30.01.2009
Artikel

Universitetsloven: Retorik, spændetrøjer, markedskræfter og strategi

Af Mogens Tanggaard

“Det er den frie forskning og forskernes engagement, som skal drive forskningen frem. Til fri forskning hører frie rammer og frie forskningsmidler. Men regeringen styrer og konkurrenceudsætter midlerne, så frihedsgraderne begrænses”.

Således faldt ordene fra Marianne Jelved (R) på DM-universitetslærernes temadag den 20. januar. Under overskriften “Revision af universitetsloven med særligt fokus på medarbejderindflydelse og forskningsfrihed” var foruden Marianne Jelved inviteret politikerne Johanne Schmidt-Nielsen (E), Hanne Agersnap (SF), Michael Christiansen (S) og Danske Universiteters formand, SDU-rektor Jens Oddershede.

For Marianne Jelved, også formand for Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi, er universiteternes problem imidlertid ikke enestående:

“Det er ikke bare på universitets- og forskningsområdet, at der sker en konkurrenceudsættelse. Den sker også på skoler og mange andre offentlige områder. Jeg kender 60.000 deprimerede folkeskolelærere, som oplever, at alle beslutninger tages hen over hovedet på dem, pakket ind i retorik og italesættelse. Bagved ligger det virkelige problem, nemlig at regeringen – og Dansk Folkeparti – er fuldstændig overbevist om markedskræfternes lyksaligheder.

Debatten i panelet kom ikke overraskende til at handle om den netop igangsatte evaluering af universitetsloven, herunder især hvad der kan komme til revision.

“Universitetsloven fra 2003 var lige så stor en revolution som styrelsesloven fra 1970, men bare den modsatte vej. Det er en hierarkisk og topstyret struktur, som ikke tidligere er set i universiteternes historie”, konstaterede Jelved.

Jens Oddershede kunne godt følge Marianne Jelved et stykke ad vejen:

“Bevillinger er en styringsmekanisme, som sætter forskerne i en spændetrøje. Hvis vi får for få basismidler til fri disposition, så er det en alvorlig styring. Derfor er jeg da glad for, at der nu skal laves en analyse af systemet med dets basismidler og konkurrenceudsatte midler”.

Repræsentanterne fra De Radikale, Enhedslisten og SF krævede lovrevision, så ledelserne får legitimitet ved, at de ansatte gives reel indflydelse. Med Marianne Jelveds ord: “Der skal være institutråd, som ansætter institutlederen. Akademisk Råd skal have reel indflydelse på budgetter og strategier. Udviklingskontrakter – som i dag skrives med ført hånd fra ministeriet – må ikke være styrende, men skal blot angive politikernes forventninger. Universiteter trives bedst under udstrakt frihed, men med ansvar over for samfundet og politikerne”.

Rektorformand Jens Oddershede var ikke helt enig:

“Jeg vil kraftigt advare mod, at der laves om på den enstrengede ledelse. Hvis der igen indføres valgte ledere, risikerer man stammekrige, hvor dekaner og fakulteter handler i egeninteresse. Udpegede og ansatte ledere har en forpligtelse til at samarbejde”.

Om universitetsdemokratiet havde Michael Christansen (S) bl.a., dette indlæg: “Vi mener fortsat, at bestyrelser med eksternt flertal og ansatte ledere er mest hensigtsmæssigt, hvis der skal træffes strategiske beslutninger, og der skal samarbejdes med erhvervslivet om innovation. Det er en balanceakt mellem åndsfriheden på den ene side og hensynet til erhvervslivet på den anden”.