Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Pablo
Da KU lukkede, blev Pablo Serranos liv forvandlet til en trædemølle uden oplevelser. Det gjorde ham stresset og trist, og nu rejser han hjem til Madrid før tid.
Foto: Jacob Nielsen

Coronaen eksponerer sårbarheden hos udenlandske studerende

Som udenlandsk studerende er universitetet omdrejningspunktet for ens sociale liv. Derfor har lukningen været en alvorlig psykisk belastning for den gruppe, fortæller ph.d.-studerende, der har undersøgt problemet.

Emneord:

Nedlukningen af universiteterne under coronaepidemien har været træls for de fleste studerende. Men en gruppe har været særligt hårdt ramt. For udenlandske studerende i Danmark, som ikke har haft familie og socialt netværk tæt på, har tiden med social isolation været en hård psykisk belastning.

Det viser en undersøgelse foretaget af forskere ved Institut for Antropologi på KU. I en spørgeundersøgelse blandt internationale studerende på KU siger 75 procent af de i alt 881 respondenter, at de af og til eller ofte er ængstelige, 65 procent svarer, at de af og til eller ofte er ensomme, og 51 procent svarer, at de af og til eller ofte føler sig nytteløse.

Ifølge initiativtageren til undersøgelsen, Brian Noel McGahey, der er ph.d.-studerende ved instituttet, fortæller tallene, at de internationale studerende er en særlig sårbar gruppe. Og i en krisesituation som coronaen forstærkes sårbarheden og de udfordringer, gruppen kæmper med.

“Jeg tror desværre ikke, det er noget nyt, at internationale studerende i Danmark ofte er ensomme. Det, man ser med coronasituationen, er, at det afslører nogle problemer, der findes i forvejen, men samtidig giver det os lejlighed til at tale om dem”, siger Brian Noel McGahey.

...efterhånden som tiden gik, begyndte monotonien og den manglende stimulans at påvirke mig

Pablo Serrano, ph.d.-studerende

Glemt

Som ph.d.-studerende fra Irland kan han selv tale med om følelsen af at være en smule glemt, når de sociale mødesteder pludselig forsvinder, og folk holder sig hjemme med fokus på familie og nære relationer.

“Jeg har ingen familie her. Og mine danske venner ... jeg ved ikke, hvor de er. Folk er ligesom forsvundet. De eneste mennesker, jeg møder, er dem, jeg bor med”, fortæller han med henvisning til sit kollegium.

Blandt hans bofæller, som også er studerende fra udlandet, kunne han konstatere de samme udfordringer og frustrationer, som han selv gik med, og det fik ham til at begynde at gennemføre etnografiske interview med dem om deres situation. Det førte til en straksbevilling fra fakultetet til en bredere spørgeundersøgelse om emnet.

Tallene i undersøgelsen bakkes op af en lang række kommentarer, der blandt andet fortæller om ensomhed, nedtrykthed og bekymring over både ens egen situation og udviklingen i ens hjemland.

Forstod ikke, at folk var ude

I sine interview og i sin hverdag på kollegiet kunne Brian Noel McGahey konstatere, hvordan de monotone dage uden adspredelse lige så langsomt drænede folk for energi og motivation.

“Dagene går ud i ét, og man tænker kun på, at man bør arbejde. Men samtidig får man sværere ved at finde energien og koncentrationen”, siger han.

Han fortæller også, hvordan man som fremmedsproget ikke har samme adgang til information. Mange internationale studerende får primært nyheder fra medier i deres hjemlande, og det kan forvirre billedet af, for eksempel hvilke forholdsregler man skal tage.

“På mit kollegium havde vi især i starten en idé om, at danskerne ikke gjorde nok. Vi så en masse mennesker gå på gaden og i parkerne, og det forstod vi ikke. Vi vidste godt, at det var muligt eksempelvis at gå i supermarkedet. Men vi antog, at vi helst ikke skulle gå ud. Det skabte meget frustration”.

Brian Noel McGahey mener ikke, at man kan pege fingre ad KU eller andre universiteters håndtering af situationen, da de selv har været underlagt regeringens beslutninger. Men læren af undersøgelsen er blandt andet, at de internationale studerende er en gruppe med større sårbarhed og særlige behov i den slags kriser.

Brian
Som ph.d.-studerende fra Irland kan han selv tale med om følelsen af at være en smule glemt, når de sociale mødesteder pludselig forsvinder, og folk holder sig hjemme med fokus på familie og nære relationer.

Pablo blev stresset af at kede sig

Stresset af kedsomhed? Pablo Serrano kan godt selv høre, at det lyder som et paradoks. Han har sjældent haft så god tid til sine studieopgaver som i de måneder, coronakrisen har tvunget ham til at arbejde hjemmefra på sit kollegieværelse. Men samtidig har han sjældent haft det så skidt.

“Jeg føler, at jeg ikke burde være stresset. Jeg har masser af tid til at studere og leve et sundt liv. Men det med at man ikke har noget, der adskiller studietid og fritid, gør, at man aldrig rigtig kan koble fra. Der er ikke noget, der bryder ens dag, og der er ikke den sociale stimulans, når man går ud og ser andre mennesker. For mig har det været stressende”, fortæller han.

Pablo Serrano er fra Spanien, men tager sin kandidatgrad i økonomi på KU. Hans danske hjem er et af de 22 værelser på Diakonisse Kollegiet på Frederiksberg. Og efter den store nedlukning i marts kom den tidligere hospitalsgang til at være rammen om hele hans tilværelse.

“I starten havde jeg det fint med det. Jeg tænkte, at vi bare gør, hvad der er nødvendigt. Jeg kunne følge undervisningen online, og så var jeg jo blandt en masse andre studerende her. Men efterhånden som tiden gik, begyndte monotonien og den manglende stimulans at påvirke mig”.

Altid de samme personer

Før coronaen ville Pablo Serrano tilbringe sin hverdag med undervisning på campus, i en læsesal på biblioteket og senere med venner, typisk andre udenlandske studerende. Nu blev bevægelsesmønstret indskrænket til de ti meter mellem hans værelse og fælleskøkkenet. Fritid og studietid løb ud i ét.

“Jeg begyndte at have det mindre godt. Jeg følte mig isoleret og stresset. Jeg tror måske, det kom af, at der ikke skete noget nyt. Man var altid sammen med de samme få personer, alle var i samme situation og var ved at blive trætte af det. Stemningen ændrede sig. Man havde ikke lyst til særlig meget, og folk begyndte at holde sig for sig selv”.

Han vidste godt, at det var tilladt at gå ud og mødes med folk, så længe man holdt afstand. Men uden universitetet som det sociale omdrejningspunkt var det, som om hans netværk i København var forduftet.

“På universitetet har man en masse venner blandt de internationale studerende. Men det er overfladiske venskaber. Alle har kun været her i kort tid, så man har ikke haft tid til at opbygge solide venskaber. Og under coronaen har folk begrænset sig til kun at se deres nærmeste venner”, siger han.

Oprindeligt havde Pablo Serrano planlagt at rejse hjem på ferie efter semesterafslutningen. Nu har han fremrykket hjemrejsen og tager den sidste eksamen online i Madrid. Også selv om han vender hjem til et land, hvor restriktionerne er væsentligt skrappere end i Danmark.

“Dernede vil jeg være mere begrænset, men jeg tror alligevel, det vil være bedre for mig end her. Jeg har brug for en forandring”.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen