Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Magisterbladets chefredaktør, Jakob Ekjær

Ledighed er værre end corona

Emneord:

Jeg vasker hænder, og jeg holder afstand. Og jeg er lige så bekymret for min 86-årige far og mine nære og kære med kroniske sygdomme som alle andre. Men jeg savner proportioner i den offentlige debat.

Coronavirussen er ikke så slem, som vi frygtede – både fordi vi holder afstand, og fordi sygdommen viser sig at være mindre dødelig, end vi først troede.

Til gengæld er det overvældende, hvor kraftigt coronakrisen rammer økonomien. Antallet af ledige er steget massivt.

Samtidig er der sket noget virkelig mærkeligt med den offentlige meningsdannelse.

Det er mit indtryk af den offentlige debat, at enten er man hensynsfuld, god, social, solidarisk og går op i at beskytte de ældre og de svækkede mod coranavirus. Eller også er man egoistisk, kold, kynisk, ultraliberal og tænker kun på erhvervsliv, bruttonationalproduktet og job.

Stigende ledighed medfører flere skilsmisser, flere fattige, dårligere sundhed, mere partnervold, mere ensomhed, flere psykisk syge, mere misbrug og flere selvmord

Jakob Elkjær, redaktør på Magisterbladet

Men det er en falsk modsætning. En løgn af tragiske dimensioner. Ledighed og dårlig økonomi koster både livskvalitet og menneskeliv. Hvis der er noget, der vender den tunge ende nedad, så er det en økonomisk krise. Spørg bare de kommende dimittender, hvordan det føles at skulle ud på arbejdsmarkedet nu.

Det er ikke hensynsfuldt over for de økonomisk udsatte, når vi sætter økonomien på vågeblus. Det rammer timelønsansatte, freelancere, små selvstændige, løsthængende lønmodtagere og nyuddannede som en benhård syngende lussing.

Det, vi har forskningsmæssigt belæg for at sige om ledighed og sundhed, er følgende:

Stigende ledighed medfører flere skilsmisser, flere fattige, dårligere sundhed, mere partnervold, mere ensomhed, flere psykisk syge, mere misbrug og flere selvmord. Ja, vi ved sågar, at ledighed ikke bare rammer den nuværende generation, men også de arbejdsløses børn, som selv har større risiko for ledighed, uddanner sig mindre og har dårligere økonomi.

Når ordet forsigtighedsprincip bruges af statsminister Mette Frederiksen og andre, så taler de om, at vi skal være forsigtige af hensyn til risikoen for umiddelbar spredning af smitte. Jeg har ikke hørt dem tale om et forsigtighedsprincip i forhold til at øge ledigheden.

Det burde vi begynde at gøre. For selv om hvert eneste dødsfald er tragisk, så er der heldigvis meget få, som dør af coronavirus, relativt set.

På en ganske almindelig dag dør normalt 147 mennesker i Danmark. I skrivende stund – den 6. maj – er 503 døde af coronavirus i Danmark i alt, hvilket foreløbig er langt færre end de 1.680-5.600, som Sundhedsstyrelsen først anslog ville dø – og altså ikke mange flere, end der normalt dør på tre almindelige hverdage. Vi er hverken på den røde eller grønne kurve, men langt under dem begge.

Til sammenligning døde 1.644 mennesker af influenza i 2018, da vi sidst havde en ubehagelig sæson. Og på et normalt år dør 15.330 af kræft, 12.177 af hjertesygdomme og 6.640 af sygdomme i åndedrætsorganerne.

Modsat står det til med arbejdsløsheden, hvor tallene bliver stadig mere alarmerende.

Mens de første forsigtige skøn lød på, at 10.000 måske ville miste jobbet på grund af corona, så steg ledigheden med 46.506 personer fra 9. marts til 29. april.

Økonomien bløder, og det ville være meget værre, hvis ikke vi havde haft en regering og et folketing, som med rettidig omhu havde sat resolut ind med hjælpepakker. Det her er ikke skrevet for bagudrettet at kritisere regeringen og Folketinget, som jo hele tiden har reageret på de foreliggende oplysninger. Det er skrevet for at minde om, at ledighed faktisk koster liv, livskvalitet og leveår på den lange bane. Det bør fylde mere fremover, både når vi debatterer, og når vi prioriterer.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Folketingets administration

Referent (deltid) til Folketingets Europaudvalg

Folketingets administration

Hillerød Kommune

LEDER TIL NATUR OG MILJØ

Hillerød Kommune

Syddansk Universitet

Lektorat i organisationskommunikation

Syddansk Universitet

BL - Danmarks Almene Boliger

Konsulenter til BL - Kurser og Rådgivning

BL - Danmarks Almene Boliger

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen