Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Månedens gang på #SoMe

Magisterbladet har været på internettet og bringer her højdepunkter fra sommerens små og store retoriske kampe på de sociale medier.

Emneord:

Farlig far i farver


En annonceillustration fra Experimentarium forestillende tre drenge og deres far spillede lidt for rigeligt på gamle kønsstereo­typer, mente Louise Kallestrup, der er lektor i historie ved SDU. Men måske var Kallestrup, der forsker i hekseprocesser, lidt hurtig med at sætte ild til dét bål. “Vores sites, annoncer, bannere mv. er proppet med billeder af piger, kvinder, bedstemødre osv. At dømme os på ét billede synes jeg er hårdt. Kig dig omkring på http://experimentarium.dk, vores FB, Insta mv. – så vil du se, at det er ret mangfoldigt”, lød svaret fra @experimentarium.

Ubeskrivelig skønhed blev til lort


I dag er det næsten obligatorisk for politikere at dele ud af privatlivet på SoMe-profilerne. Imidlertid kunne det føles lidt malplaceret at læse om Randers’ borgmester Torben Hansens ferie i Norge med “Brusende vandfald, fjelde, svimlende højder, ubeskrivelig skønhed”, efter at man havde set TV 2-dokumentaren om en dement borger i kommunen, der fik lov til at gå med lort op ad ryggen i over 9 timer.

“Håber ikke, du får forstyrret din ferie af den uhyrlige behandling af demente medborgere”, kom det sarkastisk fra FB-profilen Hans Ole Nielsen. Kommunen havde siden februar nægtet at se optagelserne, som TV 2 gerne ville vise, men efter at udsendelsen havde været i tv, måtte Torben Hansen krybe ud af sit flyverskjul: “Det er omsorgssvigt og må ikke ske”, erkendte han nogle dage efter ferieopslaget.

Tasiilarmiit, nuummiut, akilinermiut


Eskimo har været ordet på alles læber denne sommer. Først droppede Hansens Is navnet på den klassiske “eskimo”, og så fulgte Nationalmuseet efter og droppede brugen af ordet i sine udstillinger. Det gav naturligvis en del palaver, som museet dog med godt SoMe-arbejde slap nådigt fra. “Ordet er brugt som samlebetegnelse over adskillige forskellige folkeslag fra Grønland, Canada, Sibirien og Alaska, og ordet er ganske enkelt for fattigt og upræcist til at beskrive dem godt”, lød begrundelsen på Facebook. En kommentar fra grønlænderen Erik Kuitse forklarede det næsten endnu bedre: “Det, jeg fik lært som ung, var: Dengang vi levede i arktisk Canada – vi kaldte det Akilineq – var der et folk, som vi frygtede, fordi de altid var så mange og tit var aggressive over for os, de kaldte os nedsættende “råtspisende folk!: eskimo”, og vi kaldte dem “arpattut!: de løbende folk!”, som europæerne kaldte indianere! Jeg har hele mit liv aldrig hørt ordet eskimo blandt os grønlændere, vi siger: tasiilarmiit, nuummiut, akilinermiut ...!”

Stor diskussion om lille spørgsmål


Og så lige lidt mere eskimo ... sommertid er jo trods alt istid. Radioværten Nima Zamani Aliabadi, der formår at sno sig omkring de dogmatiske holdninger, havde på sin FB-profil denne kommentar om diskussionen for og imod “eskimo” som isnavn: “Venstrefløjen tror reelt, at de bekæmper racisme. Højrefløjen tror reelt, at de bekæmper censur. Således mæsker begge fløje sig i illusorisk god samvittighed. I virkeligheden fungerer Kæmpe Eskimoen som et opiat, der – til magthavernes fordel – får os til at glemme samfundets reelle uretfærdigheder og klasseforskelle”.

Medier amok i optag


Optagstallene for de videregående uddannelser er med deres lister og tendenser guf for nyhedsjournalister i en agurketid. Den omtale gad Thomas Skriver Jensen, formand for Dansk Metal Ungdom, også godt have omkring erhvervsuddannelserne. ”Overalt i medierne er der i dag proppet med tal for optag på de videregående uddannelser. Når de tal kommer for #eud får vi sjældent mere end en lille artikel ved siden af side 9 pigen i @EkstraBladet. Og folk undrer sig over lave ansøgertal? Come on #dkmedier... #dkpol #uddpol”, tweetede han.

Udenrigsministre hilser muslimsk


Coronakrisen har udstillet flere af de hellige symbolpolitiske køer. Den nylige anbefaling af mundbind står som bekendt i praktisk modstrid til tildækningsforbuddet rettet mod muslimske kvinder. Og håndtryks-kravet ved de såkaldte grundlovsceremonier står også i et nyt lys, som den muslimske debattør Omar Alkhatib noterede i forbindelse med den amerikanske udenrigsministers besøg i Danmark.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Birkerød Gymnasium

Rektor - Birkerød Gymnasium

Birkerød Gymnasium

Dansk Magisterforening

IT/Digitaliseringschef til DM

Dansk Magisterforening

DANMARKS RADIO DR-Byen

Medieforsker med blik for fremtidens tv-indhold

DANMARKS RADIO DR-Byen

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen