30.01.2009
Artikel

Norge: Tæt politisk styring af forskningskroner

Det norske forskningsråd blev ommøbleret i 2002. Men ligesom før reformen har 15 bevilgende ministerier stadig stor indflydelse på, hvad forskningskronerne bliver brugt til.

Af Thomas Bøttcher

 I modsætning til i Danmark er der kun ét forskningsråd i Norge. Det er organiseret i tre divisioner: en videnskabsdivision (frie midler), en division for innovation (strategisk forskning) og en division for store satsninger (både grundforskningsmidler og strategiske midler).

Strukturen stammer fra 2003, hvor nordmændene efter en omfattende evaluering gennemførte en omorganisering af rådet. Før da var rådet inddelt i seks fagområder, der havde ansvaret for den faglige ledelse inden for de enkelte fagområder.

Omorganiseringen skabte en mere forenklet og centraliseret struktur, som samtidig dæmmede op for nogle af det gamle systems uheldige bieffekter, mener den daværende sekretær for evalueringen, Finn Terje Simonsen.

“Vi er i dag mere funktionsorientere i modsætning til den tidligere inddeling i faglige områder. Problemet var førhen, at der ofte var en række opgaver, der faldt uden for de enkelte fagområders kompetencer og derfor ikke blev taget op, ligesom der var en konkurrencestrid mellem de forskellige organer”, siger han.

Men nok så vigtigt er, at den nye struktur giver anledning til et tættere samarbejde på tværs af fagskel og forskningstyper.

“Strukturen giver mulighed for at lave horisontale og vertikale samarbejder. Vertikalt mellem fag og temaer, og horisontalt mellem dem, som arbejder med grundforskning, og dem, som arbejder med anvendt forskning og innovation. Der er en større dynamik i den nye organisation, og det er lettere at knytte an til relevante samarbejder og netværksdannelser”, siger Finn Terje Simonsen. 

15 ministerier giver penge
Trods den omfattende reform er der dog stadig væsentlige økonomiske forhold, som ikke er ændret med den nye struktur. Til forskel fra i Danmark modtager det norske forskningsråd midler fra 15 forskellige ministerier, der hver især er meget interesseret i at være med til at bestemme, hvad pengene går til.

“Hvert af de 15 ministerier er optaget af forskning, som kan skaffe ministerierne tilstrækkelig videnskabsgrundlag for deres politikudformning. Det betyder, at der er en stærk styring med, hvad midlerne fra hvert ministerium bliver brugt til”, siger Tone Vislie, specialkonsulent i Divisionen for Videnskab, der forvalter ca. 20 procent af den offentlige finansiering af den norske grundforskning.

Det er dog ikke alle, der er tilfredse med det nye forskningsråd. At den norske regering valgte at oprette en division for innovation blev fra flere sider tolket som et forsøg på at opnå endnu større politisk styring af forskningen.

Andre mener, at opdelingen i divisioner frem for fagområder har ført til, at det private erhvervsliv har fået endnu større indflydelse på tildelingen af midler, en tildeling, der samtidig bliver styret af kortsigtede krav takket være ministeriernes øremærkning af midlerne. Som blandt andet rektor Lars Moe, Norges Veterinærhøjskole, peger på:

“Øremærkningerne fungerer som en relevansafgrænsning og virker kortsigtet, fordi politikformuleringen i ministerierne ofte har et kort perspektiv. Det er problematisk, fordi fx veterinærmedicinsk forskning og anden biologisk forskning har behov for at opbygge kompetencer og kvalitetsmiljøer på længere sigt”.