13.03.2009
Artikel

Humanister i det private halter bagefter i løn

Af Martin Ejlertsen

Det har stor betydning for din lønchecks størrelse, om du er humanist eller naturvidenskabelig uddannet. I hvert fald hvis man satser på en karriere i det private erhvervsliv.

DM’s Lønstatistik for 2008 viser, at 35 humanistiske kandidater fra 2008 i dag har en gennemsnitsløn på 29.992 kroner. Dermed får de i gennemsnit 2.500 kroner mindre i løn hver måned end en cand.scient. fra samme år. Det er en lønforskel på over 30.000 kroner om året. At den forskel eksisterer, er der flere årsager til, forklarer formand i DM privat Frederik Dehlholm:

“Dels er lønnen i visse brancher højere, som eksempelvis i medicinalindustrien, hvor en cand.scient. typisk er beskæftiget. Desuden står humanister stadigvæk svagere på jobmarkedet, da de har større arbejdsløshed og derfor har sværere ved at presse lønningerne op. Det betyder også noget, at humanisterne har en overvægt af kvinder, mens cand.scient.er har overvægt af mænd”.

DM har fastsat en vejledende startløn for magistre på 30.800 kroner, når de skal ansættes i deres første job. Den anbefaler DM sine medlemmer at stile efter ved en ansættelsessamtale. Den vejledende startløn er blandt andet fastsat ud fra den løn, som magistre fik sidste år. Den er vigtig at have i tankerne ved lønforhandling, pointerer Frederik Dehlholm.

“Det hjælper ikke at stå med hatten i hånden hos arbejdsgiveren og være for ydmyg. En lav startløn er ofte svær at ændre på sigt. Starter man lavt, kommer det ofte til at følge en i mange år”, siger han.

Ud over at gennemsnitslønnen for humanister i det private er lav, så viser oversigten samtidig, at der er et betragteligt løngab mellem de højest- og lavestlønnede humanister, som blev kandidater i 2008. Mens den laveste fjerdel i gennemsnit får 25.400 kroner, får den højeste fjerdel 8.000 kroner mere om måneden. Det er en forskel på 96.000 kroner om året, som endda kan være endnu større.

“Forskellen skyldes, at en del humanister arbejder inden for it, og de tjener godt. Så det er brancheforskellen, som skinner igennem her”, siger Frederik Dehlholm og pointerer, at DM Privat arbejder på at få lønnen for humanister op blandt andet gennem overenskomster, faglige klubber og ved at skaffe ligeløn mellem mænd og kvinder.