Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Besøgende på Statens Museum for Kunst
Foto: Jonas Heide Smith/SMK

Billetprisen er steget 42%: Kulturen er blevet dyrere

Billetprisen på landets museer er steget 42 procent på fire år, mens biografpriserne er steget 18 procent. "Fornuftig" udvikling, mener kulturkonsulent.

Emneord:

Hvis du i 2016 betalte 100 kroner for at gå på museum, så skal du i dag af med cirka 142 kroner for at gøre det samme. Også biografer, teatre og festivaler er ifølge Danmarks Statistik blevet betydeligt dyrere. Biografprisen er steget 18 procent de seneste år, mens entréprisen til teatret er steget 14 procent.

Alt i alt er kulturoplevelser i Danmark blevet væsentligt dyrere, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Prisstigningerne er helt på sin plads, siger Lasse Marker, der er partner i konsulentbureauet Rasmussen & Marker.

“Undersøgelser viser, at museerne har haft stor succes med at trække flere besøgene de seneste år, så det er da glædeligt, at dansk kultur kan lykkes med at hæve både priserne og besøgstallet”, siger Lasse Marker.

Han kalder udviklingen “fornuftig”.

“De seneste år har der været et stort politisk pres for, at kulturen selv skal tjene flere penge, og af den grund er entréprisen blevet hævet mange steder. Det giver god mening”.

Men er der ikke en risiko for, at de høje billetpriser udelukker de svagest stillede?

“Det tror jeg ikke. Ifølge Kulturvaneundersøgelsen fra 2012 er danskerne europamestre i kulturforbrug. 85 procent af danskerne svarer, at de har benyttet et kulturtilbud inden for det seneste år. Det handler ikke om pris, men om interesse”.

Sommerpakken er totalt forfejlet (..) Det havde været bedre, hvis de bare havde givet kulturinstitutionerne de 80 millioner

Kulturkonsulent Lasse Marker

Kulturministeriet blev oprettet for at gøre kultur tilgængelig for alle. Strider de høje billetpriser mod den ide?

“I 60 år har hele kulturpolitikkens fokus handlet om dem, som var ikkebrugere. Hvordan man kunne få dem til at gå i teatret eller få dem til at begynde at læse. Jeg så hellere, at man brugte pengene på at give dem, som allerede bruger kulturlivet, en god oplevelse”, siger Lasse Marker.

Hvordan skal man så få fat i ikkebrugerne?

“Det handler ikke så meget om pris, men derimod om interesse. Tænk på, hvor dyrt det er at gå i BonBon­Land. Folk vil gerne betale, hvis de er garanteret en god oplevelse. De enkelte kulturinstitutioner skal derfor blive skarpere på deres profil, så gæsterne ved, hvilken oplevelse de får ud af besøget. Der er for mange kulturinstitutioner, der ligner hinanden”.

For at hjælpe besøgstallet har regeringen tilbudt kulturinstitutionerne at halvere entréprisen i sommer, og danskerne er valfartet til. Er det ikke netop bevis på, at en lavere billetpris vil få flere til at bruge kulturen?

“Sommerpakken er totalt forfejlet. Jeg har selv besøgt Københavns Bymuseum og Zoologisk Have her i ferien, hvor jeg først ved billetkontoret blev bekendt med tilbuddet. Prisreduceringen var god for min privatøkonomi, men ikke for institutionerne. Jeg var jo taget derhen uanset hvad. Sommerpakken hjælper mere danskernes privatøkonomi. Det havde været bedre, hvis de bare havde givet kulturinstitutionerne de 80 millioner”.

Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet har boostet prisstigning

Prisstigningen på museerne kan delvist forklares med, at både Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet gik fra at være gratis til at tage entré i 2016, forklarer specialkonsulent ved Danmarks Statistik Martin Birger Larsen.

“Vi kan se af tallene, at museumspriserne tog et stort hop opad i løbet 2016, efter at den daværende regering gav de statslige museer lov til at genindføre entréprisen”, siger Martin Birger Larsen.

Men prisstigningen kan dog ikke udelukkende skyldes det, pointerer han.

“Entrépriserne blev ved med at stige støt i tiden efter”, siger Martin Birger Larsen.

De høje priser kan heller ikke forklares med inflationen, viser opgørelsen. Hvis priserne på museumsbilletter havde fulgt de generelle forbrugerprisers udvikling, så havde billetten kostet 103 og ikke 142 kroner i 2020.

Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Frederik Vad Nielsen, mener, at resultaterne fra Danmarks Statistik bør undersøges yderligere, før man kan sige, om billetpriserne faktisk påvirker danskernes kulturvaner.

“Vi må undersøge den bagvedliggende forklaring på de store prisstigninger. Det er jo ikke få procenter, der er tale om. Jeg vil derfor opfordre regeringen og ordførerne til at holde øje med priserne på kulturområdet, så vi ikke kommer til et punkt, hvor billetprisen på kultur bliver ekskluderende”, siger Frederik Vad Nielsen

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Birkerød Gymnasium

Rektor - Birkerød Gymnasium

Birkerød Gymnasium

Dansk Magisterforening

IT/Digitaliseringschef til DM

Dansk Magisterforening

DANMARKS RADIO DR-Byen

Medieforsker med blik for fremtidens tv-indhold

DANMARKS RADIO DR-Byen

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen