22.11.2017
Blogindlæg

"Samtalen om dannelse afspejler en længsel efter fælles historie, dyder og værdier"

Dannelse er et omdiskuteret begreb, og med undervisningsminister Søren Pinds forslag om at indføre et nyt filosofikum på de længere videregående uddannelser er det også mere relevant end længe. På vej hjem fra en debat om netop dannelse, blev Magisterbladets blogger ramt af et nagende spørgsmål: Hvordan kommer vi videre herfra? Og hvad skal vi bruge debatten til?

Af Lea Friedberg

Det var den klassiske 25-års fødselsdag. Rammen var sat på Nationalmuseet, hvor feterede gæster hyldede fødselsdagsbarnet, EVA, og dennes fortræffeligheder med skåltaler og fest.

Jeg var der også. Til stede i festsalsen d. 8 november, hvor omkring 100 mænd, kvinder, ministre og eksperter ønskede Danmarks Evalueringsinstitut stort tillykke med de 25 års arbejde for at sikre kvaliteten i uddannelse og dagstilbud.

For at fejre dette var vi en del uddannelsesinteressenter, der blandt andre var indbudt til en konference om dannelse, hvor oplæggene spændte bredt over en debat om digital og demokratisk dannelse til en definitionsdebat af dannelsesbegrebet, for hvad vil det sige at være dannet?

Generationernes forskelle blev tydelige
Debatten, omend umindelig gammel, var rasende interessant. For vi kan jo snakke højt og langt om vigtigheden af dette, og hvem der har ansvaret for at gøre ungdommen dannet, men hvad hjælper det, når vi ikke har svaret på det måske lettere kontroversielle spørgsmål om dannelsens form og natur. Også dette blev der gennem dagen kredset om, og de divergerende svar afspejlede da også de individer, der gav dem. 

De generationelle perspektiver slog stærkt igennem, hvor Anne Knudsen, forhenværende chefredaktør på Weekendavisen holdt på, at dannelse i høj grad handlede om ordentlighed og dyder udi korrekt, respektfuld adfærd. Jeg forestillede mig, at Emma Gad ville have klappet i hænderne, når hun skældte ud på moderatoren, Michael Jeppesen, for at han ikke kiggede hende i øjnene, mens han talte til hende.

Ole Sejer Iversen, der er professor ved Aarhus Universitet, forsøgte sig med en akademisk definition, men famlede. Definitionen var noget med opdragelse, viden og sociale normer for samfundet, men disse begreber synes så uendeligt store at en mere præcis betegnelse går tabt. 

Det er også noget med selve det sproglige, for hvor vi på dansk har dannelse og på tysk bildung, så er det engelske ord for samme education, der selvsagt mere refererer til det praktiske begreb uddannelse. Og heri finder vi måske det væsentligste clash mellem tilgangene til begrebet, for skal vi helt konkret forstå dannelse som undervisning, videregivelse af færdig og førdefineret vigtig viden, eller skal vi forstå dannelse som et mere abstrakt begreb, hvor det hele, dannede menneske skabes i samspil med samfundet, men for egen hånd?

Er det indholdet, processen eller målet, der er vigtigt i diskussionen om dannelse?

Et nagende spørgsmål dukker op
For andre gæster som Philip Yazdani, der er forperson for Danske Gymnasieelevers sammenslutning, og Benjamin Rud Elberth, digital rådgiver i Elberth kommunikation, handlede diskussionen om dannelse mere om, hvordan vi som mennesker kan ruste os bedst muligt til den verden vi møder, om det så er som en del af demokratiet eller når vi begår os online på de sociale platforme. 

Begge havde de praktiske hensigter og værktøjer i tasken, men debatten handlede også om at få nogle grundlæggende værdier om ordentlighed og socialt ansvar ind i sin hverdag.

Da den sidste taler havde givet os sit perspektiv og modtaget sin applaus, blandede de mange ideer sig. Jeg forsøgte at forme dem til en meningsfuld opsummering, som vi blandedes mellem hinanden, nogle i rejsen mod garderoben efter efterårsfrakken og vanterne til den kolde tur hjem, andre for at bevæge sig ind til efterfest i form af reception og endnu flere farverige skåltaler. 

Jeg selv skulle hjem, men blev fulgt af et nagende spørgsmål: Hvordan kommer vi videre herfra? Og hvad skal vi bruge debatten til?

Tyvstjålne og egne overvejelser om dannelse
Hermed mine overvejelser om dannelsessbegrebet og dets nytte. Visse af ideerne er tyvstjålet fra konferencens dygtige gæster uden tøven. Andre refleksioner er mine egne, men som pointerne og overvejelserne smyger sig mellem hinanden synes det formålsløst at adskille disse. Inspiration er vel noget vi giver til hinanden. Jeg håber, at dette tillige kan inspirere andre til selv at deltage i overvejelserne om dannelsesbegrebet og dets nytte. 

Om selve begrebets form kan man sige, at det vel udvikler sig med historien. Selvom det at være dannet må kræve et kendskab til klassisk filosofi, så er det vel uomtvisteligt, at som nyere bidrag støder til fordums tænkere, må vores forståelse af dannet viden tillige udvikle sig. 

Foucault var moderne for Simone de Beauvoir, som hun var det for Göthe, han for Kant, og denne for Sokrates. Det virker derfor fjollet at have et stationært begreb, der skulle give et fyldestgørende og relevant svar til alle tider, når man spørger, hvilke tænkere et dannet menneske bør beskæftige sig med.

Men dannelse er selvfølgelig mere end blot repetition af filosofiens historie.

Dannelse rummer ifølge vores eksperter både viden om historien og verdenen i dag, konkrete færdigheder og en forståelse af de normer vi har sat for god opførsel. Dannelse skaber dermed en fælles referenceramme for vores forståelse af og navigering i samfundet.

Den fælles historie er en snydekode til livet
For mig er det at kende vores fælles historie og læse gamle filosoffers tekster lidt ligesom at benytte snydekoder i et computerspil. I stedet for at komme nemmere igennem en bane og besejre bossen, gør kendskabet til historien det nemmere at vandre gennem livet.

I stedet for at hver generation starter forfra med at undre sig over etik, moral og mening, kan vi i stedet søge gode råd i store filosoffers tanker, når vi står i diverse dilemmaer; når vi skal finde ud af, hvordan vi bedst indretter vores samfund kan vi spejde mod fordums lærdom af forskellige samfundsformer; når vi vil forstå, hvorfor vi har de værdier vi har i dag, og hvordan vi bedst navigerer med hensyn til andre kulturer, vil læren om vores traditioner og almindelig pli stå os bi.

På den måde giver kendskab til historien styring og retning i en stadig mere diffus verden og hjælper os til at se fremad. På denne måde skaber dannelse en kultur, et vi.

Dannelse kan bevare og skabe
Samtidig har dannelse også en enormt bevarende funktion. De værdier der ligger i begrebet rummer og reproducerer forståelser af samfundet.

Men selv om dannelse kan bruges til at være samfundsbevarende og føre små poder trygt ind i samfundets fold, kan dannelse også benyttes mere aktivt til at skabe individer, der forholder sig kritisk til samfundet. 

Dannelse giver os kompetence til at forholde os til det samfund vi er en del af og skal i den bedste af alle verdener myndiggøre os som medborgere. Heraf den demokratiske dannelse, der skal indpode os ikke blot med forståelse for og viden om, men kærlighed til demokratiet. 

Dannelse er ikke kun noget, man har eller er, det er noget, man gør. Dannelse er ikke kun viden, men handler om at sætte denne viden i kontekst og benytte denne. Dannelse er måske omsætning fra viden til praksis i det levede liv. Vi kan lære nok så meget om de demokratiske værdier, men vi må forstå at internalisere disse, såfremt det skal have værdi.

Dette er selvsagt en social proces, og derfor er dannelse også noget, der skabes i de sociale rum. Det vigtiggør institutioner, der kan rumme og ramme alle børn, så de bliver kyndige mennesker. Dette aktualiserer diskussionen af eksempelvis universiteternes ansvar for at opdrage os til hele individer, men går dybere ind i overvejelserne om, hvordan vi indretter vores uddannelser.

Dannelse er adgang til verdenen. Men nøglen til denne adgang er altså også basisfærdigheder. Det er svært at navigere i Kierkegaard og Sokrates, hvis man ikke kan læse deres tekster. Derfor er det vigtigt, at vi har et vist grundniveau på plads omkring læse-, skrive- og regnefærdigheder, før vi åbner den abstrakte dialog. 

Og dog igen, vi skal være påpasselige med, at kravet om dannelse gennem basis- og paratviden ikke fører til en mindre kompleksitet i vores verdensforståelse, fordi det reducerer de perspektiver, vi kan møde verden med. Der er behov for altid at supplere klassisk dannelse med dialektik og uddannelse i, hvordan vi tilgår verdenen og tilgår viden.

Husk kritikken!
Men selvfølgelig skal vi også være kritiske: Antik historie og forståelse af verdenen spejler også bestemte perspektiver og historiske magtstrukturer. Det må vi udfordre. Derfor skal dannelse også være undervisning i kritisk og selvstændig tænkning.

På samme måde er dannelse også at være kildekritisk, præcis som vi lærer det på universitetet, når vi tilgår kildemateriale. Her er dog en udfordring med at viderebringe vores forståelse af kildekritik fra vores fag til vores hverdag. Samtidig med at vi fnyser af Wikipedia-kilder, så bruger vi maks. fem sekunder på at overveje om en facebookopdatering eller et tweet er en deling værd.

Vi bliver nødt til at blive bedre til at sige, hvad der er god og dårlig information, og det kræver en større refleksion over at bibringe de færdigheder, vi tilvejebringer os gennem uddannelse, til hverdag.

Og hvorfor er det så vigtigt? I en tid, hvor information deles hurtigere end nogensinde; i en globaliseret verden, hvor vi kommunikerer på kryds og tværs af regioner, religioner, kulturer og styreformer; i en tid hvor vi taler om kulturclash og elitebashing, og hvor autoriteter overalt er under pres med en stigende mistillid til politikere, så er det blevet en langt mere individualiseret problematik at skille skidt fra kanel og ret fra fejl.

Samtalen om dannelse afspejler en længsel efter fælles historie, dyder og værdier i en tid, hvor vi hyperindividualiseres og udsættes for et informationsbombardement - hvilket dertil kræver en autoritativ, normativ fastlæggelse. Men af denne fælles samtale må også fremgå, hvad vi fremadrettet ønsker at tage med, når vi skal skabe fælles referencer for vores samfund. Her vil, som vi også så det til konferencen, komme divergerende interesser på spil. Nogle altruistiske, andre med et mere klart interessepræget formål for øje.

Jeg tror ikke på at vi kan måle nytten af dannelse. Den er i sin natur immanent i samfundet og deraf immateriel. I sig selv er instrumentalisering netop en trussel imod dannelse, fordi dette forudsætter ureflekteret fordøjelse og forbrug af viden, der sættes på formel. 

Nej, filosofia, viden og demokratisk dannelse kan ikke tvinges ned i halsen på folk. Dannelse er vigtig, fordi vi som mennesker er sociale individer, der nok rummer frihed til at træffe egne valg, men for samfundets bedste bør klædes bedst muligt på til at træffe disse. Dannelse er det sprog, vi har for at færdes i fællesskabet og samskabe samfundet. Og som det samfund, vi lever i, er begrebet i sin natur i evig forandring.

Samtalen er vigtig - og den skal inkludere de studerende
Derfor er det også vigtigt, at vi som samfund tager samtalen om, hvad et moderne dannelsesbegreb står for. 

Når Søren Pind har nedsat en inspirationsgruppe med henblik på at udforme indholdet af et nyt filosofikum til de længere videregående uddannelser, så ser jeg det netop som en positiv ting, at vi har en minister, der forstår vigtigheden af almen dannelse i en moderne verden. Dog er det kritisabelt, at der end ikke er én eneste studerende repræsenteret i det inspirationsudvalg, der skal agere fødselshjælpere for forslaget.

Selvom dannelse i sig selv rummer almenmenneskelige værdier, og formålet med filosofikummet i sin officielle beskrivelse tilstræber at rumme eviggyldige teoretikere og filosoffer, så er målet samtidigt at indrette kurset, så det fanger flest muligt studerende. Som konferencen på nationalmuseet så fint afdækkede, så skaber forskellige baggrunde divergerende perspektiver på og indgange til at indgå i dannelsesdebatten.

Nye generationer vil have nye forudsætninger og måder at tilgå denne debat, fordi vi lever i en ny virkelighed. Selvom selve de værdier som dannelsesdebatten rummer næppe bliver uaktuel fra én generation til den næste, så bliver selve oversættelsen af Spinozas etikforståelse en anden i en tid, hvor kortsigtet belønning dyrkes udi det ekstreme, ligesom Kierkegaard og Sartres eksistentialistiske refleksioner betyder noget andet for en 20-årig, der er blevet voksen på de sociale medier i en hyperindividualiseret tid, end den gjorde for vores forældres generation.

Disse perspektiver bør rummes i inspirationsgruppen, og særligt derfor synes det ikke blot hensigtsmæssigt, men afgørende for filosofikummets succes, at også studerende er repræsenteret i spørgsmålet om, hvorledes det eventuelt bør indrettes.

Således håber jeg, at vi kan opdrage også kommende generationer i forståelsen af, at vi alle står på historiens skuldre.