27.02.2009
Artikel

Familielivs­kommissionens anbefalinger skal have kunstigt åndedræt

For to år siden var trivsel og sammenhængen mellem familie- og arbejdsliv højt på regeringens dagsorden. I dag har vinden skiftet retning, og det handler om at få flere arbejdstimer og flere arbejdsår ud af så mange af os som muligt. Men så let slipper regeringen ikke fra en vigtig værdidebat, advarer DM’s formand.

Af Pernille Siegumfeldt

“Mange familier oplever en fortravlet og stresset hverdag. Samtidig snakker økonomerne om, at vi skal arbejde mere – og ikke mindre – for at finansiere velfærden i fremtiden. Hvordan hænger det sammen?”.

Sådan lød det fra en bekymret statsminister i åbningstalen til Folketinget i 2005. Ved samme lejlighed nedsatte Anders Fogh Rasmussen en familie- og arbejdslivskommission, hvis kommissorium det var at bidrage med løsninger til at komme stress-problemer og ubalance til livs.

I dag, mindre end to år senere, er bekymring for familierne og de såkaldt bløde værdier forsvundet som dug for solen eller måske snarere skubbet til side af en oppustet offentlig debat om den faretruende mangel på arbejdskraft.

Væk er i hvert fald fokus på de alarmerende statistikker om stigende stress, om galopperende sygefravær og om småbørnsforældre, der hænger i med det yderste af neglene. Væk er også alle tilløb til værdidiskussioner om, hvorvidt vi har indrettet vores samfund på en måde, der bedst tilgodeser de forskellige behov.

Skattekommissionen, der barslede med sine anbefalinger i starten af februar, har nemlig været stillet over for en anderledes kontant opgave: At skaffe øget arbejdsudbud. Og i kommissionens udspil er ikke mindst de højtuddannede tiltænkt en hovedrolle. Skattelettelser skal tilskynde ikke mindst akademikerne til at levere både flere arbejdstimer og flere arbejdsår.

Men blot fordi debatten nu raser om rentefradragsprocenter, brune afgifter på koprutter samt et sænket skattetryk til glæde for velhaverne, skal familiekommissionens anbefalinger ikke stedes endeligt til, hvile. Den opfordring kommer fra DM’s formand, Ingrid Stage, som tværtimod håber, at den aktuelle finanskrise kan sætte fornyet blus under den værdidebat, som fusede ud, før den rigtigt kom i gang i kølvandet på familielivskommissionens anbefalinger.

Penge ikke vigtigst
“Kommissionen blev nedsat som svar på den store debat om stress og familieværdier. Kun en enkelt af kommissionens 31 anbefalinger er ført ud i livet, men problemet raser med uformindsket styrke. Blandt akademikerne er der fortsat stor, stor stress-belastning, og jeg tror derfor ikke på, at vores medlemmer vil arbejde mere, fordi de får nedslag i top- eller mellemskat. Alle DM’s undersøgelser viser desuden, at det langtfra kun er økonomien, der er incitamentet for at gå på arbejde. Det faglige engagement er langt vigtigere for vores medlemmer”, forklarer Ingrid Stage.

Derfor vil Ingrid Stage nu finde familielivskommissionens anbefalinger frem igen og arbejde for, at regering og Folketing omsider gør en indsats for at gøre flere af dem til virkelighed.

“Timingen for Skattekommissionen er ikke så god, fordi ledigheden jo forventes at stige ret voldsomt i den nærmeste fremtid, så kravet om et øget arbejdsudbud har næppe megen klangbund lige nu. Men om nogle år er der formodentlig igen behov for en øget indsats. Det kan vi lige så godt ruste os til nu, og her har DM og andre fagforeninger en vigtig rolle at spille”, pointerer DM’s formand.

Ordet “kvinder” optræder kun en enkelt gang, på side 19, i Skattekommissionens rapport. At begreber som ligeløn og ligestilling er fraværende, er akkurat lige så kritisabelt og påfaldende, som at familiernes situation ikke er nævnt med et ord, mener Ingrid Stage.

“Desværre er det heller ikke overraskende, at den manglende udvikling hen imod ligestilling og den manglende afvikling af uligeløn ikke indgår som et element, selv om man her kunne have hentet noget hjem på et skatteafkast. Vi har jo en ligestillingsminister, der ikke interesserer sig for de reelle ligestillingsproblemer, en videnskabsminister, der mener, at kvinderne selv skal klare problemerne, og en beskæftigelsesminister, der anvender sine ressourcer på at opfinde nye kontrolmidler over for ledige og syge”, konstaterer hun tørt.