30.01.2009
Artikel

DM på sagen

Af Lisbeth Ammitzbøll

Forskerdrøm reddet
Ny vejleder, nyt institut, ny fremtid. En ph.d.-stipendiat har fået god hjælp af sin lokale tillidsrepræsentant og af DM i en sag, der truede ikke bare hendes job, men hele hendes fremtidige karriere som forsker.

DM’s medlem er ansat som ph.d.-stipendiat for eksterne midler på et universitet med en professor i spidsen. Professoren, der også er hendes vejleder, bliver på et tidspunkt utilfreds med hendes faglige fremskridt. Hun skal fyres lige på stedet. Men DM griber ind.

Ph.d.-stipendiaten kan nemlig kun fyres, hvis hun først får en negativ halvårsevaluering og derefter ikke forbedrer sig. DM påpeger samtidig over for ph.d.-studienævnet, at professoren har skabt så umulige samarbejdsvilkår, at der bør udpeges en ny vejleder. Bedst ville det være, mener DM, hvis stipendiaten kan frigøres helt fra det oprindelige projekt, da professoren også er overordnet ansvarlig for hele projektet.

Sådan bliver det. Ph.d.-studienævnet giver hende i første omgang en ny midlertidig vejleder og beder hende skrive et paper. Det er nu afleveret, og hun har fået en positiv bedømmelse af sine faglige kvalifikationer. På den baggrund har nævnet besluttet, at hun kan gøre sin afhandling færdig på et andet institut med en anden vejleder.

Uventet hjælp i sag om løn
Hvordan gør man et gammelt lønkrav gældende over for en offentlig arbejdsgiver, der for længst er nedlagt, borte, væk?

En konsulent i DM fik hjælp fra en uventet kant, da han for nylig gik på jagt efter 5.000 kroner, som Fyns Amt skyldte et medlem af DM. Fyns Amt havde i efteråret 2006 glemt at indregne en lønforhøjelse, men amtet blev nedlagt 31. december 2006 som følge af kommunalreformen. Samme dag udløb medlemmets ansættelse. Så hvor skulle regningen sendes hen?

Hos KTO kunne man kun oplyse, at gamle lønkrav skal forfølges hos den forvaltning, der i dag varetager medlemmets arbejdsområde. Udmærket logik, hvis man lige ser bort fra, at medlemmets tidligere opgaver i dag er fordelt på 11 arbejdsgivere: et statsligt miljøcenter, en region samt ti forskellige fynske kommuner.

DM’s konsulent trak vejret en ekstra gang og forestillede sig et kort øjeblik, hvordan de 11 instanser ville sende regningen frem og tilbage i en endeløs sløjfe, der kunne vare resten af hans dage som ansat i DM.

Sådan gik det dog ikke. Danske Regioner, der er arbejdsgivernes organisation, rakte konsulenten en hjælpende hånd. Herfra foreslog man, at Region Syddanmark skulle betale regningen. Region Syddanmark betalte regningen. DM’s medlem fik sine penge. Konsulenten åndede lettet op.

Ret til tillæg i kommuner
I nogle kommuner mangler ledelsen stadig at få styr på den overenskomst, der blev indgået i foråret 2008 med de akademiske fagforeninger.

DM oplever flere sager, hvor kommunale arbejdsgivere ikke mener, at der skal gives tillæg for rådighed til nyansatte medarbejdere. Det typiske argument er, at den pågældende stilling ikke indebærer uforudset merarbejde.

Men det argument er ikke længere gyldigt. I forårets sum af byttehandler og aftaler blev rådighedstillæg gjort til en ret for enhver akademiker, der er ansat i et generalistjob. Kun i tekniske forvaltninger og på museer er der stadig undtagelser.

Størrelsen på et rådighedstillæg er bestemt af anciennitet. For DM’s medlem i en konkret sag blev lønnen for nylig hævet med over 3.000 kroner om måneden plus pension.