den studerende arbejdet med specialet og blev færdig.

“Det faglige fylder kun en tredjedel, når man skal skrive speciale. Størstedelen består af alt det praktiske og det mentale. Det er vigtigt, at man også forstår det som vejleder”, siger han.

Mineral opkaldt efter sig
Troels F. D. Nielsen har haft et langt arbejdsliv som geolog overvejende med Grønland som fokus. I de sidste par år har han især koncentreret sig om at finde ud af, hvordan bjerge krystalliseres, og hvor man kan finde diamanter i Grønland. 25 ekspeditioner er det blevet til. Normalt når forskere undersøger undergrunden i Grønland, tilfalder borekernerne hjemmestyret, men for nogle år siden fik Troels F. D. Nielsens ekspedition lov til at slæbe 15 tons borekerner med hjem fra Skaergaardsintrusionen i Østgrønland. I mineralet fandt man blandt andet et nyt mineral, som nu er blevet opkaldt Nielsenit efter Troels F. D. Nielsen. Det var de to geologer Nikolai S. Rudashevsky og A. M. McDonald, der beskrev mineralet. Det er normen, at man ikke opkalder et nyt mineral efter sig selv, men at man derimod foreslår en anden geolog med betydning for geologien.

“Jeg blev rigtig glad, selvom jeg faktisk havde foreslået en anden geolog. Men det må jo betyde, at de mener, at jeg har gjort noget af betydning”, siger Troels F. D. Nielsen.

Han beskriver sit job som en facilitator både i det sociale og det faglige.

“Det er jo ligegyldigt, hvad jeg skriver og finder ud af, hvis jeg ikke sørger for, at der kommer nogle efter mig, som er bedre end mig. Jeg skal vejlede folk til at tænke selv, og på den måde kan jeg gøre nytte for andre”, siger Troels F. D. Nielsen. Til sommer drager han igen til Sydøstgrønland for at starte et nyt program op med en yngre forsker.

“Jeg har været der for 30 år siden og har en hel del viden om området. Så det bliver en form for vidensoverførsel, hvor jeg forsøger at vise alt, hvad der interessant”, forklarer han.

Ud over alle ekspeditionerne til Grønland sørger han for at orientere sig meget internationalt, og han rejser en del til konferencer i udlandet.

“Det kan godt være, at man føler sig som verdensmester, men hvis man ikke orienterer sig internationalt, så tæller det ikke meget. Jeg har længe advokeret for, at samtlige forskere skal ud og holde forelæsning i udlandet, for det er der, man bliver kalibreret”, pointerer Troels F. D. Nielsen. I løbet af det næste år skal han til Toronto, Moskva og Californien.

Træt af regler og systemer
Geologen med et mineral opkaldt efter sig er en erfaringsrig herre, men alligevel kan han ikke bryste sig af doktordisputats eller lignende. Det skyldes, at da han for 23 år siden blev opfordret til at lave en doktordisputats, fandt man i hans hjerne en svulst, som blev opereret væk.

“Det tog nogle år at komme op i gear igen, og det var en hård kamp. Derfor traf jeg den beslutning, at når jeg var ansat her, så jeg ville kun fokusere på at lave artikler, for jeg kan ikke rigtig håndtere pres”, fortæller Troels F. D. Nielsen. Han blev lam i den ene side af hovedet, og han skal koncentrere sig meget, når han læser. Alligevel tog han til Grønland fire måneder efter operationen. Nu har han fundet ud af, at svulsten er kommet tilbage, men derfor ser han ingen grund til at trække sig tilbage.

“Måske kan jeg bruge den som en undskyldning for de kedelige opgaver, men det har jeg dog ikke gjort endnu. Selvom jeg er helt udkørt, når jeg kommer hjem fra arbejde, og knap nok kan overkomme at lave mad, så kan jeg jo heller ikke bare lade være”, siger Troels F. D. Nielsen.

Noget, der virkelig kan trætte ham, er at prøve at sætte sig ind i den skov af regler og systemer for at få penge fra EU og Forskningsrådet.

“Nu har jeg slidt mig selv i mange år, så nu gider jeg ikke rigtig, for det koster simpelthen for meget tid og energi. Der er så mange andre deadlines, som man skal nå”, siger han.

Men der skal søges mange penge for at få råd til forskning og ekspeditioner, for staten betaler kun 15 procent af hans løn. Resten skal hentes hjem i kontrakter med firmaer, Det grønlandske Hjemmestyre eller forskningsråd, fortæller han.

“Vi bruger temmelig meget tid på programmer, som ikke nødvendigvis er vores første prioritet set ud fra et fagligt synspunkt, men som vi så prøver at gøre til vores faglige interesse. Det er nok kernen i forskning nu om dage. Vi har ikke fri forskning, men vi har frihed til at løse forskningsopgaver, som vi vil. Men områderne, som vi skal forske i, er givetvis givet af kunderne”, understreger han.

Det kræver, at forskerne har evnen til at se på et umiddelbart kedeligt arbejde og få øje på, hvad der er gangbart på et højere videnskabeligt plan.

Elsker køkkentjansen
Når Troels F. D. Nielsen er på ekspeditioner, kan han godt lide at tage køkkentjansen, og han sætter en ære i at lave god mad.

“Folk skal have det rart, for når de går ind i det her fag, så kommer det ofte til at fylde utroligt meget i deres liv. På en ekspedition koster et hold måske 20.000 kroner om dagen, og hvis de kan øge deres produktivitet ved, at vi viser større omsorg for dem, så vinder vi i den sidste ende”.

Til en ekspedition har han for eksempel slæbt masser af pasta og parmesan med, fordi den hovedsageligt bestod af unge mennesker. Han har også undersøgt mulighederne for at få frysemad af finere kvalitet, men det har budgettet dog endnu ikke kunnet rumme.

Troels F. D. Nielsen er godt tilfreds med sit arbejde og planlægger at blive der, indtil han skal pensioneres. Det skyldes især det gode forhold til kollegerne.

“Vi er jo utrolig tætte på hinanden i vores fag, for de fleste kolleger har man jo sovet i telt med, og man kender hinandens små uvaner. Jeg har altid sat meget pris på denne tæthed, for det betyder, at der er rimeligt højt til loftet, og folk har lov til at være individualister. Det er stærkt befordrende for et godt arbejdsliv”, siger han.