27.02.2009
Artikel

DM’s formand inviterer førstegangsvælgere på besøg

DM’s formand Ingrid Stage, kommer i fornemt selskab, når hun sammen med blandt andre Helle Thorning-Schmidt skal være vært for førstegangsvælgere i forbindelse med 100-året for kvinders valgret i Danmark.

Af Troels Mørk

Det er 100 år siden i år, at danske kvinder for første gang havde mulighed for at træde ind i en stemmeboks og sætte et kryds på stemmesedlen i forbindelse med et kommunalvalg.

Det markeres blandt andet af paraplyorganisationen Golden Days, der har Københavns historie og kutur som omdrejningspunkt. Golden Days arrangerer en såkaldt Dine for Democracy, en running dinner, hvor op imod 100 markante danske kvinder hver skal være vært for og tage imod i alt 24 kvindelige førstegangsvælgere.

DM’s formand gennem otte år, Ingrid Stage, er en af de kvinder, der er blevet spurgt, om hun vil tage imod de unge vælgere.

”Jeg er glad for, at arrangørerne bag Dine for Democracy har valgt at inkludere fagforeningspolitik som en del af demokratiet. For aktive fagforeninger er jo en helt essentiel del af et demokratisk samfund, og det er ikke mindst fagforeningerne, der kæmper kvindernes sag. For mange unge kan fagforeninger være et godt sted at starte et aktivt engagement, som så måske senere kan føre over til et partipolitisk engagement”, siger Ingrid Stage.

Vil lytte til gode argumenter
Førstegangsvælgerne bliver inddelt i hold af otte, som kommer forbi til henholdsvis eftermiddagste, aftensmad og aftenkaffe, eller hvad værtinden ellers vil tilbyde.

DM’s formand har et klart budskab til de 24 kvinder, der kigger forbi hendes kontor i DM’s lokaler på Frederiksberg.

“Jeg vil snakke med de unge kvinder om, hvilke tiltag de mener, der skal til, for at vi kan komme nærmere reel ligestilling. DM har jo selv flere forslag som for eksempel øget øremærket barsel til mænd samt krav om lovgivning for flere kvinder i bestyrelser. Men det er også min opgave at lytte. Og det kan jo godt tænkes, at de for eksempel mener, det også drejer sig om bedre børneinstitutioner og ret til et mere fleksibelt arbejdsliv med kortere arbejdsuger, når børnene er små, mod længere arbejdsuger før og efter, at der er forpligtelser over for småbørn”, siger Ingrid Stage.

NOVA giver inspiration
Via DM’s nye netværk for nyuddannede, NOVA, har Ingrid Stage allerede haft kontakt til den yngre del af DM’s medlemsskare.

“Det er mit indtryk, at mange unge kvinder – ikke mindst de veluddannede – opfatter kampen for ligestilling på mange fronter som meget væsentlig. Jeg ved fra vores NOVA-netværk, at netop vores fokus på ligestilling har gjort DM attraktiv som fagforening”, siger hun.

I alt involverer begivenheden 4000 førstegangsvælgere.

Læs mere på www.kvindersvalgret.dk.