27.11.2015
Debatindlæg

Tid til paradigmeskift i uddannelsespolitikken

"Uddannelsesministeren siger, at penge og kvalitet ikke går hånd i hånd. Men spørger man rektorerne, er færre penge lig med færre udbud og mindre undervisning", skriver Hans Beksgaard, Christian Dalby og Tove Hvid i et fælles debatindlæg.

Af Hans Beksgaard, Christian Dalby og Tove Hvid

Vi skal alle spænde livremmen ind, og bare to procent kan vi sagtens spare, specielt de kornfede uddannelsesinstitutioner.

Med disse almindeligheder har uddannelsesminister Esben Lunde Larsen og partierne bag finanslovsforliget søgt at lægge røgslør over det faktum, at de nu har sat kurs mod yderligere forringelser af uddannelserne til lærer og pædagog.

Samtidig med at ambitionsniveau og udgifter til læreruddannelsen blev skruet kraftigt i vejret ved den seneste folkeskolereform i 2013, har man hvert år siden 2008 skåret i det pengebeløb, der følger den studerende. Det er det beløb, der så yderligere skæres to procent hvert år de kommende fire år. Altså yderligere otte procent i alt.

Uddannelsesministeren forholder sig ikke til dette faktum men videregiver en tro på, at udgifterne til uddannelser er for høje og må bringes ned. Uddannelsesministeren siger, at penge og kvalitet ikke går hånd i hånd. Men spørger man rektorerne, er færre penge lig med færre udbud og mindre undervisning.

Der har gennem snart mange år været en kritik af, at de studerende har for få undervisningstimer. Studerende efterlyser noget så simpelt og læringsmæssigt forsvarligt som kontakt til undervisere. Hvis ministeren og folketingspolitikerne vil gøre noget ved det problem, må de sørge for at der gives tilstrækkelige midler til at drive ordentlig undervisning. Og så må de i gang med at analysere, hvorfor en stor del af pengene ikke går til undervisning.

Et bud kunne være, at det afrapporteringsmonster, skiftende regeringer har indført, dræner uddannelsesverdenen for ressourcer, som går fra undervisning til administration. At både undervisere og administrativt personale bruger alt for megen tid til at dokumentere ministerielle krav til kvalitetssikring, mens opbygningen af kvalitet i samspil mellem kvalificerede undervisere og enggerede studerende negligeres og tales ned.

Hvis man accepterer en præmis om, at den økonomiske ramme altid kommer før visioner for kvalitet, er det tid til et paradigmeskift i dansk uddannelsespolitik, og specielt i den måde folketing og minister forvalter deres politiske ansvar. Helt konkret er der undervisere, som skruer ned for antallet af skriftlige opgaver. Der mangler simpelthen tid og penge til at opretholde kvaliteten.