05.03.2014
Blogindlæg

Om at være studerende, først og fremmest (vol. 2)

Der skal så meget som muligt på vores cv, hvilket kan resultere i, at vi aldrig når at fordybe os og blive gode til noget som helst, vi har simpelthen ikke tid til at prioritere – og da slet ikke vores uddannelse.

Af Sofie V. Jensen

Som konstateret i mit sidste indlæg er der 1.000 ting ud over det at være universitetsstuderende, der kæmper om unges opmærksomhed, og som kræver vores tid. Vi skal have både erhvervserfaring, livserfaring og 12-taller, vi skal konkurrere om pladserne på arbejdsmarkedet og være fleksible til at kunne træde ud på et konstant foranderligt jobmarked. Velkommen til konkurrencestaten!

Men der er gået inflation i kompetencebegrebet. Det er intet under, at unge er stressede som aldrig før. Enhver universitetsstuderende med respekt for sig selv og sin fremtid har efterhånden ikke bare styr på studierne og det fede studiejob – han/hun har også været på udveksling, været i praktik i et ministerium, ageret som mentor, har frivilligt arbejde og netværker på livet løs til diverse semisociale og karrierefremmende arrangementer som fx debatter, messer, konferencer og opkvalificerende værktøjskurser, køber sig til ekstra undervisning og sommerskoleophold for at bestå studierne med topkarakter og komme foran i jobkøen. Men hvis alle gør det, kan det vel være ét fedt – for de studerende i hvert fald.

De umiddelbare vindere er selvfølgelig erhvervslivet – og staten, der kan få lov til at brillere med overkvalificerede, underbetalte dimittender i løntilskud. Sidstnævnte kan også få lov til at samle de alt for tidligt udbrændte og nedkørte unge mennesker op fra gulvet igen, når de er gået ned med stress eller en depression, fordi de, trods de mange kompetencer og kvalifikationer, stadigvæk ikke kan lande drømmejobbet og derfor ikke bliver anerkendt for deres store indsats og brændende ønske om at gøre en forskel.

Kompetenceinflationen skaber, ud over overnævnte problematik, også en anden problemstilling, nemlig at mange studerende, i stedet for at fordybe sig i studierne, løber rundt og jagter cv-overskrifter – til tider tomme titler. Der skal så meget som muligt på cv’et, hvilket kan resultere i, at vi aldrig når at fordybe os og blive gode til noget som helst, vi har simpelthen ikke tid til at prioritere – og da slet ikke vores uddannelse.