16.01.2009
Artikel

MA dropper rådighedskrav før tid

Af Martin Ejlertsen

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) besluttede i midten af december at droppe kravet til forsikrede ledige om, at de skal søge fire stillinger om ugen. Den beslutning vælger Magistrenes A-kasse (MA) at tage helt bogstaveligt. Hos A-kassen har der siden ministerens udmelding ikke været bestemte minimumskrav til medlemmernes jobsøgning. Det gør A-kassen sine medlemmer opmærksomme på på hjemmesiden. Men den beslutning ser ud til at trodse Claus Hjort, for Arbejdsdirektoratet under Beskæftigelsesministeriet skriver i en rundskrivelse til a-kasserne den 17. december 2008:

“På given foranledning skal direktoratet oplyse, at direktoratets meddelelse 02/08 fortsat er gældende, indtil de nye retningslinjer foreligger”. Med andre ord, så er der stadig praksis om en ugentlig jobsøgning på fire, som direktoratet anser som et acceptabelt niveau, indtil nye retningslinjer foreligger, hvilket formentlig sker i løbet af januar.

Afdelingschef i MA Marianne Rossander, mener dog alligevel ikke, at A-kassen trodser reglerne, selv om den ikke længere opstiller minimumskrav til medlemmerne.

“Vi vil hellere have fokus på, hvad der er fornuftigt for det enkelte medlem, nemlig en aktiv og realistisk jobsøgning. Det mener vi ikke går imod direktoratets retningslinjer, for vi administrerer ikke anderledes, end vi gjorde for tre måneder siden, nemlig efter individuelle skøn”, siger Marianne Rossander.Hun uddyber, at direktoratets seneste udmelding om, at de tidligere retningslinjer stadig er gældende, indtil nye foreligger, nok mere skal opfattes, som om direktoratet slår bremsen i, for at systemet ikke bryder midlertidigt sammen. Desuden har MA ikke administreret efter ordlyden i den stadig gældende rådighedsforpligtelse fra direktoratet i længere tid“.

Vi har i længere tid praktiseret at godkende masser af jobsøgninger, hvor der ikke var søgt fire stillinger om ugen. Samtidig har vi dog meldt ud, at man var sikker, når man søgte de fire stillinger. Vi vil hellere sige, at hvis et medlem har lavet to gode ansøgninger på en uge, og det virker fornuftigt, så kan vi sagtens godtage det, så længe medlemmet er aktivt og fornuftigt jobsøgende”, siger Marianne Rossander.