27.03.2009
Artikel

Finanskrise giver flere lærer- og pædagogstuderende

Af Mette Engell Friis

Hvad du ønsker, skal du få. Sådan så livet ud på arbejdsmarkedet for et års tid siden.

Jobannoncerne bugnede med tilbud, og var man utilfreds med forholdene på arbejdspladsen, kunne man da bare søge noget andet.

Men så kom den sagnomspundne finanskrise. Massefyringer – et ord, der var stuvet af vejen sammen med fattig-80’erne – blev igen fundet frem og brugt af både medier og menigmand.

Pludselig er jobgaranti og sikkerhed i ansættelsen blevet taget til nåde, og det vil måske kunne ses på optagelsen af årets studerende på seminarierne.

Kompas Kommunikation har nemlig lavet en undersøgelse blandt 800 studerende for Professionshøjskolen UCC. Hovedresultatet er, at fire ud af fem studerende mener, at stor jobsikkerhed og mange jobmuligheder er det væsentligste for deres uddannelsesvalg.

Samtidig mener hver tredje af de studerende, at flere vil søge ind på deres uddannelse alene på grund af finanskrisen.

Og at de unge har fat i noget rigtigt, hvis de vil sikre fremtiden, tyder en fremskrivning af lærer- og pædagogbeskæftigelsen fra hovedorganisationen FTF på. Den viser, at langt over halvdelen af de nuværende lærere og pædagoger enten går på pension eller skifter branche i løbet af de kommende fem år. Det betyder, at lærermanglen vil tredobles fra 2.000 til ca. 5.900 lærere inden for samme periode.