13.03.2009
Artikel

Ligestilling: De, der har, skal endog mere gives

Hvis tanken med et flerstrenget bevillingssystem til forskningsmidler var, at det skulle skabe større mangfoldighed i forskningen, så er det ikke lykkedes. Heine Andersen og Inge Henningsen har netop afsluttet en analyse af forskningsrådenes bevillinger. Den viser, at uddelingerne i store træk afspejler de hierarkiske strukturer, eksklusioner og uligheder, der findes i forskningsverdenen – herunder at størsteparten af pengene går til mænd.

Af Mette Engell Friis

Mænd får bare mere. Det faktum undrer hende ikke.

Faktisk er der ikke meget i analysen om forskningsrådenes bevillingspraksis fra 2001 til 2006, der undrer lektor emeritus Inge Henningsen. Sammen med professor Heine Andersen fra Sociologisk Institut på KU har hun for Koordineringsudvalget for Forskning set på, hvem der i de fem år har fået forskningsmidler. Og havde Inge Henningsen ventet at finde, at forskningsrådenes bevillinger har bidraget til at udjævne de kønsmæssige skævheder i forskningen, så er hun blevet skuffet.

Forskernes køn, fag og sociale baggrund er blevet undersøgt, og konklusionen er blandt andet, at den måde, forskningsrådene fordeler ressourcer på, er med til at bevare og til en vis grad forstærke de kønsmæssige skævheder i forskerverdenen.

“Hovedindtrykket i analysen er, at forskningsrådene som ressourceallokeringsmekanisme i store træk afspejler de hierarkiske strukturer, eksklusioner og uligheder, der findes i forskningsverdenen. Ser man på ansøgerkredsen og dens sammensætning, afspejles de grænser og uligheder, som kan afdækkes i forskningen i øvrigt med hensyn til social oprindelse, køn, tilknytning til institutioner, placering i stillingshierarki og nationalitet”, siger Inge Henningsen.

“Der er ikke tegn på, at forskningsrådene i højere grad end forskningsinstitutionerne i øvrigt tiltrækker ansøgninger fra underrepræsenterede grupper, der søger adgang til forskningsverdenen. På den anden side er der heller ikke klare tegn på det modsatte, i hvert fald ikke på det overordnede plan, vi har analyseret”.

Med andre ord: Hvis en kvinde befinder sig højt i hierarkiet, har hun næsten lige så stor chance for at få en stor bid af forskningsmidlerne som en mand. Der er bare ikke ret mange kvinder øverst i hierarkiet. Eksempelvis var der kun fem kvinder i den gruppe på 56 forskere, fortrinsvis professorer, der hver fik bevillinger på over 15 millioner kroner fra forskningsrådene.

“Det flerstrengede bevillingssystem ser ikke i nævneværdig grad ud til at bidrage til at skabe mangfoldighed i forskningen. Det er de samme forskere, der får penge i alle systemerne”.

Og de forskere er som sagt oftest mænd. 

Køn i akademia
“Kun 27 procent af ansøgningerne til forskningsrådene kommer fra kvinder”, siger Inge Henningsen. “Og det til trods for, at kvinder længe har udgjort en langt større andel af universiteternes kandidater”.

Det skyldes flere ting. Men en pointe er, at der er relativt flere kvinder, der uddanner sig inden for områder som humaniora, hvor der traditionelt er færre ph.d.-stillinger og færre ressourcer til forskningsprojekter.

Efter Inge Henningsens mening har man her fat i noget helt centralt i problemstillingen, nemlig holdningen om, at det er finere og mere værd at forske i eksempelvis naturvidenskab, end det er at forske inden for de humanistiske fag, hvor der traditionelt er flere kvinder. Og dette afspejles i ressourcefordelingen. Et helt frisk eksempel er Grundforskningsfonden, der netop har uddelt mere end 400 millioner kroner til ni nye forskningscentre, hvoraf de otte ligger inden for naturvidenskab.

Inge Henningsen forudser, at uligheden kun kan bliver mere udtalt, så længe forskningsbevillingerne hovedsageligt tilflyder netop natur- og sundhedsvidenskab samt teknik.

“Efter min mening er det en fejlslagen politik, at Danmark så ensidigt satser på forskning inden for disse områder. Forestillinger om, at højteknologisk vækst alene skabes gennem at mestre specifikke teknologier, er forældet. Det drejer sig om få skabt vidensmiljøer, der kan udvikle og håndtere viden inden for mange områder. I en verden, der bliver mere og mere kompleks, vil det at kunne skabe meningsfulde sammenhænge i den grad blive en mangelvare. En styrkelse af innovationspolitikkens kundskabsgrundlag kræver, at de tilgange, som hidtil har domineret innovationsdebatten, suppleres med kundskaber fra andre fagområder og analysetraditioner, og den slags forskning foregår netop i vidt omfang inden for de samfundsvidenskabelige og humanistiske fag”, siger Inge Henningsen.

En sådan ændring i politik ville uvægerligt bringe flere kvinder ind i kampen om forskningskronerne.

Det store spørgsmål
Fix the women or fix the university – that is the question. I hvert fald hvis man vil gøre noget ved den kønsskæve fordeling af ph.d.-stillinger og forskningsprojekter.

Efter Inge Henningsens mening er der en tendens til, at man hellere med et par kunstgreb vil få kvinderne til at passe ned i universitetskassen end ændre lidt på kassens former, så kvinderne lettere kunne glide ind.

Internationale undersøgelser viser, at Danmark i dag har en lavere kvindeandel blandt de fastansatte på universiteterne end de fleste af de lande, vi sædvanligvis sammenligner os med. I dag udgør kvinder ti procent af professorerne og 22 procent af lektorerne, viser tal fra Videnskabsministeriet. En forskel, der ser ud til snarere at øges end at aftage.

“Så al den tale ved festlige lejligheder om, at alle talenter skal i spil, er virkelig en sandhed med modifikationer”, påpeger Inge Henningsen, som mener, at det ikke burde være så svært at få flere kvinder ind i forskning, hvis det reelt var det, man ville.

“Det handler efter min mening om to ting: At omprioritere ressourcerne – fx skulle man ved uddeling af ph.d.-stipendier i højere grad tager hensyn til, hvor talenterne findes – og at se andre steder hen end i det gængse forskerhierarki, når man eksempelvis skal fastansætte forskere eller udnævne eliteforskere”, siger Inge Henningsen, som tror, at det præcis er det bredere udsyn, der har gjort, at der i år for første gang er blevet kvinder, to ud af fem, udnævnt til eliteforskere.

“Jeg gætter på, man er blevet bedt om at kigge bredere, end man hidtil har gjort, og så er de to naturligvis sprunget i øjnene”, siger forskeren, som selv står over for at gå videre med materialet fra den nye analyse.

“Vi vil gerne se på sammenhængen mellem forskning, køn, socialgrupper og fagområder”, siger hun energisk.

For selv om den nye analyse satte konkrete tal på en formodning, Inge Henningsen allerede havde, så drives hendes fascination af statistik af præcis det modsatte.

“Det er spændende, når data gør modstand. Og det havde da været interessant, om det havde været tilfældet i analysen af forskningsmidlerne. Men sådan var det desværre ikke”, konstaterer hun.