16.01.2014
Blogindlæg

Naturens sundhed

Af Rasmus Ejrnæs

Vi bekymrer os for naturens sundhed. Når en sygdom angriber elmetræerne eller asketræerne. Når en ny invasiv art dukker op som dræbergople eller dræbersnegl. Når det voldsomme vejr river hul i en klit, en skrænt eller en skov. Eller når usædvanlige nedbørshændelser oversvømmer marker, ådale og byer. Så bliver vi bange og bekymrede for naturens sundhed. 

Bekymringen har en dobbelt bund. På den ene side projicerer vi vores eget sundhedssyn over på naturen. Vi foretrækker sunde, stærke, udadvendte, optimistiske og succesfulde mennesker. Og så forestiller vi os naturen i samme billede. Vi stræber efter kernesunde træer, rene kornmarker, grønne enge, køer med struttende yvere og blanke røde æbler. Samtidig lurer forestillingen om en forestående dommedag. Som om vi bærer på en permanent skyldfølelse og latent frygt for, at naturen slår tilbage, og jorden går under.

Vores sundhedssyn betyder, at vi har meget svært ved at se det positive i misvækst, forfald, kriser og katastrofer. Vi aflæser misvækst og forfald som menneskelige fiaskoer. Ejeren må være syg eller skør, hivs naturen i et område ikke er ordentlig, kontrolleret, ungdommelig og præget af grøn vækst. Haver, marker og skove som ikke forvaltes efter en plan efterlader en følelse af utryghed og kontroltab.

Det er en skam, at vi i den grad har misforstået naturen. Forudsætningen for livets mangfoldighed er nemlig plads. Plads i betydningen uudnyttede tilgængelige ressourcer, som giver mulighed for liv. For en plante handler det om næringsstoffer, vand og lys. For et dyr handler det om grønne skud, blomster og frø eller om byttedyr. Når naturen er præget af sunde, livskraftige planter i stærk vækst, så er der ikke ret meget fri plads. Det ved landmanden og skovdyrkeren godt, og derfor gælder det om, at afgrøden er i optimal vækst, så der ikke opstår lommer af plads, hvor ukrudtet kan vinde indpas. 

Men det er helt modsat i vores mest artsrige danske naturtyper – fx det naturlige græsland. Her er der kronisk mangel på næringsstoffer, fordi jorden aldrig har fået gødning. Græssende dyr forhindrer, at nogen planter vinder dominans over andre. Her kan man tale om misvækst – alle planterne er begrænset i deres vækst. Til gengæld finder vi en meget høj grad af sameksistens. Faktisk op til 60 plantearter på én kvadratmeter. Og utroligt mange tilknyttede sommerfugle og andre hvirvelløse dyr. 

Hvis man skal pege på et endnu rigere levested, må det blive det gamle veterantræ. Sådan et 300 år gammelt egetræ, som er begyndt at forfalde. De første grene er knækket af, og stammen er blevet hul. Træet er på samme tid levende og døende, og denne langsomme død kan stå på i mange hundrede år. Mens træet langsomt forfalder, er det gæstfrit levested for myriader af biller, svampe, fluer, myg, fugle, flagermus, snegle, laver, mosser og mange flere. Sammenlignet med det gamle egetræ, er et 80 år gammelt, kernesundt og rankt bøgetræ i kulturskovens søjlehal en biologisk ørken.

Vores sundhedssyn levner ikke plads til naturens mangfoldighed. Måske levner det heller ikke plads til vores egen.