02.06.2016
Blogindlæg

Private dating management - kan man effektivisere sit kærlighedsliv?

"Kærligheden, derimod, den kan hverken sættes på formel eller skyndes på, den må være spontan og kræve den tid, det nu tager at komme ind på et andet menneske. Kort sagt kan kærlighed ikke sættes i system. Eller kan den?" skriver Lea Friedberg i den seneste version af Studenterbloggen.

Af Lea Friedberg
Kender du det, hvor et besøg i fredagsbaren ændrer ens syn på kærligheden?

Som studerende synes jeg, at det kan være svært at nå det hele: at have tid til pensum, forelæsninger, studiejobbet, det frivillige arbejde og stadig være en god veninde og kæreste. Ja, jeg kan blive helt forpustet, når jeg kigger i min kalender og til tider skal kigge to uger frem, før jeg har tid til en kærestedate eller en kaffeaftale med pigerne.

Emma fra studenterbestyrelsen har allerede fortalt om frygten for at underpræstere i sin studietid (læs mere her). Et pres, jeg tror, at vi er mange, der kan nikke genkendende til.

Men sådan er det jo, når man vil det hele. Fra studiet lærer jeg om konkurrencestaten og new public management. Fra min hverdag oplever jeg, at kravene til de studerende er høje og arbejdsdagene flydende, og pludselig er det hele dagen, hver dag, hvor tiden skal optimeres.  

For det meste når jeg tingene uden at skulle gå for meget på kompromis, men det kræver planlægning. Især studiet og jobbet kan hurtigt planlægges: med deadlines, studiegrupper med fælles referater, læsedates med veninder og en god arbejdsfordeling på arbejdet, så lykkes det som regel at effektivisere store dele af mit program.

Kærligheden, derimod, den kan hverken sættes på formel eller skyndes på, den må være spontan og kræve den tid, det nu tager at komme ind på et andet menneske. Kort sagt kan kærlighed ikke sættes i system. Eller kan den?  

Over hver vores Tuborg Classic sad vi tre venner på studiet og talte om livet som studerende. Om en presset hverdag og de mange krav, men rigtig sjovt og fascinerende blev det først, da Peter begyndte at snakke om den spontane kærligheds endestation, Tinder.

Peter havde netop gjort det, jeg troede ikke var muligt, han havde effektiviseret sit kærlighedsliv og sat dating på formel.

“Grundlæggende,” fortæller Peter, med et smørret smil og vores udelte opmærksomhed, “havde jeg et system med, at jeg hele tiden skulle skrive til mellem 4-5 piger, hvor minimum én af dem skulle føre til en date. Gerne 2. Med andre ord skrev jeg hele tiden til en 4-5 løbende og havde et-to dates om ugen. Nogle gange 3. Jeg tænkte, at alt andet lige burde dette system før eller siden føre til, at det klikkede med én.”

Ideen til systemet kom fra Peters tid i praktik, hvor han netop i en travl hverdag med praktik, frivilligt arbejde, venner, familie og ja - dates, lærte at have mange bolde i luften på én gang. Rejsetid etc. blev brugt til at svare og skrive beskeder på Tinder, således at alt tiden blev brugt mest effektivt.

Der var bare et problem. Hvis systemet virkelig var så genialt, ville jeg vide, hvorfor var der så ikke en heldig dame, der havde bidt på krogen endnu?

Og her kom det så, stedet hvor effektiviseringen kom til kort, kemien. For selvom systemet var ganske godt til at få daten på plads, så garanterede det jo ikke, at kærligheden, eller andet, ville blomstre.

“Den første måned til halvanden gik fint.” fortsætter Peter. Lidt mere alvorligt, lidt mere eftertænksomt. “Der var især én, jeg troede, det ville lykkes med. Men efter en to-to en halv måned fungerede det ikke mere. Jeg blev simpelthen for stresset og tænkte allerede på den næste date, imens jeg var i gang med den nuværende.”

Så måske er det faktisk ikke så ligetil. For Peter blev konsekvensen af at prøve at kontrollere kærligheden, at nærvær blev ofret i effektiviseringens navn, så det blev kvantitet over kvalitet.   

Jeg kan godt blive bekymret på vores generations vegne, sad jeg og tænkte. Bekymret for, at det konkurrencestats-mindset, vi bliver fodret med pludselig, skal trænge helt ind i det mest private af vores tilværelse. Måske mister man bare en del af det menneskelige i kampen for at sætte selve livet i regneark. Kampen står nok i høj grad for vores og fremtidige generationer på at stå fast på retten til at gøre op med effektiviseringsdogmer og kræve tiden tilbage. Kræve tiden til inspiration, til det bløde og ja, til kærligheden. Og til øl i fredagsbaren.

Vi stiller vores tomme plastikkrus fra os. Øllene er drukket og den dårlige samvittighed over den presserende eksamen melder sig. Der bliver krammet farvel i fredagsbaren og vi går hvert til sit, hvis ikke klogere på kærlighed, så på Private Dating Management, som Peter for sjov kalder sit system.

Og hvordan så med kærlighedslivet nu, spørger jeg Peter ved anden lejlighed. Får det lov til at vokse i eget tempo?

Ja. Der bliver stadig swipet jatak og skrevet med søde piger på Tinder, men tingene får lov til at tage deres tid, det skal ikke tvinges frem længere. Han har lært meget, fortæller han, og tilføjer håbefuldt: “Jeg ser positivt på kærlighedslivet, jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes. Med tiden.”

Lea Friedberg er næstformand i DM Studerende og læser til daglig en kandidat i forvaltning på RUC

Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!