Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Erlend Høyersten
“Det undrer mig enormt, at kulturlivet ikke siger mere fra”, siger direktør på kunstmuseet ARoS Erlend Høyersten.
Foto: Jesper Voldgaard

Sig dog fra

Kulturbranchen fik en syngende lussing, da politikerne smed dem bagerst i køen i coronagenåbningen. Her kommer fem bud på, hvad kulturlivet kan gøre for at undgå lignende nedprioritering i fremtiden.

Emneord:

Bud nummer et: Åbn munden

“Du er den eneste, der vil stille op”, svarer en TV2-journalist tørt, da direktør på ARoS Erlend Høyersten spørger, hvilke kulturchefer der ellers skal deltage i debatten om kulturens rolle i Danmarks genåbning.

Det forstår han ikke. Selv er han rasende og uforstående over for situationen. Et par dage forinden havde regeringen offentliggjort sin genåbningsplan, hvor kulturlivet på trods af lav smitterisiko og sikre sundhedsforanstaltninger var blevet nedprioriteret til først at kunne åbne den 8. juni i planens tredje fase.

“Det var jo absurd, og der var ingen tal eller forklaringer bag beslutningen. I Italien åbnede museerne to uger før restauranterne og caféerne, men ikke i Danmark. Der var storcentrene vigtigere end kulturen. Det kan ikke være andet end symbolpolitik, og derfor følte jeg, at jeg blev nødt til at sige fra”, forklarer Erlend Høyersten.

Endnu mere frustrerende er det derfor, at han nu står ene mand om at forsvare kulturbranchen.

“Det undrer mig enormt, at kulturlivet ikke siger mere fra. Jeg stod ganske alene med kritikken. Mange i branchen opfører sig som embedsmænd i stedet for at bruge deres stemme og vise deres evner. Det er en kæmpe svaghed. Vi er en del af demokratiet. Vi er forpligtet til at vise, hvad vi gør. På ARoS besluttede vi os for at kæmpe for at blive en del af genåbningens fase to, hvilket betød, at vi kunne åbne den 22. maj i stedet for at vente til den 8. juni. Jeg er sikker på, at politikerne har hørt vores opråb, og at det har været med til at påvirke fremrykningen”.

Erlend Høyersten
“Mange i branchen opfører sig som embedsmænd i stedet for at bruge deres stemme og vise deres evner”, siger Erlend Høyersten. Foto: Jesper Voldgaard

Bud nummer to: Kom med fakta

Coronakrisen har allerede fået vidtrækkende konsekvenser for landets museer, teatre, biografer og koncertsteder, som alle har været tvunget lukket siden den 13. marts.

I slutningen af maj meddelte for eksempel Designmuseum Danmark, at museet måtte fyre mere end to tredjedele af sine medarbejdere, hvis man skulle kunne åbne igen i 2021.

Mens nabolande som Tyskland og Norge tidligt i nedlukningen annoncerede, at kulturen skulle styrkes i denne krisetid, afviste den danske kulturminister, Joy Mogensen (S), i første omgang en målrettet hjælpepakke til kulturlivet, da hun “ville opfatte det som upassende, hvis hun talte kultur i den aktuelle situation”.

Kritikken af ministeren eksploderede, og kort tid efter fik piben en anden lyd. Nu ville Kulturministeriet sende 100 millioner kroner i retning af nødlidende kunstnere.

Ministerens udtalelse og kovending kom ikke bag på professor i kunst- og kulturvidenskab Mette Sandbye. Ifølge hende har kulturområdet længe været nedprioriteret i det politiske, og et øget fokus på betydningen og vigtigheden af kunst og kultur for et samfund er derfor yderst tiltrængt, coronakrise eller ej.

“Den kulturpolitiske debat trænger til et nyt fokus og et fagligt løft. I dag udspringer debatten ofte i følelser og meninger, mens man savner et oplyst, vidensbaseret grundlag for at løfte diskussionen om, hvorfor kultur og kunst er vigtigt for vores samfund, også set i et historisk perspektiv”, siger Mette Sandbye.

Der er netop for første gang startet et stort kulturforskningsprogram på Københavns Universitet, “Kunsten som Forum”, hvor ti forskere over fem år skal undersøge, hvordan kunst og kultur er fællesskabsgenererende og dermed har samfundsmæssig værdi, forklarer hun.

“Der er brug for forskningsorienteret krudt til kulturen, og det her er et skridt i den rigtige retning, men der er brug for flere initiativer. Jeg håber, at det nuværende momentum i kulturdebatten kan få hjulene i gang”, siger hun og refererer til, at blandt andre De Radikale skubbede på for at få regeringen til at genåbne kulturlivet tidligere end planlagt som en del af den udvidede fase to i genåbningsplanen.

Kulturlivet er alt for let at puste væk, fordi vi skyder med spredehagl. Det er alles kamp mod alle, og vi har hver især vores små løsninger. Det kommer vi ingen vegne med

Jon Stephensen, teaterdirektør på Aveny-T

Bud nummer tre: Organiser jer

Men det vil kræve mere end et par lydhøre politikere at skaffe kulturlivet indflydelse, siger Jon Stephensen, der er teaterdirektør på Aveny-T på Frederiksberg i København. Kulturlivet skal forene sig i én fælles brancheorganisation, mener han.

“Kulturlivet er alt for let at puste væk, fordi vi skyder med spredehagl. Det er alles kamp mod alle, og vi har hver især vores små løsninger. Det kommer vi ingen vegne med. Kulturbranchen mangler en fælles interesseorganisation, som kan tale med én høj stemme”, forklarer Jon Stephensen, der nu har taget initiativ til at danne en sådan kulturel brancheorganisation.

Han mener, at det er kulturbranchens egen skyld, at den gang på gang negligeres.

“Der er ikke nogen, der taler dansk kulturs sag. Modsat alle andre interesser er der ingen klar stemme med gennemslagskraft fra kulturlivet. Se på Landbrug og Fødevarer. Se på Dansk Industri eller Dansk Erhverv. De er alle stærke organisationer med stærke personer i spidsen og tæt på magten”.

Idéen til brancheorganisationen “Dansk Kultur”, som Jon Stephensen har navngivet den, opstod netop i kølvandet på coronanedlukningen.

“Coronakrisen var jo lakmusprøven. Her så vi, hvordan kulturen hurtigt var et overstået politisk kapitel. Det ville være let bare at skyde skylden på politikerne, men sagen er den, at vi har sovet i timen. Vi mangler at forstå, hvad vi skal sige, så kulturlivet ikke bliver betragtet som noget følelsesladet pladder”.

Siden Jon Stephensen luftede idéen om en kulturel, overbyggende brancheorganisation i april, er reaktionerne strømmet ind. Han kalder opbakningen enorm og siger, at han nu drøfter potentielle løsninger med de forskellige kulturbrancher.

“Det er voldsomt svært at holde momentum, fordi jeg også har travlt som teaterchef, men det skal lykkes. Der er en følelse i kulturlivet af, at det er nu, vi skal rykke sammen, for det har coronakrisen lært os, at vi bliver nødt til”.

Bud nummer fire: Forny jer

Forkvinde i DJBFA, landets største komponistforening for professionelle komponister og sangskrivere, Anna Lidell ser også et potentiale for kulturen i den kommende postcoronatid.

Ifølge hende har krisen tvunget musikere såvel som andre kunstnere til at tænke i nye initiativer, og det var måske tiltrængt.

“Det er en ambivalent krise, da de økonomiske og menneskelige omkostninger er enorme, men kulturelt har vi mulighed for at vinde meget, fordi kulturinstitutionerne og kunstnerne bruger krisen til at afprøve nye idéer og formater. Så selvom krisen virker sort lige nu – og den er sort for mange kunstnere – må vi sætte de lange lys på, og her tror jeg ikke, at kulturen har tabt, tvært­imod”, siger Anna Lidell.

“Jeg har for eksempel kolleger og medlemmer, som har spillet på plejehjem, i baggårde, eller som har streamet koncerter live på nettet for et helt nyt og større publikum. Den slags tænkte man slet ikke i før, men nu virker det. Og det giver kulturen en mulighed for at finde nye platforme og formater. Vi kan nå ud til langt flere end før og på nye måder”.

Anna Lidell opfordrer derfor kolleger i branchen til at bruge nedlukningsperioden til at opkvalificere sig og samle inspiration.

“Det er enormt vigtigt, at kulturbranchen vender blikket indad og ser på, hvordan vi kan bidrage til samfundet og til kunsten på nye måder. Nogle gange ved man ikke, at man er god til noget, før man prøver det, og de erfaringer kan man gøre sig nu”, fortæller hun.

Bud nummer fem: Klar jer selv

Kulturlivet har brug for en ordentlig opfriskning, siger forfatter Knud Romer.

Han mener ligesom Anna Lidell, at der er brug for initiativ, energi og fornyelse, hvis kulturbranchen fortsat skal holde sig relevant. Men for at det kan lykkes, må kulturinstitutionerne stoppe med at please politikerne.

“I kulturlivet skal de stoppe med at tro, at Christiansborg er deres ven. De sidder i en passiv position, hvor de søger legater og forventer, at andre passer på dem og giver dem penge. De burde aktivere sig selv og gå i krig med markedet. I stedet for at fedte for politikerne skal de komme efter dem med fakler og høtyve”, siger Knud Romer.

Han mener, at der er gået det såkaldte “forfatterskolesyndrom” i kulturlivet.

“Du behøver ikke at skrive noget, der er interessant, fordi du har fået et legat. Gu gør du så! Gør dig relevant, og giv den gas”.

Knud Romer mener, at der er et enormt potentiale i interessen for kultur og kunst i Danmark. Problemet er bare, at nogle museer, teatre osv. ikke tør eller vil forny sig, fordi de får støtte af staten.

“Hvis kulturinstitutionerne holder øjne og ører åbne og interesserer sig for, hvad folk vil have, så vil besøgene vælte ind. Tænk, hvis for eksempel Den Kongelige Afstøbningssamling, som ligger på en af landets dyreste adresser ved Langelinie i København, valgte at arrangere en udstilling om amputerede kvinder som skønhedsideal i stedet for at ligge støvet og ukendt hen. Det ville aktivere en enorm diskussion!”

“Skandalen er berømmelsens mor”, pointerer Knud Romer og siger, at kulturlivet jo netop er frit til at eksperimentere og skabe sensation, hvis man altså vil og tør.

Tilbage på ARoS er Erlend Høyersten enig i, at alt for mange i kulturbranchen er for optaget af, hvad politikerne tænker. Hvis det virkelig er tilfældet, at kulturchefer holder munden lukket i den offentlige debat, fordi de frygter at miste deres statsstøtte, så er der for alvor noget galt, siger han.

“Hvis man straffes for at sige fra, så er der, som Shakespeare skrev det, “something rotten in the state of Denmark”. Og hvis de virkelig er bange, så skal de sige det højt. Vi har ikke politikervælde i Danmark. Vi er et demokrati!”

Uanset om man står sammen eller hver for sig, skal man i hvert fald ikke opgive kampen for kulturen, siger Erlend Høyersten. Man skal råbe højere.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen