16.01.2009
Artikel

MP: Nej til ny frist

Trods “ja” fra Finanstilsynet blev det “nej” fra bestyrelsen af Magistrenes Pensionskasse. Resultat: Bordet fanger, hvis man har valgt sig over på ny ordning. Et forslag om længere tidsfrist blev skudt ned af MP-bestyrelsens dirigent.

Af Lisbeth Ammitzbøll

“Omvalget er effektueret. Tilsagn er juridisk bindende”, sagde MP Pensions formand, Jytte Freisleben, fra talerstolen på en ekstraordinær generalforsamling i Magistrenes Pensionskasse lige inden jul.

Det var skuffende nyt for en del af pensionskassens medlemmer. De mener, at de ikke blev informeret godt nok, inden de sidste efterår satte deres underskrift på pensionskassens papirer.

Et hovedpunkt på den ekstraordinære generalforsamling, der var indkaldt af en gruppe kritiske medlemmer, var netop muligheden for en længere tidsfrist for omvalget. Med en ny frist kunne man fortryde sit valg af Ny Pensionsordning.

Punktet udløste heftig debat, men blev aldrig sat til afstemning. Det forhindrede generalforsamlingens dirigent, Henrik Oehlenschlæger, der var udpeget af MP Pensions bestyrelse.

Dirigenten afviste under henvisning til jura at sende forslaget ud i en demokratisk proces. Dermed ignorerede Henrik Oehlenschlæger et brev fra Finanstilsynet, der på forhånd havde givet grønt lys for en forlænget frist på omvalget. Finanstilsynet havde dagen inden generalforsamlingen orienteret MP’s bestyrelse om sin holdning.

Dirigentens modstand mod forslaget udløste et mistillidsvotum, der dog blev afvist med 136 stemmer mod 91. Dermed blev Oehlenschlægers vurdering afgørende. Forslaget om en anden omvalgsrunde med ny frist kom aldrig til afstemning.

“Bestyrelsen bør gå af”
Knud Kielgast, mag.art., tidligere Institut for Psykologi på Københavns Universitet, nu pensionist.
“MP’s bestyrelse har givetvis ønsket at forbedre pensionskassen, men deres informationer om den nye ordning har været for dårlige. Jeg mener ikke, at jeg har fået et rimeligt grundlag for at vurdere MP’s forslag. Til gengæld står det helt klart for mig, at bestyrelsen ikke har været i stand til at lede foreningen på rette vis. Man har for det første udlagt den nye ordning entydigt positivt, selv om ordningen ikke er en fordel for alle medlemmer. For det andet har man udvist en decideret uvilje til at forholde sig til kritik med andet end en simpel, total afvisning. Jeg har ikke længere tillid til bestyrelsens vilje til at nå frem til løsninger med medlemmernes informerede samtykke. For det tredje har MP’s bestyrelse og direktør forsøgt at censurere Magisterbladet med klager til DM’s bestyrelse. Det finder jeg diskvalificerende for deres beklædning af en tillidspost. Jeg mener, at bestyrelsen bør gå af”.

“Spild af tid og penge”
Malte Olsen, cand.scient., tidligere Niels Bohr Institutet på KU, nu konsulent og pensionist.
“Indkalderne har spildt vores tid og penge. De væsentligste punkter på dagsordenen var udformet, så konsekvenserne af en vedtagelse eller forkastelse ikke fremgik. Det virkede ikke gennemtænkt. Desuden kom der oplysninger frem under mødet om dokumenter, som vi andre ikke kendte. Det er en uforskammethed. MP’s bestyrelse refererede til to advokatrapporter, og indkalderne talte om et dokument fra Finansstyrelsen. Hele mødet virkede dårligt forberedt fra indkaldernes side, specielt manglede man baggrundsmateriale. For mig var det overraskende, at man ikke diskuterede det væsentlige: Nemlig om det ud fra materialet var muligt at træffe et fornuftigt valg af pensionsordning. I stedet gik tiden med endeløse indlæg. Man bør fremover skærpe reglerne for ekstraordinære generalforsamlinger og stramme kravene til materiale og til antal underskrifter. Bestyrelsen bør finde nye måder, hvorpå man kan få en landsdækkende forenings generalforsamling til at nå længere ud, måske via internettet. Jeg mener også, at der bør være flere stemmeberettigede til stede før, en forsamling er beslutningsdygtig. Dette lokalopgør var ikke værdigt eller holdbart for så stor en pensionskasse”.

“MP giver ensidig information”
John David Colin Lambert, professor i fysiologi, Aarhus Universitet:
“Jeg har gennem mange år været medlem af DM og af MP Pension uden at interessere mig for pension. Jeg har dårligt nok læst årsoversigten. Det ændrede sig, da jeg skulle tage stilling til den nye pensionsordning. Den blev lanceret som det bedste valg for alle – godt hjulpet af pisk og gulerod. MP har givet ensidige og unuancerede informationer og har ikke svaret på relevante spørgsmål på MP’s debatforum. For at motivere medlemmer til at træffe det “rigtige” valg har man fjernet muligheden for omregnet pension fra den gamle ordning. Denne manipulation har tvunget mig til modstræbende at vælge den nye ordning. Men jeg er stadigvæk ikke overbevist om, at det er bedst for en person, som nærmer sig pensionering, at forlade rentegarantierne. Ved ikke at tage imod forslagsstillernes tilbud om at samarbejde om udarbejdelsen af en uafhængig og læselig rapport har MP’s bestyrelse opført sig hovmodigt og arrogant. De har fortjent, at forslaget om inhabilitet blev vedtaget. Men problemet er endnu ikke løst, og det har kostet mange penge og megen tid”.

“Svært at bevare tilliden”
Sianette Kwee, cand.scient., tidligere lektor i medicinsk biokemi på Aarhus Universitet. Nu pensionist og medlem af bestyrelsen i DM’s sektion for pensionister.
“Jeg er slet ikke tilfreds med de informationer, jeg har fået fra MP Pension om den nye ordning. Det først udsendte oplysningsmateriale var meget tydeligt præget af bestyrelsens ønske om, at alle skulle vælge den nye pensionsordning. Mange, som har stemt “ja”, blev vildledt af de to beløb. De troede, at det højeste tal var deres garanterede pension resten af livet under den ny ordning. Da virkeligheden senere gik op for dem, var der ingen mulighed for fortrydelse, fordi bestyrelsen ønskede at holde dem fast i den ny pensionsordning. Det er ikke i orden. Demokrati skal man lede længe efter i MP: Bestyrelsen mener at vide bedst, og at medlemmerne derfor skal overlade det til dem at tage beslutningerne. De sidste generalforsamlinger, især denne ekstraordinære generalforsamling, bærer tydeligt præg af at være styret. Det gælder også dirigenten. Jeg har meget svært ved at bevare tilliden til den nuværende bestyrelse. De er meget nedladende over for deres kritikere”.

MP sætter renten ned
MP Pension har fastsat kontorenten for 2009 til 3,25 pct. efter skat. Renten bliver den samme for medlemmer på gammel og på ny ordning, oplyser pensionskassen i et nyhedsbrev.

For MP-medlemmer på ny ordning betyder det, at pensionen ikke i 2009 vokser så meget som beregnet i MP’s materiale om Ny Pensionsordning.

For MP-medlemmer på gammel ordning er 3,25 pct. muligvis et brud med den rentegaranti, de blev stillet i udsigt, da de blev medlemmer af MP Pension. Fortolkning af rentegarantien har dog gennem flere år været genstand for uenighed blandt jurister.

Finanstilsyn gransker fortsat MP’s materiale
Finanstilsynet har udskudt sin afgørelse af en klage over Magistrenes Pensionskasse. Klagen er indgivet af et medlem af MP Pension.

Ifølge klagen er MP’s materiale om Ny Pensionsordning så unuanceret, at det strider mod bestemmelserne om redelig forretningsskik i lov om finansiel virksomhed. Medlemmet finder desuden materialet så mangelfuldt, at det også strider mod de krav, som loven stiller til information af forsikringstagere, inden man lovligt kan indgå en aftale.

Finanstilsynet har nu bedt MP Pension om supplerende oplysninger og fortsætter sin behandling af klagen.