20.05.2016
Blogindlæg

Kritiske spørgsmål, ja tak

Den identitetspolitiske debat er ikke kun stærk i Sverige. I USA har racedebatten kørt på højtryk i kølvandet på blandt andet politidrab og campus-voldtægter - og på de amerikanske universiteter får den identitetspolitiske bevægelse en del indrømmelser.

Af Jakob Elkjær

REDAKTØRENS KOMMENTAR

Jeg bor i Malmø og er gift med Emma, som er svensker og journalist på Sydsvenskan. Forleden sukkede hun over de unge vikarer og praktikanter. Det eneste, de ville skrive om, var kønsroller, feminisme, racisme og HBQT-spørgsmål. HBQT er den officielle svenske betegnelse for homoseksuelle, biseksuelle, trans- og queer-personer. Kort sagt: De unge ville skrive om identitetspolitik.

Min kone er svensker og feminist. Ja, hun er ligefrem ved at skrive en bog om tabermænd og vinderkvinder (Hvor kom det fra?) Så man skulle ikke umiddelbart tro, at hun ville blive træt af den identitetspolitik, som fylder så meget i Sverige.

Vi talte om, at det ubehagelige ved identitetspolitikken er, at nogle dens udøvere udgrænser folk i debatten: Du kan ikke tillade dig at have en holdning til det her, for som hvid mand ved du ikke, hvordan det er at være undertrykt. Derfor skal du holde din kæft og du må slet ikke bruge minoritetskulturens symboler – altså må Justin Bieber ikke have dreadlocks, for han er ikke sort! WTF?

Vi blev også enige om, at man skal lade være med at forsøge at pletrense historien og kræve gamle udgaver af Tintin fjernet fra biblioteket.  Ja, Tintin i Congo er racistisk med vores tids øjne, men undertrykkelse er en del af historien, som vi hverken kan eller skal censurere med tilbagevirkende kraft.

LÆS OGSÅ: Studerende til KU: Kom i gang med menneskerettighederne


Den identitetspolitiske debat er ikke kun stærk i Sverige. I USA har racedebatten kørt på højtryk i kølvandet på blandt andet politidrab og campus-voldtægter - og på de amerikanske universiteter får den identitetspolitiske bevægelse en del indrømmelser. Så mange at præsident Barack Obama offentligt har advaret mod at udelukke talere med "forkerte" holdninger fra universiteterne. Det kan føre til dogmatisme har han sagt til både medierne og angiveligt også sin datter egen datter Malia, som er på vej på Harvard.

I det nye nummer af Magisterbladet, der udkommer i dag, bruger vi god plads på at beskrive de første meget spæde skridt mod en lignende bevægelse på danske universiteter. Det gør vi dels fordi bevægelser fra USA har det med slå igennem i Danmark. Dels fordi bevægelsen rejser en række principielle spørgsmål om identitet og ytringsfrihed etc. Og endelig fordi bevægelsen - ligesom andre oprørsbevægelser - udfordrer os.

Tænk bare på de revolutionære marxister, hippierne, de ultraliberale og islamkritikerne. Deres løsningsforslag er ofte langt ude eller direkte farlige. Men de stiller gode kritiske spørgsmål om social retfærdighed, forbrugssamfundet, frihed og fordeling af indvandringens byrder.

Det gør de studerende, som vi har interviewet i dette nummer af Magisterbladet også, når de starter med helt enkelt at spørge, hvorfor deres pensum næsten kun er skrevet af ældre hvide mænd? Jeg er ikke i tvivl om, at danske universiteter i stigende grad kommer til at forholde sig til det spørgsmål.

LÆS OGSÅ: KU-studerende tæller gamle hvide mænd

I de kommende år vil 85 procent af den økonomiske vækst foregå uden for Europa. Og mange udviklingslande satser massivt på stadig bedre universiteter.  De dygtigste virksomheder som Novo er meget bevidste om, at de skal kunne tiltrække de dygtigste fra hele verden. Derfor fremmer Novo mangfoldighed. Jeg er ikke i tvivl om, at globaliseringen kommer til at påvirke både pensum og rusturene. Man kommer fx nok til at finde andre måder at muntre sig på, end ved at hælde sovsekulør i hovedet og lege indfødte. Det gør de så vidt jeg ved heller ikke på Novo, så mon ikke det går endda?

Det er let at håne den identitetspolitiske bevægelse, og det kan nærmest virke som om mandlige danske redaktører har gjort det til en hverdagsport at finde tossede eksempler på identitetspolitik, som de kan udstille på Facebook. Måske fordi de selv har så svært ved at håndtere og give gode svar på de berettigede kritiske spørgsmål, som de selv får om køn og mangfoldighed: Hvorfor er det kun en fjerdedel af kilderne i danske medier, som er kvinder? Hvorfor er det blevet færre de seneste år og ikke flere? Hænger det sammen med, at medierne er så ringe til at rekruttere kvindelige chefer? Det bedste forsvar er jo et angreb. Eller er det?