19.08.2014
Blogindlæg

Vi snyder os selv for elefanter!

Min første elefantoplevelse var i Tanzania. Jeg var seks år, og min far sad ved rattet. En stor hanelefant med knækket stødtand trompeterede og angreb. Det var kun med nød og næppe, vi nåede at køre fra den.

Af Rasmus Ejrnæs

Min anden elefantoplevelse var som voksen på Eskebjerg Vesterlyng i Vestsjælland, hvor naturvejleder Morten Lindhard havde lånt tre cirkuselefanter i tre dage for at se, hvordan de gebærdede sig ude i et dansk naturområde. Det var helt fantastisk at være tæt på de majestætiske dyr og opleve dem græsse, knække grene af træer og buske, ryste æbler ned af træerne og støvbade med overdrevets tørre og sandede jord. Og efter en times iagttagelse holdt dyrene op med at føles fremmede i den danske natur.

Her er det på sin plads med en regibemærkning: Elefanter har været normalsituationen i Europa i millioner af år. Uanset om vi havde istider eller varmetider, så var der elefanter i naturen. Mammutter i istider og skovelefanter i varmetider. Skovelefanterne levede i tempereret klima i Europa sammen med næsehorn, løver, flodheste og andre store dyr. Den nuværende varmetid er den første periode uden elefanter og andre kæmpedyr. Det moderne menneske har udryddet de store dyr, og det er så længe siden, at vi har fortrængt det.

Min tredje elefantoplevelse havde jeg denne sommer, hvor jeg var med familien i Sydafrika og Botswana. I Moremi nationalpark i Okavangodeltaet finder man en af de største tætheder af elefanter i verden. Andre steder i verden udrydder man stadigvæk elefanter, men her er ingen jagt, og militæret bekæmper krybskytter ved at skyde først. Så bortset fra at løverne ind i mellem nedlægger en ung eller svækket elefant, så lever elefanterne i fred.

Vi nød de store dyr, mens de krydsede floder, drak og badede i vandet, knækkede grene og træer, rystede frugter ned af træerne, støvbadede og vandrede sammen. Tænk engang, verdens største dyr kan bevæge sig næsten lydløst af sted. Og jeg så med egne øjne, hvordan elefanterne formede økosystemet. Mopane-skoven i det frugtbare Okavangodelta kunne have været højskov, men elefanterne sørgede for at hærge træerne i en grad, så der måske kun var 10 % tæt skov. Resten af landskabet havde åben græsningsskov, tæt busksavanne med faconklippede buske og åben græssavanne. Allevegne masser af veterantræer med hulheder og sårskader, masser af dødt ved, masser af gødning og rigeligt af ådsler. Et økosystem optimeret til biologisk mangfoldighed.

Og hvilken mangfoldighed - ellekrager, ibisser, storke, ørne, gribbe, biædere, isfugle, glansstære, ugler, næsehornsfugle, leoparder, løver, hyæner, vildhunde, flodheste, giraffer, antiloper, gnuer osv. Det var vinter i Okavango og ned til frysepunktet om natten. Men naturen formeligt myldrede med liv.

Hvorfor egentlig nøjes med genudsætning af bæver og bison i den danske natur? Hvorfor ikke også elefanter? Indisk elefant er nært beslægtet med den uddøde europæiske skovelefant og derfor en fin kandidat. De store kæmpedyr mangler i den danske natur, og ud over at fremme mangfoldigheden ville det ganske enkelt være en gave at kunne møde elefanter i naturen. Igen.