18.12.2017
Blogindlæg

"Bevillingsre­formen under­graver den sidste rest af universitets­demokratiet"

Allerede i dag mærker jeg som studentermedlem i studienævnet, at vores demokratiske indflydelse undergraves af central politisk styring, skriver Rasmus Markussen på bloggen. Med den nye bevillingsreform bliver politikernes greb om universiteterne nemlig endnu strammere, og det er dybt problematisk og farligt, mener han.

Af Rasmus Markussen

Studienævnene på universitetet er en fantastisk ting. Den sidste rigtige rest af universitetsdemokratiet, hvor det faktisk er vi studerende, der sammen med undervisere og forskere beslutter, hvordan vores uddannelser skal skrues sammen.

Her kan vi udvikle undervisningsformerne i kurser og projekter, så alle studerende lærer mest muligt, uanset baggrund. Her kan vi udvikle strukturer og regler, der skaber plads til, at studerende kan komme godt igennem uddannelsen, også når de ikke tager den slagne vej. Og her kan vi udvikle uddannelsernes indhold og former, så de hele tiden er up to date med den nyeste forskning, og så de udfordrer bestående forestillinger, strukturer og magtforhold.

Som medlem af RUC’s studienævn for en række af de humanistiske fag oplever jeg desværre, hvordan vi konstant er underlagt eksterne regler, incitamenter og kontroller, der gør det svært at opfylde vores rolle.

Hver eneste dagsorden er fyldt med sager, hvor vi skal håndtere beslutninger truffet ovenfra eller tilfredsstille rigide eksterne krav. Mange som følge af de katastrofale besparelser, som regeringen gennemfører år for år.

På det seneste har vi f.eks. skullet håndtere ledelsens beslutning om at spare på ekstern censur, sælge bygninger og lukke fag. Men mange beslutninger skyldes også politikernes regler som dimensioneringen, fremdriftsreformen og institutionsakkrediteringen.

Vi skal vedtage kvalitetspolitikker, der ser godt ud overfor de eksterne kvalitetsbedømmere, skære i antallet af uddannelsespladser for at tilpasse loftet for, hvor mange der må gå på vores uddannelser og håndtere ledelsens beslutning om at skære i specialetiden, for at sikre kortere studietider.

Politikerne strammer grebet
Med den nye bevillingsreform strammer politikerne grebet endnu mere. Som noget helt nyt bliver uddannelserne økonomisk straffet, hvis beskæftigelsen for dimittenderne ligger lidt under gennemsnittet. Allerede nu kan man virkelig mærke presset på at fokusere på beskæftigelse, blandt andet som følge af institutionsakkrediteringen og dimensioneringen. Jeg frygter, at det pres vil blive endnu større nu.

Når det er et problem, er det jo ikke, fordi det ikke er vigtigt, at dimittender kommer i arbejde. Det er bare rigtig svært og rigtig farligt, at føre beskæftigelsespolitik med uddannelsespolitik. Det er svært, fordi beskæftigelse er afhængig af en masse eksterne forhold såsom konjunkturer, velfærdsbesparelser og markedsdannelser. Alt sammen forhold, som det er svært at påvirke fra et studienævn eller en universitetsledelse.

Og det er farligt, fordi det risikerer at presse en masse kortsigtede og skadelige elementer ind i uddannelserne. Elementer som praktik og karrierevejledning kan give god mening som frivillige ordninger for studerende. Men presses ’erhvervsrettethed’ og ’employability’ ind i kursernes og projekternes indhold på bekostning af faglige elementer, så svækker man den dybdefaglighed, som er så vigtig - og som i forvejen er presset af besparelser og deraf følgende få undervisningstimer og korte semestre.

Og endnu værre: Hvis vi i uddannelsesplanlægningen presses til hele tiden at tænke på beskæftigelsesfrekvensen, forsvinder det uafhængige og kritiske element, der er fuldstændig afgørende i universitetsuddannelser.

Vi skal have uddannelser, hvor vi kan studere og forske frit og kritisk og kaste lys over udfordringer såsom klimaforandringer, fattigdom og racisme - uden hele tiden at skulle have i baghovedet, om den slags nu også passer ind i erhvervslivets behov.

Det handler ikke om, at universiteterne skal isolere sig fra samfundet, men om at vi skal kunne undersøge samfund, mennesker, tanker og natur frit og kritisk uden konstant at skulle vurdere, hvordan markedskræfterne vil bedømme os.

Det kan få store konsekvenser for humanistiske uddannelser
Endelig frygter jeg, at beskæftigelsestaxametret vil have dramatiske konsekvenser for vores humanistiske uddannelser.

Selvom beskæftigelsen for humanister generelt er høj, så tager det i gennemsnit lidt længere tid for os at komme i arbejdet end for f.eks. ingeniører. Det kommer nu til at have direkte økonomiske konsekvenser. Og selvom den andel af midlerne, der bestemmes på baggrund af beskæftigelse, kun er 3,5 %, er selv mindre beløb afgørende i de i forvejen stramme budgetter, som bliver strammere år for år.

Selv små besparelser risikerer at føre til fyringer eller lukninger af fag. Allerede nu mærker jeg i studienævnet ofte en stemning af, at mange af de mindre humanistiske fag er ude i en overlevelseskamp, og man er konstant nervøs for, at der ligger planer i ledelsens skuffer om, at endnu flere fag skal lukkes.

 Bare i løbet af de senere år er både fransk, tysk og senest engelsk f.eks. lukket på RUC. Med et beskæftigelsestaxameter bliver det endnu mere oplagt, at man fra ledelsens side går ind og lukker de fag, der "er tunge på beskæftigelsen" og trækker ned i statistikken.

Selvom beskæftigelsestaxametret efter min mening er det værste i bevillingsreformen, er det ikke det eneste sted, hvor politikerne strammer begrebet. En del af pengene bliver nu også afhængige af rammekontrakter med ministeriet. Her kan ministeren direkte fastsætte mål for, hvordan det enkelte universitet skal udvikle sig, og det er så efter et par år op til ministeren at bedømme, om målene er nået – og hermed hvor mange penge universiteterne skal have. Et hidtil uset stærkt værktøj, som den enhver tid siddende minister kan bruge til at gennemføre sine egne kæpheste.

Desuden kommer en del af finansieringen til at afhænge af eksterne kvalitetsmålinger. Selvom det det måske kan virke fint med et større fokus på kvalitet, så er der altså tale om en ekstern måling, besluttet af Folketinget, som uvægerligt vil presse fokus et bestemt sted hen. Og måske ikke det sted, der giver særlig meget mening for de enkelte uddannelser.

Et enkelt positivt aspekt…
Et muligt lyspunkt i reformen er, at det fremover vil være færre af universiteternes penge, der vil være afhængige af, om vi studerende bliver presset hurtigere igennem vores uddannelser. Forhåbentlig kan det gøre det lidt lettere at få overbevist universitetslederne om at rulle de værste forringelser i fleksibilitet og kvalitet tilbage, såsom rigide frameldingsregler eller forkortet specialetid. Men selv der, er det langt fra sikkert, at den nye reform vil føre til forbedringer.

For selvom mængden af penge, der er afhængige af fremdrift er mindre, så strammes kravet til, hvor hurtige vi studerende skal være endnu engang. Et krav, der nu skrives direkte ind i bevillingssystemet. Og som nævnt tidligere betyder selv mindre beløb meget i stramme budgetter.

Alt i alt er det trist og skuffende, at et enigt Folketing endnu engang underminerer universitetsdemokratiet og muligheden for at skabe gode, fleksible og kritiske uddannelser, der løfter alle. Jeg håber, at studerende og ansatte bliver ved med at kæmpe for deres ret til medbestemmelse. Og at politikerne på et tidspunkt begynder at løsne jerngrebet om det, der gerne skulle være fri uddannelse og forskning.