04.09.2017
Blogindlæg

Blog: Glem alt om café latte

Luksus på studieøkonomi hedder kaffe i kantinen til 7 kr. koppen.

Af Miriam Brems Knudsen

Gebyret til introugens hyttetur er betalt, ølregningen skyllet ned med en sidste, lunken dåsebajer, og nu begynder det nok snart at se bedre ud for din studiestartsophedede økonomi. Tænker du. Men nej. For inden alkoholdampene helt har nået at lægge sig, trækker din tutor dig med ind i universitetets boghandel, hvor beløbene for enden af din pensumliste får din ølregning fra rusugen til pludselig at se lille ud. Er du heldig, kan du måske slippe med 1000 kr. Men du kan lige så nemt være en af dem, der kommer af med det dobbelte.


Men nå ja, det er jo også bare en engangsudgift, som man har, når man starter på studiet – ligesom det høje indskud, du lige har betalt, da du flyttede ind i din lejlighed, eller de 5000 kr., der røg til en ny studie-PC, som ikke blue screener midt under eksamen. Tænker du. Men nej. Det er kun indtil du i starten af 2. semester igen finder dig selv i den akademiske boghandel med et glødende dankort og røde tal i budgettet, omsat til endnu en tung pose lærebøger til de næste fag. Der var endnu en fast udgift.
Tynget af både bøgernes og den økonomiske byrde begiver du dig hjemad og taster beløbene ind i dit budget. De står ved siden af din husleje, som ifølge gennemsnittet sluger 79 % af din SU; din telefon- og internetregning, licensbetalingen og forsikringspræmien. Du lægger tallene sammen. Med en SU på 5000 kr. efter SKAT er det ikke mange penge, der er tilbage til mad og andre fornøjelser.

Præcis hvor pengene til en uforudset udgift som en telefon tabt i toilettet, en ekstra elregning – eller bare en gave til mors fødselsdag – skal findes, har du svært ved at se. For ikke at nævne de større posteringer som det årlige tandlægebesøg. Ligesom hver tredje unge menneske 
bestemmer du dig for, at tjekket hos tanddoktoren godt kan undværes de næste fem år.

Du undrer dig: Hvor er pengene til alle de café latte café-besøg, som Lars Løkke har snakket så meget om, at de studerende bruger deres SU på? Nedslået må du konstatere, at du nu er en del af den store befolkningsgruppe, som finder sin kaffe på tilbud i Rema – eller til 7 kr. koppen i kantinen, når det rigtig skal være ”luksus”.

I ren desperation finder du din mobil frem og googler ”SU-budget”. Her finder du en artikel om en af Nordeas forbrugerøkonomers bud på et studiebudget og konstaterer, at det eneste opløftende faktum er, at du trods alt ikke er alene om at have økonomiske trængsler. Her kan du nemlig læse dig til, at deres overslag giver en gennemsnitlig studerende et minus på 2890 kr. 
om måneden, som skal dækkes. Hver måned.

Fortvivlet undersøger du dine muligheder, og finder ud af, at du ganske vist kan forgælde dig med SU-lån. Men har du nu også lyst til det, med al politikernes snak om arbejdsløshed og usikkert arbejdsmarked? En gæld på flere 100.000 kr., som du ikke føler dig sikker på, at du kan betale tilbage, virker ikke så attraktivt.

I stedet går du ind på diverse jobportaler i jagten på et job, mens du halvfilosofisk funderer over, hvordan du dog skal få tid til 10-15 timers studiejob ved siden af studiet, når nu politikerne hele tiden snakker om en studieuge på 45 timer om ugen. Skal du virkelig arbejde 60 timer om ugen? Kan det passe?

Du ryster på hovedet og glæder dig over, at du har hørt, at fredagsbaren på dit studie lader de billigste øl gå for en femmer. Du trasker derned og lader blikket glide over dine nye medstuderende. De ser allerede lidt mere velkendte ud end for bare et par uger siden, da du var helt ny på campus. Men de ligner ikke de forkælede studerende med plus på kontoen til en café latte, som politikerne og medierne hele tiden tegner billeder af. Dem har du ikke mødt nogen af endnu. Det har jeg heller ikke efter to år på uni. Gad nok vide, om de findes.

Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!