Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Julia Hunt
Formand for DM Privat Julia Hunt oplever, at netværket BANGO allerede har haft en positiv effekt på sammenholdet blandt medarbejdere i NGO-branchen. “Netværket har givet folk en mulighed for at få nogle allierede, som man ved værdsætter arbejdsmiljø i lige så høj grad som en selv”. Foto: Lars Bech

7 råd til NGO-ledere: Sådan redder I arbejdsmiljøet

Tryghed, tydelighed og kommunikation skal hjælpe med at forbedre arbejdsmiljøet i NGO-branchen, hvor der længe har været problemer med stress, dårlig ledelse og manglende APV’er.

Emneord:

Det siger formanden for DM Privat og selvstændige, Julia Hunt, der som en del af netværket BANGO (Bedre Arbejdsmiljø i NGO’er) har været med i arbejdet med at udarbejde syv konkrete anbefalinger til organisationernes ledelse.

“De her anbefalinger er rettet mod ledelseslaget, da lederne har et ansvar. Hvis man ikke får styr på problemerne, så vil de bare fortsætte. Derfor er det så vigtigt, at vi nu starter en dialog om, hvad det kræver at skabe et godt arbejdsmiljø på arbejdspladsen”, siger Julia Hunt.

“I en branche som NGO-branchen, hvor der er så meget usikkerhed i tidsbegrænsede ansættelser og skiftende fagligt indhold i projekterne, er det altafgørende, at ledere tør være ledere og kan skære igennem over for medarbejderne”.

BANGO er for alle, der arbejder i NGO-branchen, og som har lyst til at påvirke arbejdet med arbejdsmiljø.

I begyndelsen var netværket hemmeligt, og man skulle have en anbefaling for at komme med, eftersom det, der blev delt, var enormt sårbart. Men BANGOs Facebook-gruppe blev hurtigt så stor, at Julia Hunt og de andre efter cirka et år besluttede at åbne netværket mere op.

Julia Hunt oplever, at netværket allerede har haft en positiv effekt på sammenholdet blandt nogle medarbejdere i branchen.

“Der er sådan lidt fætter-kusine-fest over branchen, fordi folk ofte skifter job, men inden for den samme lille kreds, og det kan være svært at se, hvem man kan stole på. Netværket har givet folk en mulighed for at få nogle allierede, som man ved værdsætter arbejdsmiljø i lige så høj grad som en selv”.

Vi håber, at de her anbefalinger vil være første skridt til at få talt om de her ting, så der er mere ballast og flere steder at referere til, når vi snakker arbejdsmiljø i en NGO

Julia Hunt, formand for DM privat og selvstændige

BANGOs anbefalinger er udarbejdet i fællesskab ud fra medlemmernes egne erfaringer i NGO-branchen. Julia Hunt håber, at anbefalingerne vil være en af mange initiativer, som vil skabe bevidsthed og forandring i branchen.

I dag kræves det derfor ikke, at du kender nogen, for at du kan blive en del af BANGO, men det er stadig et fortroligt rum, hvor alle kan dele deres erfaringer og historier med andre uden bekymring, siger Julia Hunt.

“Jeg oplever allerede, at BANGO har gjort en forskel for arbejdsmiljø i branchen. Der er sket meget de sidste par år på det her område, men der er stadig lang vej igen”.

Exitsamtaler

En af BANGOs konkrete anbefalinger er exitsamtaler. Her skal man invitere den forhenværende medarbejder til en samtale, hvor vedkommende ærligt kan dele sine erfaringer fra virksomheden. Den viden kan nemlig være ekstremt nyttig for ledelsen.

“Der er desværre en tendens til, at man får tingene til at handle om den enkelte medarbejder, når vedkommende siger op. “Hun havde også problemer derhjemme, eller han passede aldrig rigtig ind”, bliver ofte fortællingen, når folk stopper. Man kigger aldrig på, hvor man som arbejdsplads selv fejler, siden folk siger op”.

“Exitsamtaler giver organisationerne en mulighed for at blive klogere på, hvad man selv kan gøre for at ændre tingene. Derudover kan det give medarbejderne, som enten er blevet opsagt, eller som selv er gået, en god oplevelse, der kan forebygge, at de går utilfredse fra arbejdet”.

BANGO foreslår, at HR-afdelingen, tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten deltager ved samtalen i stedet for den nærmeste leder, da de forhåbentlig vil kunne følge op på pointerne fra den forhenværende medarbejder.

“Vi håber, at de her anbefalinger vil være første skridt til at få talt om de her ting, så der er mere ballast og flere steder at referere til, når vi snakker arbejdsmiljø i en NGO”.

Du kan gå med i BANGO her.

BANGOS ANBEFALINGER

1. Sæt det gode arbejdsmiljø på dagsordenen

Sæt det gode arbejdsmiljø på dagsordenen, og brug det som en styrkeposition, og tag selv en lederuddannelse med fokus på arbejdsmiljø og trivsel.

2. Forsvar behovet for penge til drift og administration

Køb ikke ind på præmissen om, at penge til administration er dårligt. Forsvar, at dine medarbejdere er deres løn værd.

3. Vær en leder

Vær leder for dine medarbejdere, hjælp dem med at finde retning og prioritere i hverdagen, så de kan lede projekterne, og lad samtidig ikke samtlige mål og milepæle være forankret hos den enkelte.

4. Lad kompetencerne styre arbejdets indhold

Undlad at lade timeregnskabet og puljemidlerne styre, hvem der laver hvad. Sæt fagligheden i fokus.

5. Skab tryghed i ansættelserne

Ansæt faste medarbejdere, når det overhovedet er muligt.

6. Prioritér efteruddannelse og kompetenceløft

Giv mulighed for løbende efteruddannelse og kompetenceløft, og brug MUS som afsæt for at tale herom. Læg gerne beslutningerne herom i et neutralt udvalg på arbejdspladsen, så det ikke er den enkeltes leder, der bestemmer det.

7. Afhold exitsamtaler

Sørg for en fast struktur om exitsamtaler, som følges op med tilbagemeldinger til ledelsen.

 

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Københavns Universitet - Sociologisk Institut

Postdoc projekt med fokus på sociale medier, faglig organisering og fag...

Københavns Universitet - Sociologisk Institut

Statens institut for Folkesundhed

Lektor eller professor i statistik og epidemiologi

Statens institut for Folkesundhed

Roskilde Universitet

Postdoc in Digital Infrastructures

Roskilde Universitet

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen