Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Magisterbladets chefredaktør, Jakob Ekjær

Socialdemokraternes nye klassekamp klæder dem ikke

Emneord:

Der er en vigtig fløj af socialdemokraterne, som minder påfaldende meget om Anders Fogh Rasmussen, da han blev statsminister i 2001.

Fogh opnåede ikke folkelighed gennem de reformer, han gennemførte. Han opnåede folkelighed gennem dem, han talte mindre pænt om: smagsdommere, eksperter og udlændinge.

En vigtig og toneangivende del af socialdemokraterne i dag minder forbløffende meget om Anders Fogh. Det er de såkaldte arbejderister, der ligesom Fogh gerne lægger afstand til både blødsøden udlændingepolitik og højtuddannede.

Boligminister Kaare Dybvad har skrevet “De lærdes tyranni”, hvor han giver den akademiske overklasse tørt på. Statsminister Mette Frederiksen kalder det for “uddannelsessnobberi”, at uddannelsessystemet peger mod gymnasier og universiteter. Frederik Vad Nielsen, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, kalder partiets egen kulturpolitik for en “de facto-­omfordeling fra almindelige til rige mennesker, så den kreative klasse kan hygge sig i statsbetalte museer”. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har sagt, at arbejdsløse akademikere ikke skal føle sig for fine til at arbejde i Netto. Det gjorde han nemlig selv i sin tid.

Man kan sagtens forstå, at socialdemokratiet har haft brug for at redefinere sig selv, efter at Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon med egne ord gik reformamok, omfavnede konkurrencestaten og øgede uligheden under den forrige S-ledede regering. Vælgerne blev helt grundlæggende i tvivl om, hvad Socialdemokratiets DNA egentlig var og er.

Men det fremstår ærlig talt ufrivilligt komisk, når partiet forsøger at genskabe kontakten til vælgergrundlaget ved at lyde, som om man lige er kommet ud af en skurvogn med tirader og forbandelser mod de uduelige, dovne og brødløse akademikere.

En anelse komisk, på samme måde som det var lattervækkende, når munkemarxister fra universiteterne i 1970’erne iklædte sig arbejderskjorter, undertrykte den affekterede Gl. Holte-dialekt og førte sig bandende frem, som var de tillidsfolk på B&W-værftet.

Herregud, kære socialdemokrater, I er jo selv akademikere. Mette Frederiksen har en master i afrikastudier, Frederik Vad er bachelor i arbejdslivsstudier og journalistik, Kaare Dybvad er geograf og Peter Hummelgaard jurist. Og Peter Hummelgaard sad jo ikke i kassen i Netto, efter at han havde taget sin juristeksamen på KU. Han sad i kassen, dengang han gik i gymnasiet.

Det skaber politikerlede og splittelse. Hvorfor ikke genskabe forbindelsen til vælgerbasen med positive politiske reformer som fx

  • En massiv satsning på kvalitet i erhvervsuddannelserne og flere og bedre lærepladser.
  • En genopretning af dagpengesystemet.
  • En boligpolitik, der sikrer, at det ikke kun er de højtuddannede, der har råd til at bo i byerne, etc.

Rigtig politik frem for fjendebilleder, tak.

Foghs opgør med de intellektuelle smagsdommere og eksperter står på den lange bane tilbage som retorik. Det kommer socialdemokraternes “dem og os”-retorik også til.

Socialdemokraterne har en tradition for at synge med på sangen om, at lønmodtagerne er i samme båd uanset uddannelsesniveau. Fogh var dygtig til “dem og os”-retorik. Det er socialdemokraterne ikke. De fremstår som lidt latterlige, samtidig med at det er en politisk blindgyde, som ikke får nogen praktisk betydning i den virkelige verden.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen